300 års kulturhistorie

Champagne er ikke bare en vin med bobler. Det er 300 års kulturhistorie, teknisk perfektion, krige, konger, klima, kalk og kompromisløshed.

Det er et produkt, der både har overlevet og formet Europa, og som i dag står midt i sin måske mest spændende udvikling nogensinde.

Men champagne er også mennesker. Mennesker, der hver dag arbejder i kældre, marker og laboratorier for at skabe noget, der kan få os til at løfte glasset og stemningen.

En af dem er Ronni Goberg Kofoed, butikschef hos Kjær & Sommerfeldt i København. En mand, der både kan forklare champagne som historisk fænomen, teknisk disciplin og kulturelt symbol, og som samtidig formidler det med en varme og nysgerrighed, der gør selv komplekse detaljer levende

Manden, nørden og formidleren

Der er noget særligt ved mennesker, der både kan deres fag og elsker det. Ronni er en af dem. Han voksede op på et lille husmandssted på Bornholm, hvor planter, jord og nysgerrighed fyldte lige så meget som skolebøgerne.

Senere blev det supermarkedets vinreol, der tændte gnisten, og siden har han bevæget sig gennem både detailhandel, vinakademi, Irma og nu Kjær & Sommerfeldt, hvor han i dag står som butikschef og en af husets mest efterspurgte formidlere.

Han holder 80–90 smagninger om året. Han møder alle i øjenhøjde. Og han har en evne til at gøre champagne både jordnær og magisk på samme tid. Det var til sådan en smagning, at jeg mødte Ronni – om netop champagne.

Det er derfor, han er den perfekte guide til at forstå champagne fra de første romerske vinstokke og helt frem til fremtidens terroirdrevne flasker – adspurgt sagde han heldigvis ja til at medvirke i et interview.

Fra romerne til revolutionen: De første afgørende nedslag

Champagne er et af verdens mest ikoniske vinområder, men det begyndte langt mere ydmygt. Allerede i det 1. århundrede e.Kr. plantede romerne vin her, selv om området lå på grænsen af, hvad der egentlig var muligt at dyrke på det tidspunkt.

Det kølige klima, de kalkrige skråninger og de hårde vintre skabte udfordringer, men også en unik syreprofil, der senere skulle blive champagnens signatur.

I middelalderen, fra ca. 900 til 1300, tog klostrene over. Munkeordenerne var datidens agronomer, og de dokumenterede alt: temperaturer, høsttidspunkter, pres, gæring, markernes forskelle.  

De lagde fundamentet for det system, der i 1936 gjorde Champagne til en officiel AOC, og for den forståelse af terroir, som fandtes længe før selve ordet gjorde.

Ronni siger det med en ro, der næsten lyder som en hyldest:

“Munkene skrev alt ned. De var de første, der forstod, at hvis man ikke kender sin jord, så kender man heller ikke sin vin.”

Det er en sætning, der rammer præcist, fordi den afslører, at champagne ikke blev skabt af tilfældigheder, men af mennesker, der insisterede på at forstå naturen, før de forsøgte at forme den.

Hvornår bliver champagne egentlig champagne?

Boblerne var oprindeligt en fejl. I 1600‑tallet kæmpede vinbønderne med et problem, de ikke forstod: om vinteren var der så koldt i kældrene, at gæringen gik i dvale, og vinene lå stille som sovende dyr i mørket.

Men når sommeren kom, og temperaturen steg, vågnede gæren igen.

Den begyndte at arbejde, som om den havde ventet på et signal, og den spiste det sukker, der stadig var tilbage i vinen. Det skabte kuldioxid, et tryk, en ulmen. En champagne indeholder et tryk i flasken på 6 bar, så det er til at forstå, at der skete noget, når dyret vågnede.

Propper sprang. Flasker eksploderede. Det var et mareridt de ikke forstod at udnytte og værdsætte på det tidspunkt.

Ronni beskriver det med en blanding af respekt og fascination:

“De ville jo ikke have boblerne. De forsøgte faktisk at undgå dem. Men naturen havde andre planer.”

Og det er netop her, historien tager sin første store drejning. For mens vinbønderne i Champagne betragtede de uønskede bobler som et teknisk problem, var det englænderne, der først forstod potentialet.

Allerede i 1660’erne begyndte de at importere vin fra Champagne i tønder, hvorefter de selv flaskede den. En praksis, der var mulig, fordi England på dette tidspunkt havde adgang til stærkere glas og mere avancerede propper end franskmændene.

Det gav dem en teknologisk fordel, som skulle vise sig afgørende. Ronni siger det med et lille smil, som om han stadig kan mærke historiens ironi:

“Englænderne tog imod fejlen som en gave. De var de første, der forstod, at boblerne ikke var et problem, men en mulighed.”

Før 1728 var det i Frankrig ulovligt at eksportere vin fra Champagne i flasker, og derfor blev det paradoksalt nok englænderne, der først oplevede champagne som mousserende vin i moderne forstand.

De opdagede, at den spontane andengæring — som franskmændene forsøgte at undgå — skabte en vin, der var både livlig, eksotisk og yderst drikkelig. De tog den til sig, og efterspørgslen voksede hurtigt.

Den første dokumenterede reference til mousserende champagne findes i The Man of Mode fra 1676, hvor den boblende drik omtales som et moderne og fashionable indslag i Londons selskabsliv.

Det er et tidligt vidnesbyrd om, at champagne allerede på dette tidspunkt havde fået en kulturel betydning uden for Frankrig.

I 1743 fulgte Moët & Chardon, og i 1772 kom Veuve Clicquot til. I løbet af 1700‑ og 1800‑tallet bevægede champagne sig fra at være et regionalt kuriosum til at blive et europæisk statussymbol, der fandtes på hoffester i Paris, ved aristokratiske middage i London og i de kejserlige saloner i Sankt Petersborg og Wien

De klassiske huse og den globale prestige

Da champagne i løbet af 1700‑tallet begyndte at bevæge sig ud over sine egne skråninger, var det ikke kun smagen, der rejste, det var hele idéen om, hvad en flaske kunne være.

De store huse voksede frem som kulturelle institutioner, der forstod, at aristokratiet ikke blot ønskede vin, men et tegn. Noget, der kunne bæres ind i en balsal, stilles på et bord i et palads, sendes som gave mellem hoffet i Paris og hoffet i Sankt Petersborg.

Champagne blev et socialt sprog, et diskret nik mellem mennesker, der ønskede at vise, at de hørte til et bestemt sted i verden. Det var ikke kun dråberne, der glimtede, det var hele forestillingen om elegance, modernitet og europæisk selvbevidsthed.

Ronni beskriver det med en nøgtern klarhed, der gør historien konkret:

“Champagne blev jo hurtigt et statussymbol. Det var noget, man serverede ved hoffester og store begivenheder. Det var et tegn på, at man havde noget at fejre, og pengene til at servere champagnen.”

Det er netop her, champagnens globale prestige begynder: i de rum, hvor magt og iscenesættelse gik hånd i hånd.

Flaskerne blev sendt som diplomatiske gaver, som markører for alliancer, som små glimt af fransk kultur, der kunne rejse længere end nogen ambassade.

De store huse forstod at fastholde denne fortælling, ikke gennem teknik, men gennem stil, gennem historier, gennem en form for europæisk selvforståelse, der gjorde champagne til noget, man ikke bare drak, men viste frem. Det var branding i højeste potens.

Krig, kriser og kulturhistorie

Champagne er et område, der har båret flere lag af historie, end de fleste vinregioner kan rumme. Under Første Verdenskrig blev Reims bombet i næsten 1.000 dage, og store dele af byen lå i ruiner.

Mens granaterne faldt, søgte beboerne ned i de enorme kalkkældre, der strækker sig som et netværk under hele byen. Hernede fortsatte livet i en mærkelig, stille parallelverden, hvor mennesker forsøgte at skabe hverdag midt i undtagelsen.

Ronni beskriver det med en næsten fysisk fornemmelse af stedets tyngde:

“Man havde nærmest en by under byen. Børn kunne gå i skole, der blev oprettet hospitaler og børnehaver. Det er ret vildt at tænke på.”

Anden Verdenskrig bragte en anden form for ødelæggelse. Tyske tropper beslaglagde kældre og marker, tog flasker, udstyr og alt, hvad der kunne sendes hjem.

Mange producenter skjulte deres bedste årgange bag mure og i falske rum, som om flaskerne var familiemedlemmer, der skulle beskyttes.

Næsten samtidig forsvandt to af champagnens vigtigste markeder næsten fra den ene dag til den anden: Rusland efter revolutionen i 1917 og USA under forbudstiden fra 1920 til 1933. Og da børskrakket i 1929 ramte, forsvandt luksusmarkedet i Europa som dug for solen.

Ronni siger det uden dramatik, men med en klarhed, der rammer:

“Det var en kostelig tid. Mange af de eksportmarkeder, man gerne ville have, fandtes ikke længere. Men området rejste sig igen.”

Og måske er det netop her, champagnens identitet ligger: i evnen til at overleve. I at insistere på, at noget smukt stadig kan skabes, selv når alt andet synes at falde fra hinanden.

Fra drue til drik

Champagnefremstilling er en langsom og præcis proces, hvor tiden er en af de vigtigste ingredienser. Det begynder med en skånsom presning af druerne, som kun tager få timer, og hvor den reneste most udvælges til de bedste cuvéer.

Derefter gæres mosten til en tør, stille vin over nogle uger til en grundvin, der endnu ikke smager af champagne, men som rummer fundamentet.

Faktaboks: Druetyper og terroir

Champagne bygger på tre klassiske druer, som hver bidrager med sin egen karakter og forklarer meget af områdets stilistiske spændvidde:

• Pinot Noir — ca. 38 % Giver struktur, rygrad og dybde. Det er druen, der skaber kraft, mørkere frugt og den klassiske backbone i mange blends.
• Meunier — ca. 32 % Bidrager med saftighed, blød frugt og en mere umiddelbar charme. Den modner tidligt og trives især i de køligere, mere frodige dele af regionen.
• Chardonnay — ca. 30 % Står for friskhed, syre og finesse. Det er druen, der giver præcision, mineralitet og den ranke elegance, som mange forbinder med Champagne.

Terroiret er lige så afgørende. Champagne ligger på gammel havbund, og de dybe lag af kridt, fossiler og marine aflejringer fungerer som et naturligt vandreservoir, der holder på fugten og giver vinene deres karakteristiske mineralitet.

Det kølige klima, de nordlige breddegrader og de langsomme modningsforhold betyder høj syre, finesse og en særlig renhed i frugten.

Det er netop kombinationen af kalk, kulde og langsom modning, der giver champagne sin unikke balance mellem friskhed, dybde og præcision.

Efter vinificeringen følger et af champagnefremstillingens vigtigste trin: assemblage. Her smager kældermesteren (chef de cave) sig gennem et omfattende bibliotek af grundvine fra forskellige marker, druesorter og årgange for at sammensætte den endelige cuvée.

Det er i denne proces, husets stil formes, og for de store champagnehuse kan en non-vintage champagne indeholde reservevine fra 10–15 tidligere årgange, som er lagret netop for at sikre kompleksitet, balance og kontinuitet.

Reservevinene fungerer som husets hukommelse og tilfører kontinuitet, dybde og kompleksitet. De gør det muligt at bevare den samme karakteristiske smagsprofil år efter år, selv når høstforholdene varierer markant.

Det er netop denne praksis, der sikrer, at en non-vintage champagne kan fremstå bemærkelsesværdigt konsistent på tværs af årgange – selv i det omskiftelige klima i Champagne.

Hvis du vil kende til hele processen med fremstilling af champagne, så fold faktaboksen ud.

Faktaboks: Andengæringen, Remuage og Dégorgement

Andengæringen

Når blendet er sat, tappes vinen på flaske sammen med en nøje afmålt blanding af sukker og gær – liqueur de tirage.

Det sætter gang i andengæringen, prise de mousse, hvor gæren omdanner sukkeret til alkohol og kuldioxid. Fordi flasken er lukket, opløses kuldioxiden i vinen og bliver til de fine bobler, der kendetegner champagne. Denne fase varer typisk 6–8 uger.

Derefter begynder den lange modning på gærresterne — sur lie. For non‑vintage champagne kræver loven mindst 15 måneders lagring, hvoraf 12 måneder skal være på gæren. I praksis lader de fleste producenter deres non‑vintage ligge 3–5 år, fordi længere autolyse giver større dybde, finere bobler og en mere integreret tekstur.

For årgangschampagne (Millésimé) er kravene endnu højere: her skal vinen lagre minimum 36 måneder, før den må frigives. Mange huse går langt over minimumskravet og lader deres årgangsvine modne 5–7 år, mens prestige‑cuvéer ofte ligger 8–10 år eller mere.

Det er i denne periode, at champagnen udvikler sin kompleksitet. Gærcellerne nedbrydes langsomt i en proces kaldet autolyse, som frigiver forbindelser, der giver vinen dens cremede tekstur og de klassiske aromaer af brioche, toast og nødder.

Remuage

Når modningen er fuldført, begynder remuage. Her drejes flaskerne gradvist og løftes fra vandret til næsten lodret, så gærresterne langsomt samler sig i flaskehalsen.

Traditionelt blev dette gjort i hånden på pupitre‑stativer, hvor en erfaren remueur kunne dreje titusindvis af flasker om dagen.

I dag foregår det oftest mekanisk i gyropaletter, men princippet er det samme: at samle bundfaldet.

Dégorgement

Når flaskerne står med bundfaldet samlet i halsen, er de klar til dégorgement, nemlig processen hvor gærresterne fjernes. Halsen fryses i en lille isprop, kapslen fjernes, og trykket i flasken skyder isproppen ud.

Det er et kort, men afgørende øjeblik: her bliver vinen klar, ren og fri for bundfald, uden at miste sine naturlige bobler.

Til sidst tilsættes dosagen, en blanding af vin og sukker, der bestemmer champagnens endelige sødmegrad.

Dosagen er ikke kun et spørgsmål om sødme; den er også et stilistisk valg, der afrunder vinen og balancerer syren.

En Brut har typisk 6–12 g sukker pr. liter, Extra Brut 0–6 g, mens Brut Nature helt undlader dosage. Hvert hus har sin egen signatur, og dosagen er ofte en af de mest beskyttede hemmeligheder i kælderen.

Når flasken er lukket med sin endelige prop og ståltrådskurv, hviler den endnu en periode for at integrere dosagen, en fase, der kan vare fra nogle måneder til et helt år, afhængigt af husets stil. Først derefter er champagnen klar til at blive frigivet.

Champagnens klassifikationer

Champagne findes i flere niveauer, og forskellen handler især om tid, oprindelse og ambition. De fleste flasker er non‑vintage, hvor huset blander vine fra mange årgange for at ramme den samme stil år efter år.

Det giver en champagne, der er stabil, genkendelig og skabt til at være drikkeklar fra frigivelsen.

En årgangschampagne – “Champagne Millésimé” – laves kun i særligt gode år, hvor druerne er stærke nok til at stå alene. Den smager mere karakterfast og præcis, ofte med større dybde og længere liv. Her får man et billede af ét bestemt år og dets klima.

Faktaboks: Champagne i tal og kort over de 5 hovedterroirs

Champagne dækker i dag omkring 34.000 hektar vinmarker, fordelt på 319 kommuner. Ud af dem er 17 klassificeret som Grand Cru og 42 som Premier Cru.

Forskellen mellem de to niveauer handler om den historiske vurdering af druernes kvalitet: Grand Cru er den højeste klassifikation og omfatter de kommuner, hvor druerne traditionelt har givet den mest koncentrerede, strukturerede og lagringsdygtige vin, mens Premier Cru repræsenterer kommuner med meget høj kvalitet, men med en anelse større variation i terroir og udtryk.

Klassifikationen gælder kommuneniveau og afspejler det gamle pris- og kvalitetsindeks, hvor Grand Cru‑druer blev betalt til 100 % af topprisen, og Premier Cru lå lige under.

Området er opdelt i fem hovedterroirs med hver deres stil: Montagne de Reims med sin Pinot Noir‑dominerede kraft, Vallée de la Marne med Meuniers blødere frugt, Côte des Blancs med ren Chardonnay‑elegance, Côte des Bar, hvor kalk og ler giver en mere moden, rund stil, og Côte des Sézanne der giver en friskhed og finesse.

Selvom terroirerne ligger tæt, er forskellene markante — fra kridtholdige skråninger til køligere dale og mere lerede marker mod syd.

Der findes omkring 16.000 vinbønder i Champagne, men kun cirka 4.500 producerer deres egen vin., hvoraf de 100 regnes for væsentlige champagnehuse. De store huse står for omkring 70 % af al eksport, kooperativerne for en mindre, men stabil del, mens de små grower‑producenter fylder mere og mere i billedet med terroir‑drevne vine fra egne marker.

Tilsammen producerer regionen omkring 300 millioner flasker om året, afhængigt af høståret og de tilladte udbytter. Omsætningen ligger i nærheden af 40 milliarder kroner årligt. Godt halvdelen af alt Champagne drikkes i Frankrig, mens resten eksporteres.

Champagne er dermed både et stort, komplekst vinområde og et af verdens mest regulerede steder, hvor tusindvis af små parceller, forskellige terroirs og en mangfoldighed af producenter tilsammen skaber ét samlet udtryk.

Går man et skridt videre, finder man single vineyard‑champagner, hvor alle druer kommer fra én enkelt mark. Det er Champagne i sin mest terroir‑drevne form, et glas, der smager af et specifikt sted, en bestemt jordbund og et mikroklima, man ikke kan kopiere.

Øverst ligger prestigecuvéerne, husenes flagskibe. De laves i små mængder, ofte af de bedste druer, de ældste reservevine og med ekstremt lang modning. Det er champagner med stor dybde, kompleksitet og finesse, der viser alt, hvad et hus kan, når intet holdes tilbage.

Grower‑bevægelsen og terroirets tilbagekomst

I anden halvdel af det 20. århundrede begyndte champagne at ændre karakter. De store huse havde i generationer defineret områdets stil og prestige, men i takt med at vinverdenen udenfor Champagne blev mere optaget af oprindelse og terroir, voksede en ny bevidsthed frem blandt de små producenter.

Bourgogne havde allerede lært forbrugerne at tænke vin som geografi, som steder, ikke bare brands. Langsomt fandt den tankegang vej nordpå til champagneproducenterne.

Det var i denne kontekst, at flere små producenter i 1980’erne og 1990’erne begyndte at tappe deres egen vin. Tidligere havde de solgt til de store huse, men nu havde de fået troen på, at de godt kunne selv.

Ikke som et opgør, men som et ønske om at vise, hvad deres egne parceller kunne fortælle. Da jeg spørger Ronni, om Champagne er ved at bevæge sig fra husets identitet til markens identitet, svarer han uden tøven:

“Ja, det synes jeg. Det er jo ligesom i Bourgogne… det handler om stederne, men de store huse har stadig deres berettigelse.”

Hvor de store huse skabte kontinuitet, skabte growerne variation. Hvor de store huse fortalte historien om Champagne som idé, fortalte growerne historien om Champagne som landskab.

Flaskerne begyndte at bære navne på små parceller og landsbyer, som tidligere kun havde været kendt af dem, der arbejdede i markerne.

Importører og sommelierer, der var vokset op med Bourgognes hierarkier, fandt pludselig et nyt felt at udforske, og langsomt blev grower‑champagne en del af den moderne fortælling om området.

Ronni formulerer det enkelt:

“Det er jo det, der gør champagne spændende i dag. At du kan smage forskellen på stederne.”

Det er måske den største forandring i champagnens nyere historie: at den ikke længere kun er et globalt symbol, men også et lokalt håndværk.

At den både kan være aristokratisk og jordnær. At den rummer både tradition og fornyelse uden at nogen af delene behøver at stå i vejen for hinanden.

Champagne som kultur, identitet og psykologi

Champagne siger altid noget om den, der vælger den. Ikke nødvendigvis om status, men om intention. Om man søger det klassiske og sikre, det mineralske og moderne, eller det personlige og terroirdrevne. Ronni formulerer det enkelt:

“Champagne er jo noget, man drikker, når man har noget at fejre. Det har altid ligget dybt i vores kultur.”

Men i dag er fejringer blevet noget andet end før. Mange åbner champagne, når de får gæster, når man lige skal have lidt lækkert at starte op på, eller når de vil give en almindelig aften en særlig stemning.

Champagne er ikke længere kun forbeholdt de store øjeblikke, den er blevet en del af hverdagsritualerne. Valget af flaske er derfor også blevet en form for selvfortælling.

Nogle vælger de store huse for deres historie og genkendelighed. Andre vælger små producenter, fordi de vil smage et sted, en mark, en hånd.

Det handler ikke om rigtigt eller forkert, men om hvilken fortælling man ønsker at tage del i – om man søger det ikoniske eller det intime.

“I drink champagne when I’m happy and when I’m sad. Sometimes I drink it when I’m alone. When I have company I consider it obligatory. I trifle with it if I’m not hungry and drink it when I am. Otherwise I never touch it – unless I’m thirsty”

Madame Lilly Bollinger.

Og så er der stemningen. Champagne har en særlig evne til at ændre rummet, længe før den rammer glasset. Det er lyden af proppen, forventningen i blikkene, boblerne der stiger som små løfter om noget godt.

Ritualet er en del af oplevelsen, måske endda den største del. Boblerne gør noget ved os, ikke kun fysisk, men psykologisk. De løfter, letter, åbner. De skaber en stemning, der er svær at forklare, men let at genkende.

Derfor er champagne i dag ikke kun et symbol på fest, men et redskab til at skabe nærvær og betydning. Den bruges til middage, til gæster, til øjeblikke, hvor man vil sige: det her må gerne føles lidt større.

Champagne er blevet en del af vores moderne livsstil. Det lille ritual der gør hverdagen mere levende.

Klimaforandringerne og fremtidens champagne

Klimaforandringerne er ikke kun en udfordring for Champagne. De har også været en fordel. Det siger Ronni helt åbent: “

“Der er ingen tvivl om, at klimaet har ændret sig, og det har faktisk været godt for Champagne.”

Hvor regionen tidligere kæmpede for at få druerne modne nok, giver de varmere årgange nu en modenhed og stabilitet, som man for få årtier siden kun kunne drømme om. Årgange, der før var undtagelser, er blevet normalen.

Midt i denne udvikling er én drue blevet særligt interessant: Meunier. Historisk var den vigtig i kolde år, fordi den modner tidligere end de andre druer og derfor kunne give frugt og fylde, når resten af regionen kæmpede med grønne, stramme udtryk.

I dag viser Meunier en anden styrke, den klarer også varme og tørke bedre end forventet. Den bevarer sin aromatiske frugt, selv når forholdene ændrer sig, og det gør den til en af de mest tilpasningsdygtige druer i Champagne.

Derfor ser man nu producenter, der arbejder med:

• højere andele af Meunier i blends
• enkeltmarks‑Meunier fra køligere parceller
• tidligere høst for at bevare friskheden
• teknikker, der fastholder syre i varmere årgange

Det er ikke en revolution, men en stille forskydning. En erkendelse af, at fremtidens champagne ikke nødvendigvis kommer til at smage som fortidens, og at Meunier kan blive en nøgle til at bevare balancen.

Samtidig åbner klimaet også nye muligheder. Marker, der før blev betragtet som marginale, leverer i dag druer af høj kvalitet.

Landsbyer, der lå i skyggen af de store navne, får ny betydning. Og de små producenter – dem, der arbejder tættest på deres parceller, de er ofte de første til at mærke, hvordan jorden reagerer.

Ronni siger det uden dramatik, men med en ro, der kommer af erfaring:

“Champagne skal nok klare det. Det har området altid gjort.”

Og måske er det netop det, der kendetegner Champagne: evnen til at tilpasse sig. Til at overleve krige, kriser, tabte markeder, og nu også et klima i forandring.

Champagne har altid været et produkt af sin tid, og fremtiden bliver ingen undtagelse.

Bæredygtighed, økologi og biodynamik

Champagne lever af sit image, men i markerne er virkeligheden langt mere kompleks. Klimaet ændrer sig, forbrugerne stiller nye krav, og alligevel har regionen historisk været langsom til at omfavne økologi og biodynamik.

Et paradoks, når man tænker på, hvor meget Champagne taler om natur, terroir og autenticitet.

Forklaringen ligger delvist i klimaet. Champagne er kølig, fugtig og ligger langt mod nord, det perfekte forhold for meldug og især botrytis (gråskimmelsvamp).

I varme områder kan økologi være en fordel, men her er det ofte en kamp mod vejret uge for uge. Ét forkert regnskyl kan ødelægge en hel høst. Som Ronni siger:

“Du kan gøre alt rigtigt, og så kommer der tre dages regn, og så kan det meste være væk.”

Markerne er små, tæt beplantede og ofte placeret på skråninger, hvor vinden ikke altid tørrer druerne hurtigt nok.

Derfor må økologiske producenter sprøjte oftere med kobber og svovl, de eneste tilladte midler, og risikoen for tab er enorm.

Mange vælger derfor at arbejde praktisk økologisk uden certificering: mindre kemi, mere biodiversitet og sundere jord, men med mulighed for at beskytte druerne i ekstreme år.

Alligevel er der sket en reel udvikling.

“Folk tænker mere over, hvordan de dyrker. Det er ikke bare noget, man siger, det er faktisk noget, man gør,” siger Ronni.

Det er især de små producenter, der går forrest. De arbejder økologisk eller biodynamisk, ofte uden at skilte med det, fordi gevinsten ligger i sundere marker, stærkere planter og et mere præcist udtryk af deres parceller.

Samtidig dukker nye løsninger op. Nogle producenter bruger feromonplader, der kønsforvirrer skadedyrene og reducerer behovet for sprøjtemidler.

Det lyder næsten komisk, men det virker — og det skaber en mere naturlig balance i vinmarken.

“Når du først får markerne i balance, så giver de noget helt andet tilbage — frugten bliver renere, og du kan smage stedet tydeligere.”

Økologisk champagne udgør stadig kun en lille del af produktionen, men bevægelsen går i én retning.

Flere producenter oplever, at arbejdet med jorden giver større modstandsdygtighed mod et klima, der bliver varmere, vådere og mere uforudsigeligt.

Det handler ikke kun om certificeringer, men om hele kæden: vandforbrug, energi, transport, flasketykkelse, genbrug. Champagne er et globalt ikon, og det forpligter.

De store huse bevæger sig langsommere, men de bevæger sig. Ikke for at følge en trend, men fordi regionen ikke kan ignorere de udfordringer, der ligger foran. Som Ronni siger:

“Det går den rigtige vej. Langsomt, men rigtigt.”

Og måske er det netop sådan, Champagne udvikler sig bedst: ikke i revolutioner, men i små, konsekvente skridt, der tilsammen ændrer retningen.

Konkurrencen udefra

Champagne står i dag ikke alene. Rundt om i verden laver producenter mousserende vine, der i kvalitet kan måle sig med de bedste flasker fra Reims og Épernay.

England, Italien, Spanien, Tyskland – alle har de områder, hvor klima, terroir, teknik og ambitioner er løftet markant de seneste årtier. Verden har lært at lave bobler.

Ronni beskriver udviklingen med en nøgtern respekt:

“Der bliver lavet virkelig gode mousserende vine mange steder i dag.”

Og det er ikke tomme ord. I England producerer Sussex og Kent English Sparkling Wine på Chardonnay og Pinot Noir, hvor det kølige klima giver en syre og præcision, der minder om Champagne i 1980’erne.

---

Måske du også er interesseret i at læse om der findes et godt alternativ til de hvide bourgogner

---

I Italien laver Lombardiet Franciacorta på Chardonnay og Pinot Nero med en modenhed og cremethed, der udfordrer Champagnes fyldigere stilarter.

I Spanien har Cava fra Penedès — typisk på Macabeo, Xarel·lo og Parellada — løftet kvaliteten markant, især blandt de små producenter.

I Tyskland skaber man Sekt på Riesling og Pinot‑druer med en aromatisk friskhed, der tiltaler moderne forbrugere. Og i Frankrig selv står Crémant‑områder som Alsace, Bourgogne og Loire stærkere end nogensinde.

Ronni har selv oplevet, hvor langt konkurrenterne er kommet:

“Jeg har taget fejl i blindsmagninger. Det sker. Nogle af de vine, der kommer udefra, er virkelig gode.”

Men selv når andre lande kan matche kvaliteten i glasset, kan de ikke matche identiteten. Champagne har en historie, en kultur og en symbolsk tyngde, som ingen andre områder kan kopiere.

Det er ikke et spørgsmål om bedre eller dårligere, men om noget særligt, der er blevet formet gennem århundreder – af krige, konger, kældre og kultur.

Konkurrencen har derfor ikke svækket Champagne, men skærpet regionens bevidsthed om, hvad der gør den unik.

De store huse investerer massivt i kvalitet, og de små producenter udforsker terroir med en nysgerrighed, der minder om Bourgogne.

For selv når andre vine kan forvirre i en blindsmagning, er det ikke det samme som at matche Champagne i betydning.

Der ligger noget i ordet, i flasken, i ritualet, som ikke kan kopieres. Noget, der stadig gør Champagne til et ikon, selv i en verden fuld af bobler.

Kjær & Sommerfeldt som formidler, vinbar og levende vinmiljø

For Ronni handler vin ikke kun om flaskerne, men om formidlingen. Det er også derfor, han står hos Kjær & Sommerfeldt, et af Danmarks ældste og mest traditionsrige vinfirmaer, hvor butik, vinbar og kursusvirksomhed smelter sammen til ét samlet miljø.

Her møder han både nysgerrige nybegyndere og erfarne entusiaster, og han oplever, hvordan interessen for vin, ikke kun Champagne, er eksploderet.

Vinbaren er et naturligt omdrejningspunkt. Her bliver der hver dag serveret alt fra klassiske Bourgogner til naturvine, fra modne Baroloer til små grower‑champagner.

Det skaber en energi i huset, hvor gæsterne bevæger sig på tværs af kategorier og opdager nye smagsuniverser. Sidst i artiklen er der et link til deres mange forskellige smagninger, som du kan gå på opdagelse i.

Som Ronni selv siger:

“Det er en fornøjelse at formidle vin her. Folk er virkelig interesserede — og de vil gerne forstå, hvad der sker i områderne.”

Det er netop den kombination af faglighed, historie og levende miljø, der gør Kjær & Sommerfeldt til mere end en butik.

Det er et sted, hvor vin og bobler bliver forklaret, diskuteret og sat i perspektiv, og hvor udviklingen i Champagne, Bourgogne, Piemonte og resten af verden lander direkte hos forbrugerne.

Hvis Ronni kun måtte drikke et glas resten af livet

For Ronni begyndte det hele med en enkelt flaske. Ikke en prestige‑cuvée eller en sjælden årgang, men en champagne, der ramte ham på det helt rigtige tidspunkt.

Han beskriver det som et øjeblik, hvor noget åbnede sig. En fornemmelse af, at champagne kunne være mere end bobler og fest, at det kunne være dybde, historie og personlighed i ét og samme glas.

“Jeg glemmer aldrig den første Champagne, der gjorde et stort indtryk på mig. Det var en Belle Epoque med alder,” siger han med et længselsfuldt blik i øjnene.

Den oplevelse blev starten på en nysgerrighed, der stadig driver ham.

Når han taler om, hvilken champagne han ville vælge, hvis han kun måtte drikke én resten af livet, nævner han ikke nødvendigvis den ubetinget dyreste eller mest ikoniske. Han nævner en vin med sjæl.

En vin, der fortæller en historie. En vin fra champagnehuset Henri Giraud og deres vintage Champagne der hedder Argonne.

Eller bare generelt champagner fra Henri Giraud, der forener kraft, dybde og elegance på en måde, der bliver ved med at fascinere ham. Det er ikke luksus for luksussens skyld, det er karakter, håndværk og personlighed i samme flaske.

Og når han skal forklare champagnens succes i én sætning, bliver han helt stille, før han siger:

“Champagne gør noget ved mennesker.”

Det er ikke boblerne, men øjeblikket. Den måde en flaske kan ændre stemningen i et rum, samle folk, skabe forventning. Champagne er ikke bare en vin — det er en følelse.

Det er også den følelse, han håber, folk tager med sig, når de møder ham i butikken, i vinbaren eller til en af de mange smagninger hos Kjær & Sommerfeldt.

Han ønsker, at folk forstår, at champagne ikke behøver være højtidelig eller utilnærmelig. At det er en vin, man må være nysgerrig på. At der er langt mere at opdage, end man tror.

“Hvis folk går herfra med lyst til at smage mere og forstå mere, så har jeg gjort mit arbejde,” siger han.

Og måske er det netop dér, Ronni gør den største forskel. Han åbner den samme dør for andre, som en ukendt flaske engang åbnede for ham.

Han gør champagne mindre fjernt og mere menneskeligt. Mindre luksus, mere liv. I hans hænder bliver champagne ikke bare noget, man drikker, det bliver noget man får lyst til at blive meget klogere på, noget der må udforskes.

Hvis du har fået lyst til at gå på opdagelse i Kjær & Sommerfeldts univers af smagninger, så benyt dig af linket her: