Foto: Run 4 FFWPU, Pexels
Thomas Vidø fra DistanceRunning.dk
Vi ved mere om løb end nogensinde før. Vi kan måle puls, søvn, restitution og skridtfrekvens ned til mindste detalje.
Vi kan hente træningsprogrammer på få sekunder og få adgang til den samme viden, som tidligere var forbeholdt eliteatleter.
Alligevel bliver mange motionsløbere ved med at kæmpe med de samme problemer. De bliver skadet, stagnerer og mister motivationen.
Thomas Vidø fra DistanceRunning.dk har løbet on/off siden 1987 og har de seneste 13 år fungeret som coach for mere end 1.000 løbere.
Erfaringen har ført ham frem til en konklusion, der næsten virker provokerende i sin enkelhed: De fleste mangler ikke mere viden. De mangler et system, der gør det muligt at udvikle sig længe nok til, at kroppen faktisk kan nå at følge med.
Vi ved mere end nogensinde – så hvorfor er vi ikke klogere?
De mennesker, der finder vej til Thomas Vidø, er ofte sjældent mennesker, der mangler information. Mange af dem har læst bøger om løbetræning.
De følger løbere og coaches på sociale medier. De lytter til podcasts på vej til arbejde og kan uden større problemer forklare forskellen på intervaller, restitution og aerob træning.
Nogle møder op med et ur på håndleddet, der ved mere om deres søvn, puls og træningsbelastning, end de fleste eliteatleter havde adgang til for få årtier siden.
Alligevel har de behov for mere viden, og et system der udvikler dem som løbere.
Nogle kommer med en skade, der bliver ved med at vende tilbage. Andre fortæller om træningsperioder, som begynder godt og slutter på samme måde hver gang.
Der er mennesker, som har løbet i årevis uden for alvor at flytte sig, og mennesker, som føler, at de starter forfra hvert forår, når vinterens afbrydelser igen har sat dem tilbage.
Når Thomas fortæller om dem, lyder de sjældent som mennesker, der mangler vilje. Tværtimod. Mange af dem virker oprigtigt engagerede. De interesserer sig for træning.
De forsøger at gøre tingene rigtigt. Derfor begynder samtalen med Thomas også sjældent med spørgsmålet om, hvorvidt de ved nok. Den begynder et andet sted.
”Vi ved mere om løb end nogensinde før, så hvorfor er det så, at det ikke lykkedes at rykke nævneværdigt på tider og distancer”
Han læner sig tilbage et øjeblik, mens samtalen bevæger sig omkring det paradoks, som efterhånden har fulgt ham gennem mange år som coach.
For hvis adgangen til viden var det afgørende, burde motionsløbere udvikle sig hurtigere end nogensinde. Alligevel møder han de samme problemer igen og igen. Den tilbagevendende oplevelse af at arbejde hårdt uden rigtigt at komme videre.
”De fleste generelle træningsprogrammer tager ikke højde for lige præcis, hvem du er, og hvor i dit løberliv du befinder dig”
Når han beskriver det, lyder det ikke som en kritik af den måde, mennesker lærer på i dag. Mere som en konstatering. Viden er blevet lettere at finde, og samtidig er den blevet lettere at plukke fra det enorme udbud, der findes.
Et SoMe opslag. En podcast. En artikel. Gode råd fra løbekollegaer. Hver del giver mening i sig selv, men det er ikke altid, at delene tilsammen bliver til noget, der hænger sammen.
”Folk finder gode tips og idéer, men tager dem ud af en sammenhæng.”
Det er en erfaring, han efterhånden har gjort sig mange gange. Ikke fordi rådene nødvendigvis er dårlige. Mange af dem er gode.
Problemet opstår først, når mennesker begynder at samle træningen op i enkeltdele. Efterhånden bliver træningen fyldt med elementer, som hver især virker fornuftige, men som ikke nødvendigvis peger i samme retning.
Mens han fortæller, får man indtryk af, at han er mindre interesseret i de enkelte træningsmetoder end i det mønster, der ligger bag dem.
For de fleste løbere handler det ikke om flere kilometer for kilometernes skyld. Det handler om udvikling. De leder efter den følelse af fremgang, som fik dem til at begynde at løbe i første omgang.
Spørgsmålet er bare, om de altid leder det rigtige sted. Det er et spørgsmål, Thomas kender bedre end de fleste. For længe før han begyndte at arbejde med andre løbere, sad han selv med præcis den samme oplevelse.
Thomas rykkede sig kun 3 minutter på 6 år
Thomas taler om de løbere, der opsøger ham i dag, med en genkendelse som gør det svært at skelne helt mellem coachen og løberen.
Mange af de spørgsmål, han møder, er spørgsmål, han selv har brugt år på at lede efter svar på. Derfor bevæger samtalen sig før eller siden tilbage til slutningen af 1990’erne, hvor han begyndte at løbe og hurtigt fandt vej til Sparta.
Det var en tid, hvor meget af den viden, der i dag flyder frit, blev overleveret på en anden måde.
Man trænede sammen. Observerede hinanden. Lyttede til de mere erfarne løbere, prøvede at følge med dem så længe som muligt. Meget af det, der blev lært, blev lært gennem kilometerne selv.
Han var ung, ambitiøs og optaget af at blive bedre. Som så mange andre tog han det næsten for givet, at udvikling måtte være tæt knyttet til mængden af arbejde.
Hvis træning gjorde en bedre, måtte mere træning gøre en endnu bedre. Der lå en enkel logik i den tanke, og den var langt fra usædvanlig blandt de løbere, han omgav sig med.
Når han beskriver årene i dag, handler det derfor ikke om mangel på indsats. Tværtimod. Han trænede. Løb konkurrencer. Løb solen sort. Byggede flere kilometer på. Gjorde det, han mente var nødvendigt for at flytte sig som løber.
Thomas maratontid forbedrede han konkret fra 2:48:06 i 1999 til 2:45:14 i 2005 – oven på den periode hvor han trænede allermest.
Så efterhånden begyndte noget at skurre. Ikke på de enkelte træningsdage, men når han så tilbage over længere perioder.
”Jeg forbedrede mit maraton med tre minutter på seks år.”
Han nævner tallet uden at dvæle ved det, men det bliver hængende i rummet. Ikke fordi tre minutter er uden betydning, men fordi de kom efter år, hvor løb fyldte en stor del af hans liv.
Træningen blev mere omfattende, og ambitionerne voksede. Men resultaterne bevægede sig på ingen måde i samme retning som forventet.
Det var heller ikke resultaterne alene, der begyndte at fylde. Skaderne blev gradvist en større del af historien. Først som afbrydelser, som Thomas regnede med snart ville forsvinde igen.
Senere som noget mere tilbagevendende. Hver gang formen begyndte at samle sig, var der noget, der trak i den modsatte retning. Kroppen virkede mindre samarbejdsvillig, end den havde gjort tidligere.
Når Thomas fortæller om perioden i dag, virker det ikke som om det er de enkelte skader, han husker tydeligst. Det er følelsen af hele tiden at være på vej et sted hen uden rigtigt at komme frem.
Følelsen af at investere mere og mere tid uden at kunne se den udvikling, som indsatsen burde føre til.
”Jeg var så tæt på at stoppe helt med at løbe.”
Sætningen kommer uden dramatik. Som en konstatering mere end en bekendelse. Men den markerer alligevel et sted i fortællingen, hvor noget begynder at ændre sig.
Ikke fordi han på det tidspunkt havde fundet svarene. Tværtimod. De lå stadig et stykke væk.
Han begyndte at lede efter dem, ikke på løbestierne og blandt sine løbekollegaer, men i bøger.
Aerob træning er fundamentet for din udvikling
Vendepunktet kom, da Thomas begyndte at studere træning mere systematisk. En af de første bøger, der gjorde indtryk på ham, var Advanced Marathoning af Pete Pfitzinger.
Her mødte han for første gang tanken om, at løbetræning ikke handler om at træne hårdest muligt, men om at træne de rigtige ting på det rigtige tidspunkt.
Det blev starten på den proces, der senere skulle udvikle sig til hans eget system
Thomas begyndte at læse mere systematisk. Ikke som coach, men som løber. Han forsøgte at forstå, hvorfor nogle mennesker syntes at kunne udvikle sig år efter år, mens andre konstant bevægede sig mellem fremgang og tilbagegang.
Det spørgsmål fyldte efterhånden mere end spørgsmålet om, hvordan man blev hurtigere til det næste løb.
“Noget af det, jeg læste, stred direkte imod de erfaringer og forestillinger, jeg havde bygget min træning på.”
Ikke fordi det var revolutionerende, men fordi det flyttede opmærksomheden væk fra de ting, der normalt tiltrak sig mest interesse.
Hvis man ser på løb udefra, er det let at lade sig fascinere af fart. Tiderne er synlige. Resultaterne er målbare. Fremskridtene kan aflæses på et ur
Han begyndte at eksperimentere med sin egen træning. Nogle ture blev løbet langsommere, end han tidligere ville have accepteret.
Der var ikke tale om en pludselig omvæltning, hvor alt ændrede sig fra den ene uge til den anden. Tværtimod virker det, når han fortæller om perioden i dag, som om meget af det interessante netop var fraværet af drama.
Der kom ikke et øjeblik, hvor alt faldt på plads. Ingen træningstur, der pludselig bekræftede, at han havde fundet den rigtige vej.
Det, han lagde mærke til, var noget andet, træningen begyndte at hænge sammen stille og roligt, og over tid kom forbedringerne. Træningsperioder blev ikke afbrudt af skader, de blev mere konsistente, og formen udviklede sig.
Thomas begyndte at interessere sig for, hvordan kroppen producerede energi, og hvordan den bliver mere udholdende.
Jo mere han læste, desto tydeligere blev det, at mange motionsløbere tilbringer store dele af deres træning i et område, hvor kroppen primært bruger sukker som brændstof.
Derfor kom den aerobe træning til at handle om mere end tempo og puls. Målet var at udvikle kroppens evne til at omsætte fedt som energikilde og dermed opbygge et stærkere fundament.
Faktaboks. Tommelfinerregelen
En af de ting, Thomas har ændret gennem årene, er måden, han styrer intensiteten i træningen på. Hvor mange løbere arbejder med pulszoner, foretrækker han faste værdier.
Inspirationen kommer blandt andet fra den amerikanske træner og forfatter Phil Maffetone, som blev kendt for sin enkle tommelfingerregel: 180 minus alder. Tanken er, at resultatet giver en pulsgrænse, som kan bruges til at træne kroppens udholdenhedssystem uden at presse intensiteten for højt.
Thomas understreger, at han ikke følger Maffetones metode slavisk, men han bruger princippet som udgangspunkt i den første fase af træningen. Det handler om at skabe et fundament, før der bygges fart ovenpå.
Når den aerobe funktion forbedres, bliver kroppen mere udholdende, restitutionen bedre, og det bliver lettere at træne stabilt over lange perioder. Det er derfor, Thomas ser den aerobe træning som fundamentet under al anden træning.
»Den aerobe funktion og træning er fundamentet for udvikling i dit løb.«
Sætningen falder flere gange under samtalen, men den kommer aldrig til at lyde som et slogan. Mere som en erfaring. Som noget han selv brugte lang tid på at forstå.
Tempoet skal ned
I sin egenskab af løbecoach møder Thomas ofte løbere med den samme utålmodighed, som han selv bar rundt på i årevis.
De vil fremad. De vil mærke, at træningen virker. De leder efter bekræftelsen på uret og efter tegn på, at udviklingen allerede er i gang. Den reaktion forstår han godt, fordi han selv tænkte præcis sådan.
Gennem årene har Thomas set det samme mønster igen og igen. Løbere kommer med et oprigtigt ønske om at blive bedre, men når træningsplanen tager form, er det sjældent træningsmængden, der skaber debat. Det er farten.
Det er ofte her, den største modstand viser sig. Ikke i de hårde intervaller. Ikke på de lange ture. Men i det øjeblik tempoet skal sættes ned.
”Folk tager det som et kæmpe nederlag, hvis de skal ned og gå.”
Mange har løbet i årevis. De kender deres sædvanlige tempoer og har en klar fornemmelse af, hvordan en god træning skal føles. De har vænnet sig til bestemte tal på uret og bruger dem som målestok for, om de er på rette vej.
Derfor bliver overraskelsen ofte stor, når de opdager, hvordan træningen er bygget op. For den langsomme start kan let føles som om fremskridtene pludselig er sat på pause.
Men netop dér begynder fundamentet for den udvikling, de i virkeligheden søger.
”Nogle påstår, at de ikke kan løbe så langsomt.”
Og for Thomas er det ikke bare et spørgsmål om at ændre et træningsprogram. Det er et spørgsmål om at ændre et mindset.
At få løberen til at forstå, at langsommere træning ikke er et skridt tilbage, men en investering i den udvikling, der først viser sig måneder senere.
Det er derfor, han siger, at han i virkeligheden arbejder med vaner og mindset lige så meget som med løb.
Når en ny løber ønsker hjælp
Når Thomas beskriver sit arbejde, begynder han sjældent med en træningsplan. Først kommer samtalen. Han spørger ind til målsætninger, tidligere skader og hvordan en almindelig træningsuge ser ud.
Men han spørger også om noget andet: hvor hurtigt folk faktisk løber. For det er ofte her, han finder forklaringen på, hvorfor udviklingen er gået i stå. Herefter kommer den første hjemmeopgave: Løberen skal filmes.
Det kræver ikke avanceret udstyr. En smartphone er nok. Pointen er ikke at finde den perfekte løbestil, men at få et billede af, hvordan kroppen faktisk bevæger sig.
Thomas analyserer blandt andet skridtlængde, kadence og landing, og gennem årene er han blevet overbevist om, at mange løbere har et større teknisk potentiale, end de selv er klar over.
“I omkring 97 % af de videoanalyser, jeg har lavet, har der været et tydeligt teknisk udviklingspotentiale.”
Men teknikken er kun én del af analysen. Når Thomas har dannet sig et billede af, hvordan løberen bevæger sig, begynder han at se på træningen.
Hvor meget løber personen? Hvor hurtigt? Og passer tempoet egentlig til det niveau, løberen befinder sig på?
Han nævner en løber, der har gennemført et halvmaraton på omkring to timer. Det svarer til et pace på cirka 5:40 pr. kilometer.
Det viser sig ofte, at den samme løber gennemfører sine lange, rolige ture i 5:30-tempo. For mange virker det logisk. Hvis målet er at blive hurtigere, må det vel være en fordel at løbe hurtigt.
Thomas ser det anderledes, for hvis en løber med et halvmaratonpace på 5:40 træner udholdenhed i 5:30-tempo, foregår store dele af træningen simpelthen for hårdt. I stedet ville han ofte sænke tempoet til omkring 6:10 eller langsommere.
For at illustrere forskellen peger han på Jacob Simonsen, dansk mester på både halvmaraton og maraton. Simonsen løber maraton i omkring 3:00 pr. kilometer, men gennemfører alligevel en stor del af sin rolige træning betydeligt langsommere.
Thomas fortæller, at 5:30-tempo jævnligt indgår i den rolige del af træningen, selv om det for mange motionsløbere ville føles næsten absurd langsomt i forhold til hans niveau.
Pointen her er ikke, at alle skal træne som en eliteløber. Pointen er, at selv de bedste løbere beskytter deres rolige træning, og ikke forsøger at løbe hurtigt hele tiden.
Det er ofte her, samtalen tager en ny retning. For mange af de løbere, der opsøger Thomas, tror, at deres problem er, at de træner for lidt. Hans erfaring er, at problemet lige så ofte er, at de træner for hårdt og forkert.
Men når tempoet først er justeret, handler arbejdet sjældent om fart alene. Samtalen bevæger sig hurtigt videre til noget andet: hvordan træningen skal hænge sammen over måneder og år.
De tre søjler – systemet
Når Thomas beskriver sit system, taler han ikke om et træningsprogram. Han taler om et system bygget på tre søjler, som tilsammen skal skabe en stærkere og mere holdbar løber.
Den første søjle er teknikken. Her kommer KAPA-modellen ind i billedet. KAPA står for kadence, affjedring (skridtafvikling), positur og armsving, men når Thomas gennemgår videooptagelser med nye løbere, er det ofte skridtafviklingen, som han begynder med.
For ham handler løb ikke kun om at flytte kroppen fremad. Det handler om, hvordan kroppen håndterer den kraft, der opstår, hver gang foden rammer jorden.
Hvis kroppen lander og affjedrer rigtigt, kan en del af energien optages og bruges videre i næste skridt. Hvis ikke, bliver belastningen større, bevægelsen mindre effektiv, og risikoen for skader øges.
Det er derfor, Thomas ser skridtafviklingen som fundamentet for resten af teknikken. Før man taler om fart, træningsmængde eller konkurrencer, skal kroppen lære at bevæge sig hensigtsmæssigt.
For nogle år tilbage sad Thomas ved søerne i København og observerede løbere, der passerede forbi. Ud af 117 løbere vurderede han, at kun fire landede korrekt på foden.
Langt de fleste kom ned med strakt knæ og flekset fod, et mønster som han mener både reducerer løbeøkonomien og øger belastningen på kroppen.
”Ud af 117 løber landede kun 4 korrekt på foden – de øvrige havde et kraftigt behov for korrigering.”
Den anden søjle kalder han løbepyramiden. Den handler om træningens struktur. Noget af det, Thomas vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen, er idéen om periodisering.
Mange motionsløbere træner de samme typer pas uge efter uge og forventer, at resultaterne kommer af sig selv. Men ifølge Thomas fungerer kroppen ikke sådan.
En sæson skal bygges op i faser, hvor forskellige egenskaber udvikles i en bestemt rækkefølge.
Det er også her, han udfordrer en af de forestillinger, han møder oftest blandt motionsløbere: at mere træning næsten altid er bedre.
Thomas mener tværtimod, at mange undervurderer, hvor langt man kan komme med relativt få, men velplanlagte træningspas.
“Jeg har haft løbere i 50’erne, som har løbet maraton på under tre timer med blot tre træningspas om ugen.”
Pointen er ikke, at alle bør nøjes med tre ture. Pointen er, at udvikling ikke først og fremmest handler om mængde.
Den handler om at træne de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Først skabes fundamentet gennem udholdenhedstræning. Derefter kan intensitet og fart gradvist bygges ovenpå.
”Det er først når du er udholdende, at du kan løbe langt og hurtigt”
Den tilgang præger også den måde, Thomas bygger sine træningspas op på. Han giver altid løberen et fast pace eller puls – aldrig intervaller, som løberen selv skal navigere indenfor.
Det skal understøtte løberen med at ramme den belastning, træningspasset er tiltænkt.
Forklaringen er enkel. Hvis en løber får beskeden om at løbe et interval mellem f.eks. 4:30 og 4:45 pr. kilometer, oplever Thomas ofte, at vedkommende automatisk vælger den hurtigste ende af skalaen.
Ikke nødvendigvis fordi det er den rigtige belastning den dag, men fordi mange løbere instinktivt forbinder hurtigere med bedre.
”Hvis jeg giver folk et interval, vælger de næsten altid den hurtigste ende.”
Men for Thomas handler struktur ikke kun om, hvilke træningspas der står i planen. Det handler også om, hvordan de gennemføres. Han understreger, at hverken puls eller pace må blive vigtigere end kroppens egne signaler.
Søvn, stress, arbejde og restitution påvirker kroppen langt mere, end mange løbere forestiller sig, og derfor mener han, at man skal lære at mærke efter på dagen.
“Du skal ikke være slave af dit pulsur.”
For Thomas er målet ikke, at løberen bliver god til at følge tal på et ur. Målet er, at løberen gradvist lærer sin egen krop at kende og forstår forskellen på de dage, hvor kroppen er klar til at arbejde hårdt, og de dage, hvor det rigtige valg er at holde igen.
Den tredje søjle er den mentale del. Sammen med løberen Ulrikke Evensen der er europa- og verdensmester i forhindringsløb (Obstacle Course Racing eller bare “OCR”) udviklede han Victory-systemet, som består af en række mentale værktøjer, der skal hjælpe løberen med både træning og konkurrence.
Her arbejder han blandt andet med visualisering, målsætning og vaner. For Thomas er det mentale ikke noget, der kommer til sidst.
Det er en forudsætning for, at løberen rent faktisk følger planen, også når udviklingen går langsommere end ønsket.
”En træningsplan fortæller dig, hvad du skal gøre i næste uge. Et system fortæller dig, hvordan du udvikler dig de næste år.”
Det er netop samspillet mellem de tre søjler, Thomas mener mangler hos mange motionsløbere. De leder efter den rigtige sko, det perfekte intervalpas eller den nyeste træningsmetode.
Men uden teknik, struktur og den mentale disciplin til at holde fast i processen, bliver resultaterne ofte tilfældige.
”Du skal overgive dig fuldstændigt og lægge dine gamle vaner fra dig, ellers opnår du ikke de ønskede resultater”
Systemet er derfor ikke bygget op omkring hurtige løsninger, men omkring de principper, der skal gøre udviklingen holdbar over tid. Og Thomas går ikke på kompromis med alternative input til træningen.
Motivation er ikke nok
Når samtalen falder på motivation, svarer Thomas næsten med det samme.
”Jeg stoler ikke på motivationsfaktoren alene.”
Efter mange år som coach er han blevet forsigtig med at bygge træning op omkring lyst. Ikke fordi motivation er uvigtig, men fordi den er ustabil.
Nogle dage er den der. Andre dage er den væk. Hvis træningen kun bliver gennemført på de gode dage, bliver udviklingen tilfældig. Han interesserer sig mere for kommittent end for motivation.
Han peger blandt andet på noget så enkelt som betaling. Når mennesker investerer penge i et forløb, ændrer deres adfærd sig ofte. Ikke fordi træningsplanen bliver bedre af den grund, men fordi investeringen skaber en forpligtelse.
”De betaler ikke for et løbeprogram. De betaler for et resultat.”
For Thomas er forskellen vigtig. Et løbeprogram kan downloades mange steder. Information er der rigeligt af. De fleste motionsløbere mangler ikke viden om træning. De mangler hjælp til at omsætte den til handling over lang tid.
Han oplever også, at mange finder motivation i selve strukturen. Når løberen kan se planen flere måneder frem, bliver træningen mindre afhængig af dagsformen og de følelser, der skifter fra uge til uge.
Der opstår en fornemmelse af retning, hvor dagens træningspas bliver en del af et større forløb frem for en enkeltstående opgave.
Det er netop derfor, at Thomas er mindre optaget af motivation, end mange forventer. Motivation kan få mennesker i gang, men den er sjældent nok til at bære dem gennem måneder og år.
Til gengæld bliver det lettere at fortsætte, når man ved, hvorfor man træner, og hvor man er på vej hen.
Det paradoksale er, at motivationen ofte vender tilbage senere. Ikke som udgangspunktet for arbejdet, men som resultatet af det.
For når træningen begynder at virke, sker der noget. Kroppen føles lettere. Tempoet stiger. Distancer, der tidligere virkede lange, bliver pludselig overkommelige.
Thomas oplever igen og igen, hvordan løbere, der i starten kæmpede med at få træningen til at passe ind i hverdagen, gradvist begynder at glæde sig til den.
Det er ikke fordi de har fundet mere viljestyrke, men fordi de har fået beviser på, at arbejdet virker.
”Når folk først mærker fremgangen, kommer lysten af sig selv.”
Men Thomas har også lagt mærke til noget andet hos de mennesker, der fortsætter længst. De er ikke nødvendigvis mere motiverede end alle andre.
De har skader. Travle perioder. Uger, hvor træningen glider i baggrunden. Forskellen er sjældent, at de undgår afbrydelserne. Forskellen er deres forhold til dem.
De ser ikke en dårlig uge som et nederlag. De ser ikke en pause som afslutningen på et projekt. Når træningen fylder mindre i en periode, begynder de bare igen.
”De kommer tilbage, og fortsætter træningen, hvor de slap den.”
Sætningen falder næsten i forbifarten, men Thomas vender tilbage til den flere gange under samtalen. Ikke som noget heroisk.
Det er mere som en forståelse af, at et langt forløb uvægerligt kommer til at indeholde perioder, hvor tingene ikke går efter planen. De mennesker, der bliver ved i årevis, er sjældent dem, der aldrig falder ud af rytmen. Det er dem, der finder tilbage til den.
Erfaringen er ikke kun noget, han har set hos andre. Han kender den også fra sig selv. Han kender følelsen af begejstring. Han kender også følelsen af at miste den igen.
En stor del af hans egen udvikling begyndte først, da han holdt op med at lede efter den perfekte følelse og i stedet begyndte at fokusere på det arbejde, der skulle gøres.
Mere er muligt end man tror
Når Thomas taler om udvikling, handler det sjældent om talent. Langt oftere handler det om de forestillinger, mennesker møder op med.
Gennem årene har han arbejdet med alt fra 5 km løbere til ultraløbere, og noget af det, der stadig overrasker ham, er hvor ofte mennesker undervurderer, hvad de er i stand til.
Ikke fordi målene er lette at nå, men fordi vejen dertil sjældent ser ud, som de havde forestillet sig.
Ultraløb er et af de tydeligste eksempler. For de fleste lyder 100 kilometer eller 100 miles som noget, der kræver en næsten ekstrem træningsindsats.
Men Thomas oplever ofte, at løbere bliver overraskede over, hvor lidt dramatisk arbejdet egentlig ser ud i hverdagen.
Der er ingen magiske træningspas. Ingen genveje. Ingen hemmelige metoder. Der er blot et system, der gradvist bygger kapaciteten op gennem udholdenhed, struktur og kontinuitet.
Når løberne ser tilbage, er det derfor sjældent de enkelte træningspas, de husker. Det er erkendelsen af, at de kunne mere, end de troede.
”De fleste undervurderer, hvad de kan som løbere.”
Thomas siger det som en erfaring snarere end som en opmuntring. Gennem årene har han set mange mennesker møde op med en forestilling om, at udvikling kræver mere talent, mere træning eller større afsavn, end de selv kan levere.
Når han ser tilbage på de løbere, han har fulgt længst, er det derfor sjældent kilometertallene eller sluttiderne, han taler om først.
Han taler om mennesker, der gradvist opdagede, at deres største begrænsning ikke lå i kroppen, men i deres forventninger til, hvad der overhovedet kunne lade sig gøre.
Over tid blev erfaringerne stærkere end tvivlen, og det ændrede ikke bare deres løb, men også deres opfattelse af, hvor deres egne grænser gik.
Det løb har lært ham om mennesker
Efter mere end to årtier som løber og coach er der én reaktion, Thomas stadig møder igen og igen. Mennesker bliver overraskede over, hvad de kan.
”Folk er tit overraskede over, hvad de kan som løbere.”
Han nævner blandt andet Lars, som blev introduceret til KAPA-systemet som 62-årig. For mange løbere ville det være en alder, hvor ambitionen først og fremmest handler om at bevare niveauet.
Men efter arbejdet med teknikken oplevede Lars noget andet. Han løb den hurtigste 5 kilometer i sit liv.
Det, Thomas husker tydeligst, er ikke selve tiden. Det er Lars’ reaktion bagefter. Han fortalte, at han ville ønske, han havde kendt til principperne langt tidligere.
For Thomas er historien interessant, fordi den udfordrer en forestilling, han møder ofte. At udvikling har en udløbsdato. At mulighederne gradvist bliver mindre med alderen. Hans erfaring peger ofte i en anden retning.
“Man ved først, hvad man er i stand til, når man har givet det tid nok.”
Når Thomas taler om de forløb, han er mest stolt af, handler det derfor sjældent om medaljer, personlige rekorder eller placeringer.
Det handler om mennesker, der opdager, at deres grænser ikke lå dér, hvor de troede. Mennesker, der finder en side af sig selv, de ikke vidste fandtes.
Måske er det den vigtigste læring, løbet har givet ham om mennesker. At potentiale er langt sværere at få øje på, end de fleste tror. Også hos dem selv.
Det vigtigste at huske
Hen mod slutningen af samtalen stiller jeg Thomas et sidste spørgsmål. Hvis folk kun skal tage én ting med sig fra denne artikel, hvad skal det så være? Han tøver Thomas ikke længe før svaret kommer.
“Hvis din udholdenhedstræning ikke føles behagelig, træner du sandsynligvis for hårdt.”
Svaret er karakteristisk for meget af det, vi har talt om gennem interviewet. For selv om samtalen har bevæget sig gennem løbeteknik, aerob træning, motivation og mentale værktøjer, vender Thomas igen og igen tilbage til den samme observation:
“De fleste motionsløbere træner for hårdt, måske ikke hele tiden – men for ofte.”
De løber de rolige ture for hurtigt. De presser kroppen på dage, hvor formålet egentlig er at opbygge kapacitet. Og de kommer derfor til at bruge store dele af træningen i et område, hvor belastningen bliver højere, end nødvendigt.
For Thomas er den rolige træning ikke noget, man skal overleve. Den skal føles kontrolleret og behagelig. Det er her fundamentet bygges, og det er her, mange løbere går galt i byen.
Inden vi helt afslutter, får han lige et allersidste et spørgsmål. Hvis han kunne fjerne én tanke fra danske motionsløberes mindset, hvilken skulle det så være?
Her kommer svaret lige så hurtigt:
”Så ville jeg gerne kunne fjerne forestillingen om, at den næste sko, det nyeste ur, det rigtige kosttilskud eller den seneste træningsmetode er nøglen til udvikling.”
For selv om udstyret bliver bedre, oplever han, at de faktorer, der flytter mennesker mest, stort set er de samme som altid: kontinuitet, tålmodighed og den rigtige træningsbelastning.
Da vi rejser os fra bordet, står det klart, at det i virkeligheden har været den samme pointe hele vejen igennem. Ikke at løb skal være mere kompliceret, men måske tværtimod mindre.
For de vigtigste principper har ikke ændret sig: at løbe roligt nok, være tålmodig nok og blive ved længe nok til, at udviklingen får lov til at vise sig.
