Nærværet kalder
Flere og flere mennesker søger ud i naturen i disse år. Ikke kun for at slippe væk fra hverdagen, men for at finde noget, der føles mere grundlæggende end skærme, møder og deadlines.
Havet, skoven og de åbne landskaber er blevet steder, hvor man kan mærke sig selv igen, og hvor kroppen får lov at arbejde på en måde, der ikke kræver andet end nærvær.
Det er en bevægelse, der vokser, og som trækker mennesker i alle aldre ud i aktiviteter, de måske aldrig havde forestillet sig, at de skulle kaste sig over.
Der hvor noget begynder uden at man opdager det
Nicolai havde ikke gået rundt med en drøm om at blive havkajakroer. Da han første gang satte sig i en kajak ved Amager Strand, var det mere et spørgsmål om nysgerrighed end om ambitioner.
Et introduktionskursus, som egentlig var købt til hans datter, havde sat tankerne i gang, og sammen med sin hustru besluttede han at prøve det af selv.
Han husker ikke turen som dramatisk eller skelsættende. Der var ingen stor åbenbaring. Ingen følelse af at have fundet sit kald. Men da han bagefter gjorde status, stod én ting alligevel klart. Han havde lyst til at komme tilbage.
”Vi kunne begge godt lide det, men for mig var der bare et eller andet, der ramte.”
I dag, nogle år senere, har han stadig svært ved at forklare præcist, hvad det var. Måske fordi fascinationen ikke opstod ét bestemt sted. Den lå i kombinationen af flere ting.
Naturen spillede en rolle. Bevægelsen gjorde også. Men vigtigst af alt var måske oplevelsen af at stå over for noget, han endnu ikke mestrede. Noget, der krævede tid, tålmodighed og nysgerrighed.
Efter introduktionskurset tog han EPP2-uddannelsen ved Kajakhotellet på Amager Strandpark og fik adgang til klubbens kajakker. Det var på mange måder et beskedent skridt, men det blev begyndelsen på et forhold til sporten, som hurtigt kom til at handle om mere end blot at komme på vandet.
For mens nogle finder glæde i kilometerne eller udsigten, blev Nicolai optaget af selve læringsprocessen. Af de små fremskridt, der næsten ikke kan ses udefra, men som mærkes tydeligt af den, der står midt i dem.
”Jeg har altid været legende og eksperimenterende.”
Den sætning vender tilbage flere gange i løbet af samtalen, og den forklarer måske bedre end noget andet, hvorfor kajakken fik så godt fat.
For det, der begyndte som et kursus, udviklede sig hurtigt til en interesse for teknik, balance, bevægelse og alt det, der ligger under overfladen af sporten.
Hvor andre måske ville have været tilfredse med at kunne ro fra A til B, blev Nicolai optaget af spørgsmålene. Hvorfor fungerer et støttetag? Hvordan lærer kroppen et rul? Hvornår bliver en bevægelse til erfaring?
Det var spørgsmål, der ikke havde noget endeligt svar. Og netop derfor blev de ved med at være interessante.
Når kroppen forstår noget, længe før hovedet gør det
Hvis der er ét emne, der får Nicolai til at læne sig frem i stolen, er det ikke lange ture eller spektakulære naturoplevelser. Det er læring. Mere præcist den mærkelige proces, hvor noget, der i begyndelsen virker næsten umuligt, langsomt bliver til noget, kroppen kan udføre uden at tænke over det.
Den fascination bliver særligt tydelig, når han taler om rul. For udenforstående kan et rul ligne en enkelt bevægelse.
Kajakken vælter rundt, roeren forsvinder under vandet og kommer op igen i én flydende rotation. Men for den, der skal lære det, består bevægelsen af et væld af små detaljer, som alle skal falde på plads på det rigtige tidspunkt.
Hænderne skal være, hvor de skal være. Hofterne skal arbejde. Hovedet skal blive nede. Og midt i det hele skal man forsøge at ignorere den stemme, der insisterer på, at det vigtigste i verden lige nu er at komme op efter luft.
”Underbevidstheden tager over og siger: Du dør lige om lidt,” husker Nicolai sig selv tænke de første gange han skulle foretage et rul.
Han griner, når han fortæller det, men pointen er alvorlig nok. For selv i et bassin med instruktører og sikkerhedsfolk omkring sig reagerer kroppen ofte hurtigere end fornuften. Man ved godt, at man ikke er i fare, men kroppen opfører sig, som om man er.
Netop dér begynder det, der fascinerer ham. For i starten er læringen næsten udelukkende kognitiv. Hver bevægelse analyseres. Hver fejl gennemgås.
Man forsøger at huske rækkefølgen og forstå, hvorfor noget lykkes den ene gang og mislykkes den næste. Men på et tidspunkt sker der noget.
Langsomt glider dele af processen fra det bevidste til det ubevidste. Kroppen begynder at forstå, hvad den skal gøre, længe før hovedet når at formulere det.
”Det bevidste og det underbevidste begynder at arbejde sammen.”
Det er den overgang, han bliver ved med at vende tilbage til. Øjeblikket, hvor erfaring overtager det arbejde, som tankerne tidligere udførte.
Hvor en bevægelse ikke længere skal gennemtænkes, men blot udføres. Ikke fordi man har lært den udenad, men fordi den er blevet en del af kroppen.
Måske er det også derfor, han sjældent tager på vandet uden at eksperimentere med et eller andet. Et støttetag, der kan gøres mere elegant. En balanceøvelse, der kan udfordres. En ny måde at bruge åren på. Han fortæller, at han kun har haft ganske få ture, hvor han ikke har leget med teknik undervejs.
Det handler ikke om træning i traditionel forstand. Ikke om programmer eller præstationsmål. Det handler om nysgerrighed. Om glæden ved at opdage, at der stadig findes noget, man ikke helt har forstået endnu.
Og måske er det netop den følelse, der bliver ved med at trække ham tilbage på vandet. Ikke fordi han leder efter det samme som sidst, men fordi han ved, at der næsten altid venter en ny detalje lige under overfladen.
Da legen blev til DM
Det siger noget om Nicolai, at han efter få år i sporten endte med at stille op til DM i rul. Ikke fordi han havde en ambition om at konkurrere med de bedste, men fordi mesterskabet samlede præcis den del af kajakverdenen, han selv var blevet optaget af.
Her handlede det ikke om kilometer, fart eller fysisk styrke, men om teknik, kropsforståelse og den tålmodighed, der ligger i at øve den samme bevægelse igen og igen, indtil den sidder der.
For mange vil et kajakrul blot være en sikkerhedsteknik. Noget man lærer for at kunne komme op igen, hvis kajakken vælter. For Nicolai blev det hurtigt langt mere end det.
Hvert nyt rul åbnede for nye spørgsmål. Hvor lidt kraft kunne man egentlig bruge? Hvordan påvirkede kroppens bevægelser resultatet? Og hvorfor lykkedes det nogle dage bedre end andre?
”Jeg synes jo, det er sjovt at nørde med de ting.”
Netop den nysgerrighed førte ham til DM i rul, hvor han mødte mennesker, der delte den samme fascination. Her blev det tydeligt, at sporten rummer langt flere lag, end de fleste forestiller sig.
Der findes ikke bare ét rul, men et væld af variationer, som hver især stiller krav til teknik, timing og forståelse af kroppen.
Han fortæller om stemningen med en begejstring, der minder mere om et træf for entusiaster end om en traditionel konkurrence. Det afgørende var ikke placeringerne, men muligheden for at lære af andre og se, hvad der var muligt.
”Der var mange, der kunne noget, jeg aldrig havde set før.”
Måske er det netop derfor, oplevelsen gjorde indtryk. Ikke fordi den gav et resultat at skrive på cv’et, men fordi den bekræftede noget, han allerede havde opdaget på vandet: At man aldrig når til et punkt, hvor der ikke er mere at udforske.
Der vil altid være en ny teknik, en ny detalje eller en ny forståelse, som venter lige rundt om hjørnet.
Ting tager tid
Der er en praktisk side af havkajakken, som sjældent optræder på billederne fra stille sommeraftener eller blankt vand i solnedgangen.
Kajakken skal hentes frem. Udstyret skal pakkes. Bilen skal læsses, og efter turen venter der som regel både skylning, oprydning og klargøring til næste gang. For Nicolai betyder det, at et par timer på vandet ofte udvikler sig til en halv dag.
”Hvis jeg skal have to timer i kajakken, går der nemt fire timer i alt.”
Han siger det uden den mindste antydning af beklagelse. Tværtimod virker det som om, tiden omkring kajakken er blevet en del af oplevelsen.
Ikke fordi han nyder at skylle udstyr eller slæbe kajakker rundt, men fordi sporten har sin egen rytme, som ikke lader sig presse ind mellem dagens øvrige gøremål. Når han tager af sted, er det med en accept af, at havkajak kræver tid.
Måske er det også en del af forklaringen på, hvorfor turene betyder så meget. De bliver et bevidst fravalg af alt det andet, der kunne have fyldt timerne. Arbejde, praktiske opgaver og de mange små ting, der altid venter.
På den måde begynder turen ikke, når kajakken rammer vandet. Den begynder allerede hjemmefra, når udstyret pakkes, og fortsætter lidt endnu, når kajakken er trukket på land
Et smil på vej hjem
Når Nicolai taler om, hvad havkajakken giver ham, begynder han sjældent med det fysiske. Ikke fordi styrke, balance og kondition er uvigtige, men fordi det er noget andet, han først lægger mærke til, når han kommer hjem efter en tur på vandet.
På vandet er der ikke meget plads til at være andre steder end lige dér. Vinden ændrer sig. Balancen kræver opmærksomhed. Teknikken kræver koncentration.
Man kan ikke samtidig være optaget af arbejdsmails, indkøbslister eller alt det andet, som normalt fylder i baggrunden af en almindelig dag.
Havkajakken tvinger ham til at være til stede, og måske er det netop derfor, han oplever, at hovedet bliver lettere, selv når kroppen er træt.
Det er også noget, hans hustru har lagt mærke til gennem årene.
”Hun siger altid, at jeg smiler, når jeg kommer hjem.”
Han fortæller det med et grin, men bemærkningen er blevet hængende hos ham. For ofte opdager hun det før ham selv.
Den lidt lettere stemning. Den ekstra energi. Det ansigtsudtryk, som følger med, når han har brugt nogle timer på vandet.
“Jeg kommer ofte hjem fysisk træt efter træning på vandet, men mentalt er der blevet ryddet op.”
Det er ikke nødvendigvis fordi turene har været afslappende. Mange af dem indeholder tekniktræning, rul og øvelser, der kræver koncentration.
Han kommer ofte hjem fysisk træt. Alligevel oplever han, at energien er blevet flyttet fra kroppen til hovedet på en måde, der kan være svær at forklare.
Wales: Der hvor havet bestemmer
Da Nicolai rejste til Wales, havde han kun roet havkajak i omkring tre år. Blandt deltagerne på turen var han en af de mindst erfarne, og selv om han ikke overvejede at blive hjemme, var der alligevel en stemme i baghovedet, som stillede det spørgsmål, mange kender, når de bevæger sig uden for deres komfortzone.
”Jeg var lidt i tvivl om, om jeg var god nok.”
Tvivlen forsvandt ikke nødvendigvis, da kajakkerne første gang blev sat i vandet. Tværtimod blev det hurtigt tydeligt, at forholdene var noget ganske andet end dem, han kendte hjemmefra.
Tidevandet flyttede enorme mængder vand gennem de smalle passager mellem klipperne, og flere steder føltes det, som om havet havde sit eget tempo og sine egne regler.
Det var fascinerende, men også en påmindelse om, at erfaring er en relativ størrelse. Uanset hvor meget man har lært, findes der steder, hvor naturen uden videre minder én om, hvem der bestemmer.
Det var netop derfor, Wales gjorde så stort indtryk. Ikke fordi landskabet var smukkere end andre steder, han havde roet, men fordi havet opførte sig anderledes. Strømmene var stærkere. Tidevandet mere markant. Kræfterne større.
”Der var steder, hvor man kunne fange bølgerne og blive skudt frem i høj fart.”
Noget af det, der gjorde størst indtryk, var følelsen af konstant at skulle være opmærksom. Hjemme i Danmark havde han efterhånden opbygget en forståelse af de farvande, han oftest roede i.
I Wales var den forståelse kun delvist brugbar. Forholdene ændrede sig hurtigere, og naturen stillede andre krav. Det betød, at han hele tiden måtte observere, reflektere og lære.
På den måde blev turen næsten et koncentrat af alt det, han holder af ved havkajakken. Hver dag bød på nye erfaringer, og hver tur på vandet gav nye indsigter i, hvordan strøm, vind og tidevand spiller sammen.
Nogle steder handlede oplevelsen om fart og leg. Andre steder handlede den om respekt. På et tidspunkt blev han fanget i kraftigt vand og endte under overfladen. Han husker stadig følelsen af at miste orienteringen, mens vandet tog fat i både kajak og krop.
”Jeg blev rusket rundt som en kludedukke” husker Nicolai tilbage.
Når han fortæller historien i dag, sker det uden dramatik. Ikke fordi oplevelsen var behagelig, men fordi den hurtigt blev omsat til noget andet. Til erfaring. Til forståelse. Til endnu et lag af den læring, han hele tiden søger.
Måske er det netop dét, der adskiller hans fortælling fra mange andre historier om store oplevelser. Når han ser tilbage på Wales, taler han ikke først og fremmest om adrenalinen.
Han taler heller ikke om at have overvundet noget. Det, der fylder, er i stedet erkendelsen af, hvor meget han lærte på få dage.
Hvor meget hans forståelse af havet blev udvidet. Og hvor inspirerende det var at opleve roere med langt mere erfaring end ham selv navigere i forhold, som krævede både viden og respekt.
For Wales blev aldrig en historie om at overvinde havet. Tværtimod. Hvis turen lærte ham noget, var det måske netop, at havet ikke skal overvindes. Det skal forstås. Og jo mere man lærer om det, desto tydeligere bliver det, hvor meget der stadig er tilbage at lære.
Sikkerhed er en del af håndværket
Selv om Nicolai er optaget af at udfordre sig selv og lære nyt, er sikkerhed aldrig noget, der kommer i anden række. Tværtimod oplever han, at sikkerhed fylder overraskende meget i havkajakmiljøet, både på kurser og i den daglige træning.
Redninger, makkerhjælp, vurdering af vejrforhold og forståelse af egne begrænsninger er ikke noget, der ligger ved siden af sporten. Det er en del af sporten.
”Kunsten er at skabe et miljø, hvor man kan lave fejl uden, at fejlene bliver farlige.”
For Nicolai hænger læring og sikkerhed tæt sammen. Man udvikler sig ikke ved at holde sig på land, men heller ikke ved at kaste sig ud i situationer, man ikke er forberedt på.
Derfor handler meget af undervisningen om at skabe trygge rammer, hvor man kan afprøve nye færdigheder, lære af sine fejl og gradvist flytte sine grænser.
Noget af det første, nye roere lærer, er betydningen af den rigtige påklædning. Nicolai fortæller, at der i kajakmiljøet er stor opmærksomhed på at klæde sig efter vandtemperaturen og ikke efter, hvor varmt der føles på land.
Det kan virke som en lille detalje, men for ham er det et godt eksempel på den måde, sikkerhed bliver tænkt ind i sporten helt fra begyndelsen.
Ikke som noget dramatisk, men som en række vaner og vurderinger, der gør det muligt at færdes trygt på vandet året rundt.
De skader, han har set gennem årene, har da også sjældent været de dramatiske historier, man måske forestiller sig. Langt oftere har det handlet om overbelastninger eller uheldige bevægelser, som har givet problemer med skuldre, ryg eller albuer.
Erfaringerne har blot understreget betydningen af god teknik. En korrekt bevægelse handler ikke kun om at ro bedre, men også om at passe på kroppen, så man kan blive ved med at nyde sporten i mange år.
”Hvis man gør alting så sikkert, at der ingen risiko er tilbage, så forsvinder læringen også.”
Sætningen opsummerer måske bedst hans syn på sikkerhed. Det handler ikke om at fjerne enhver risiko, men om at forstå den. Om at opbygge erfaring, så man kan træffe gode beslutninger, når forholdene ændrer sig.
For Nicolai er sikkerhed derfor ikke en begrænsning af oplevelsen på vandet. Det er det fundament, der gør oplevelserne mulige.
En tørdragt og en ganske særlig åre af træ
Når samtalen falder på udstyr, griner Nicolai lidt. Havkajak er en sport, hvor nogle mennesker kan diskutere kajakker, pagajer og beklædning i timevis, men selv ser han sig ikke som den store grejnørd.
Tværtimod indrømmer han gerne, at sporten til tider kan irritere ham lidt.
”Jeg synes jo, det er en ret dyr sport.”
Han siger det med et smil, for han ved godt, at han selv er blevet en del af den verden. Alligevel køber han ikke udstyr for udstyrets skyld. Hvis noget skal have en plads i hans kajakliv, skal det gøre en reel forskel.
Det dyreste køb har været tørdragten. Et stykke udstyr, som de færreste tænker nærmere over, men som har ændret hans muligheder på vandet markant.
Med tørdragten blev sæsonen pludselig længere. Vinteren blev ikke længere en pause, men endnu en del af året, hvor kajakken kunne komme i vandet.
”Den kan jeg ikke undvære om vinteren.”
Men når han skal pege på det bedste køb, kommer svaret uden tøven.
”Det er uden tvivl min grønlandsåre.”
Her ændrer samtalen karakter. Hvor tørdragten beskrives som et praktisk nødvendigt redskab, taler han om den grønlandske åre med en begejstring, der er svær at overse.
Han fortæller om følelsen i vandet, om rytmen og om den måde, åren reagerer på kroppens bevægelser. Det er ikke nødvendigvis noget, man lægger mærke til første gang, man holder den i hænderne. Men jo mere han har brugt den, desto mere er fascinationen vokset.
”Jeg er helt forelsket i den grønlandsåre.”
For udenforstående kan forskellen mellem to pagajer virke beskeden. For Nicolai handler den om noget andet. Om teknik. Om præcision. Om at opdage nye nuancer i noget, han troede, han kendte.
Måske er det netop derfor, åren er blevet så vigtig for ham. Ikke fordi den gør ham hurtigere, men fordi den har givet ham endnu et område af sporten at fordybe sig i.
Året rundt på vandet
Selv om mange forbinder havkajak med sommer og lune aftener, er Nicolai ikke typen, der pakker kajakken væk, når temperaturen falder.
Tørdragten har gjort det muligt for ham at fortsætte gennem vinteren, og i dag er årstiderne blevet en naturlig del af oplevelsen på vandet.
Det handler ikke om at trodse vejret, men om at opleve sporten under forskellige forhold. Havet er sjældent det samme to dage i træk, og noget af det, han holder af ved kajakken, er netop, at omgivelserne hele tiden forandrer sig.
Vind, bølger og strøm stiller forskellige krav, og hver tur bliver på den måde lidt forskellig fra den forrige.
For Nicolai hænger oplevelsen af naturen tæt sammen med den nysgerrighed, der driver ham. Ikke fordi han opsøger de store naturoplevelser, men fordi havet bliver ved med at give ham nye ting at forstå.
Det gælder på de stille ture omkring Amager, og det gjaldt i endnu højere grad i Wales, hvor tidevand og strøm viste ham sider af havet, han aldrig tidligere havde mødt.
Fællesskab på egne præmisser
Når Nicolai taler om fællesskabet omkring havkajakken, bliver det hurtigt tydeligt, at han ikke er den type, der automatisk søger mod de største grupper.
Han beskriver sig selv som et menneske, der får energi på andre måder, og derfor har han heller aldrig helt haft behov for at være en del af alt det, der foregår omkring sporten.
”Jeg samler ikke energi i store fællesskaber.”
Det betyder dog ikke, at fællesskabet er uvigtigt. Tværtimod. Mange af de oplevelser og erfaringer, han værdsætter højt i dag, er opstået gennem mødet med andre roere.
Forskellen er blot, at relationerne sjældent opstår i de store forsamlinger. De opstår i samtalen på broen før en tur, på vej tilbage mod klubben eller over en kop kaffe efter nogle timer på vandet.
”Jeg connecter én til én. Det er dér, relationerne opstår for mig.”
Han peger på, at mange voksne kommer ind i nye fællesskaber med en forventning om, at de automatisk finder deres plads. Men sådan fungerer det sjældent.
Nogle falder hurtigt ind i miljøet, mens andre bruger længere tid på at finde de mennesker, de føler sig hjemme sammen med.
Hans egen erfaring er, at det kræver en vis nysgerrighed på andre mennesker. At man hilser, spørger og interesserer sig for det, de kan.
Til gengæld oplever han også, at kajakmiljøet er præget af en usædvanlig vilje til at dele erfaringer. Nye teknikker, gode råd og historier fra ture bliver givet videre uden den konkurrencekultur, man kan møde andre steder.
”Der er utrolig mange givende mennesker hernede.”
Det er ikke alle, han ser privat. Det er ikke alle, der bliver nære venner. Men mange af dem har haft betydning alligevel. De har vist en teknik, delt en erfaring eller givet et råd på det rigtige tidspunkt.
Og måske er det netop derfor, han har fundet sig godt til rette i miljøet. Ikke fordi han blev en del af et stort fællesskab, men fordi han undervejs fandt de relationer, der gav mening for ham.
Der er altid et nyt rul
Når Nicolai taler om fremtiden, gør han det på en måde, der adskiller sig fra mange andre sportsudøvere. Han taler sjældent om mål. Han taler endnu sjældnere om resultater.
Der er ingen liste over ekspeditioner, der skal gennemføres, eller præstationer, der skal opnås. Det betyder ikke, at han mangler ambitioner. De har bare en anden form.
Han ser frem til en kommende tur til Sverige sammen med sin hustru. Han glæder sig til nye farvande og nye oplevelser, men når samtalen bevæger sig videre, vender den hurtigt tilbage til det, der har været den røde tråd gennem hele interviewet: læringen.
Der er stadig teknikker, han gerne vil forstå bedre. Stadig forhold på vandet, han gerne vil blive klogere på. Stadig detaljer, der kan finpudses.
”Der er altid et nyt rul.”
Han siger det med et smil, men sætningen rummer mere end blot en kommentar til kajakteknik. Den beskriver i virkeligheden en måde at møde verden på.
For gennem hele samtalen bliver det tydeligt, at havkajakken først og fremmest har givet ham et sted, hvor nysgerrigheden kan få lov at arbejde.
Et sted, hvor han kan være erfaren nok til at føle sig hjemme og samtidig nybegynder nok til stadig at blive overrasket.
Senere fortæller han om sin mormor, som blev over hundrede år gammel og underviste andre mennesker næsten til det sidste. Historien dukker op uden dramatik, men den siger noget væsentligt om den måde, han selv forsøger at leve på.
”Den dag jeg stopper med at lære, er der noget i mig, der er dødt.”
Måske er det netop derfor, havkajakken har fået så stor betydning på så relativt få år. Ikke fordi sporten har givet ham svarene. Men fordi den bliver ved med at stille spørgsmål.
Om teknik. Om naturen. Om kroppen. Om de grænser, man tror, man har, indtil man opdager, at de kan flyttes lidt længere. Kajakken er derfor ikke historiens egentlige hovedperson. Det er nysgerrigheden.
Den samme nysgerrighed, der fik ham til at sige ja til et introduktionskursus, som egentlig ikke var tiltænkt ham. Den samme nysgerrighed, der sendte ham til Wales efter blot få år på vandet.
Og den samme nysgerrighed, der stadig får ham til at tage ud på endnu en træningsaften for at arbejde med en detalje, som de fleste andre for længst ville have været tilfredse med.
For så længe der findes noget, han ikke helt har forstået endnu, er der også en grund til at tage kajakken ned fra stativet og sætte kurs mod vandet igen.
