Thomas Dambo indtager ARKEN med trolde skabt af skrald

Arken har slået dørene op for Thomas Dambos første museale udstilling The Garbage Man. Kunstneren har skabt et nyt sanseligt og fantasifuldt univers unikt til Arken. Udstillingen løber frem til den 29.11.2026

Foto: Anders Sune Berg

For første gang nogensinde rykker den danske kunstner Thomas Dambo ind på et museum med sine verdenskendte trolde.

Fra den 24. maj til 29. november 2026 kan besøgende på ARKEN opleve udstillingen The Garbage Man, hvor skrald og genbrugsmaterialer bliver forvandlet til et eventyrligt univers fyldt med kæmpetrolde, fantasi og kreativitet.

Udstillingen er skabt specielt til ARKEN og fortæller historien om en gruppe frække og fantasifulde trolde, der under nattens mørke overtager museet og indretter det, præcis som de selv mener, det bør se ud.

Resultatet er en sanselig oplevelse, hvor publikum træder direkte ind i Dambos finurlige univers og møder trolde med masser af personlighed og charme.

Hvis det er svært at gennemskue størrelsen på troldene, så find betragteren. Foto: Anders Sune Berg.

Thomas Dambo er kendt verden over for sine gigantiske troldeskulpturer, som alle er bygget af genbrugstræ og andre kasserede materialer.

Sammen med frivillige har han gennem årene skabt mere end 170 trolde i 19 lande fordelt på fem kontinenter, og hvert år tiltrækker værkerne millioner af besøgende.

Men i The Garbage Man er gæsterne ikke kun tilskuere. Udstillingen giver også mulighed for selv at slippe kreativiteten løs og skabe sine egne trolde. På den måde bliver udstillingen en aktiv oplevelse, hvor både børn og voksne kan lade sig inspirere af Dambos idé om at give nyt liv til materialer, som ellers ville være blevet smidt ud.

På Vestegnen er Dambo især kendt for de populære Seks Glemte Kæmper, der i år markerer deres 10-års jubilæum. Derfor er det også et oplagt match, at netop ARKEN nu danner rammen om kunstnerens første store museumsudstilling.

De største trolde kan blive op til 12 meter høje, og hver trold består ofte af hundredvis af individuelle stykker træ. Foto: Anders Sune Berg

Budskabet bag The Garbage Man er enkelt: Det, vi betragter som affald, kan være begyndelsen på noget nyt. Med fantasi, kreativitet og en smule håndværk kan skrald forvandles til kunst, historier og nye oplevelser.

The Garbage Man
ARKEN Museum for Samtidskunst, Ishøj
Bemærk: Entrébillet kræves på åbningsdagen.

Se flere billeder fra udstillingen “the garbage man” og se hvad Arken ellers byder på af kulturelle indslag.

Nyheder People, Leisure og Nice to know

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få inspiration, nyheder og relevante tilbud direkte i din indbakke.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder.

Læs vores privatlivspolitik her.