Valget handler ikke kun om Trump

Måske tænker du, at du allerede ved det vigtigste om amerikansk politik. Donald Trump er næppe et ukendt navn, og de fleste har efterhånden en holdning til både ham og USA.

Men hvis man kun følger amerikansk politik gennem overskrifter om Trump, risikerer man at overse det, der gør midtvejsvalget så vigtigt.

For valget handler ikke kun om Trump. Det handler om de institutioner, der skal kontrollere ham. Om Kongressens rolle, domstolenes magt og de mekanismer, der blev skabt for at forhindre, at for meget magt samles hos én person.

Uanset om man ser Trump som en nødvendig fornyer eller som en trussel mod amerikansk demokrati, bliver det svært at vurdere betydningen af midtvejsvalget uden at forstå det system, han opererer indenfor.

Netop derfor er dette ikke først og fremmest en artikel om Donald Trump. Det er en artikel om det politiske system, der skal begrænse enhver amerikansk præsident. Og om hvorfor millioner af amerikanere mener, at netop det system bliver testet ved valget den 3. november.

Når amerikanerne stemmer til valget, er det ikke kun et spørgsmål om, hvor mange republikanere og demokrater der får plads i Kongressen.

Det er også en afstemning om Donald Trumps præsidentskab, om amerikanernes økonomi og om, hvordan magten i verdens mest indflydelsesrige demokrati skal fordeles.

Resultatet kan få betydning for alt fra ny lovgivning og sundhedspolitik til præsidentens muligheder for at bruge sin magt uden om Kongressen.

Danmark vs. USA

I Danmark er vi vant til at betragte et valg som en kamp om regeringsmagten. Hvis et regeringsparti mister sit parlamentariske grundlag, kan regeringen blive nødt til at gå af, og en ny regering kan tage over.

Sådan fungerer det ikke i USA. Her er præsidenten valgt for en fast periode, og et midtvejsvalg kan ikke i sig selv sende ham ud af Det Hvide Hus. Til gengæld kan det ændre det politiske landskab omkring ham markant.

Det amerikanske system er bygget op omkring en række institutioner, der skal holde hinanden i skak.

Præsidenten leder den udøvende magt, Kongressen vedtager lovene, og domstolene skal blandt andet sikre, at lovgivningen og præsidentens handlinger holder sig inden for forfatningens rammer.

Dertil kommer de enkelte stater, som har betydelig selvbestemmelse på en række områder.

Det lyder umiddelbart som et solidt værn mod magtmisbrug. Men et system kan kun fungere efter hensigten, hvis de institutioner, der skal kontrollere hinanden, også er villige til at gøre det. Og netop dét er blevet et centralt spørgsmål i amerikansk politik.

ManSphere har talt med Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikansk historie og politik ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Han har en ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, har undervist i amerikansk historie og politik i årtier og har gennem mange år kommenteret amerikansk politik i danske medier.

I interviewet forklarer han, hvorfor midtvejsvalget kan få afgørende betydning for magtbalancen i USA, og hvorfor mange amerikanere ser valget som mere end blot en kamp mellem Demokraterne og Republikanerne.

Han peger på, at midtvejsvalget ikke alene handler om almindelige politiske uenigheder. For mange amerikanere er der langt mere på spil end skatteniveau, priser og partifarver.

”Det drejer sig ikke om, om USA skal lidt til højre eller lidt til venstre, eller om skatterne skal lidt op eller ned. Det drejer sig om, at rigtig mange amerikanere ser midtvejsvalget som også et forsøg på at redde det amerikanske demokrati.”

Det er en alvorlig vurdering, som også peger på, hvorfor det er nødvendigt at forstå det amerikanske system, før man kan forstå betydningen af valget.

Et system bygget på mistillid

For at forstå det amerikanske politiske system skal man tilbage til 1776, hvor de 13 britiske kolonier erklærede sig uafhængige.

Erfaringerne med den britiske kongemagt gjorde dem skeptiske over for en stærk centralregering, og de ønskede at bevare stor selvbestemmelse i de enkelte stater.

I 1781 trådte Konfederationsartiklerne i kraft. Det var USA’s første fælles forfatningsgrundlag, som fastlagde samarbejdet mellem de 13 stater.

Den fælles kongres havde dog meget begrænset magt, kunne ikke opkræve skatter direkte og var afhængig af, at staterne bidrog til fælles udgifter. Det gjorde det vanskeligt at betale gæld og gennemføre fælles beslutninger.

Derfor mødtes repræsentanter fra staterne i Philadelphia i 1787 for at udarbejde en ny forfatning. Den blev underskrevet samme år og trådte i kraft i 1789.

USA fik dermed en stærkere føderal regering med en præsident i spidsen, men også et system, hvor magten blev fordelt mellem flere institutioner for at forhindre, at én enkelt instans fik for stor indflydelse.

De skulle blandt andet løse en konflikt mellem store og små stater. De store stater mente, at repræsentationen burde afspejle befolkningens størrelse, mens de små frygtede at blive kørt over.

Kompromiset blev et tokammersystem: Repræsentanternes Hus, hvor pladserne fordeles efter befolkningstal, og Senatet, hvor hver stat har to senatorer uanset størrelse.

Men forfatningen handlede ikke kun om at skabe et effektivt politisk system. Den handlede også om at forhindre, at magten igen blev samlet ét sted.

Erfaringerne med det britiske monarki havde skabt en grundlæggende mistillid til en stærk centralmagt, og den mistillid blev indbygget i det nye system.

Det er baggrunden for det amerikanske princip om checks and balances: Magten skal fordeles, så ingen enkelt institution uden videre kan bestemme det hele.

Præsidenten kan ikke selv vedtage love, Kongressen kan ikke frit tilsidesætte forfatningen, og domstolene kan sætte grænser for både præsidentens og lovgivernes handlinger.

Faktaboks: Checks and balances

Faktaboks:

Checks and balances er et grundprincip i det amerikanske politiske system. Tanken er, at ingen person eller institution må få så meget magt, at de kan bestemme alt alene. Derfor er magten delt mellem:

• Præsidenten, som leder den udøvende magt.
• Kongressen, som vedtager lovene.
• Domstolene, som kan afgøre, om love og præsidentielle handlinger er i strid med forfatningen.

Samtidig er magten også fordelt mellem den føderale regering i Washington og de 50 delstater. Systemet betyder blandt andet, at:

• Præsidenten ikke selv kan vedtage love.
• Kongressen kan kontrollere præsidenten gennem undersøgelser og høringer.
• Domstolene kan stoppe love eller beslutninger, der strider mod forfatningen.
• Delstaterne har selvstændig magt på en række områder.

Formålet er at forhindre, at magten samles hos én person eller én institution.

For mange amerikanere er forfatningen ikke blot et juridisk dokument. Den opfattes som fundamentet for de frihedsrettigheder, der beskytter borgerne mod staten.

Derfor bliver politiske konflikter ofte til diskussioner om forfatningens ordlyd og dens fortolkning.

Hvor danske politikere typisk diskuterer, hvad der er politisk hensigtsmæssigt, diskuterer amerikanske politikere ofte, hvad der er forfatningsmæssigt muligt.

Derfor ender mange af de største samfundsdebatter også med at havne i domstolene, hvor grænserne for statens magt og borgernes rettigheder bliver afgjort.

Som Niels Bjerre-Poulsen forklarer, findes kontrollen ikke kun mellem institutionerne i Washington, men også mellem den føderale regering og de enkelte stater.

”Der eksisterer checks and balances mellem præsidenten og Kongressen i Washington. Men der er også checks and balances mellem de enkelte stater og regeringen i Washington.”

Det er en vigtig pointe. USA er ikke blot et stort land med én regering, men en føderation af 50 stater, som hver har deres egne politiske institutioner og betydelige beføjelser.

Det betyder, at magten er spredt ud over flere niveauer, og at politiske konflikter ofte handler om, hvem der overhovedet har ret til at bestemme.

Kongressen er ikke én ting

Når man taler om Kongressen, kan det være fristende at forestille sig én samlet forsamling, der enten støtter eller modarbejder præsidenten.

I virkeligheden består Kongressen af to kamre, som har forskellige roller og repræsenterer amerikanerne på hver sin måde.

Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som vælges for to år ad gangen.

Hver repræsentant vælges i et bestemt valgdistrikt, og antallet af distrikter i den enkelte stat afhænger af befolkningens størrelse. Fordelingen bliver justeret efter folketællingerne, der gennemføres hvert tiende år.

Det betyder, at befolkningsrige stater får flere pladser end de mindre. Californien har f.eks. langt flere medlemmer (52) af Repræsentanternes Hus end Wyoming der kun har 1 medlem.

Men selv om en stat har mange indbyggere, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den får større indflydelse i alle dele af det politiske system.

I Senatet har hver stat nemlig to medlemmer. Der er derfor 100 senatorer i alt, og en lille stat med få indbyggere har samme repræsentation i Senatet som en af landets største stater.

Senatorerne vælges for seks år ad gangen, og valgene er forskudt, så omtrent en tredjedel af pladserne er på valg hvert andet år. Ved midtvejsvalget i 2026 er 35 senatorpladser på valg.

De to kamre skal som hovedregel vedtage den samme lovtekst, før den kan sendes til præsidenten. Det kan gøre lovgivningsprocessen langsommelig, især når de to kamre har forskellige politiske flertal, eller når der er uenighed internt i et parti.

Senatet har desuden særlige opgaver. Det skal blandt andet godkende mange af præsidentens nomineringer til centrale poster i regeringen og de føderale domstole.

Det er også Senatet, der gennemfører en rigsretssag, hvis Repræsentanternes Hus har rejst en sådan sag mod præsidenten eller en anden føderal embedsindehaver.

Senatet adskiller sig også fra Repræsentanternes Hus ved de særlige procedureregler, der gælder for lovgivningsarbejdet.

Den mest kendte er den såkaldte filibuster-regel. I praksis betyder den, at et flertal ofte skal samle mindst 60 af Senatets 100 stemmer for at afslutte debatten om et lovforslag og få det til afstemning.

Derfor kan et parti have flertal i Senatet uden nødvendigvis at kunne gennemføre sin politik. Filibusteren er tilhængernes værn mod forhastede beslutninger, mens kritikere mener, at den i stigende grad bidrager til politisk fastlåsthed.

Systemet er altså ikke konstrueret til, at et valg giver ét parti fri adgang til at gennemføre hele sit politiske program.

Det er konstrueret til at tvinge forskellige interesser til at mødes. Men den samme konstruktion kan også føre til politisk fastlåsning, når parterne ikke vil indgå kompromiser.

Præsidenten kan være stærk – og alligevel blive bremset

Den amerikanske præsident har betydelig magt. Han leder den udøvende gren af regeringen, har stor indflydelse på landets udenrigspolitik og er øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Han kan udstede præsidentielle dekreter, de såkaldte executive orders, som kan styre, hvordan den føderale administration udfører sit arbejde.

Men præsidenten kan ikke uden videre erstatte Kongressen. Han kan ikke på egen hånd vedtage en ny føderal lov, og han kan heller ikke frit bruge offentlige penge til formål, som Kongressen ikke har givet hjemmel til.

Hvis Kongressen vedtager en lov, kan præsidenten underskrive den eller nedlægge veto. Kongressen kan dog tilsidesætte et veto, hvis to tredjedele i både Repræsentanternes Hus og Senatet stemmer for det.

Kongressen har det, der på amerikansk kaldes the power of the purse – magten over statens penge. Det betyder, at det som udgangspunkt er Kongressen, der bestemmer, hvordan de føderale midler må bruges.

Præsidenten kan ikke frit disponere over statens økonomi, men har i særlige situationer mulighed for at begrunde ekstraordinære handlinger med hensynet til den nationale sikkerhed.

Niels Bjerre-Poulsen holder sig ikke tilbage, når han beskriver Donald Trumps ofte anstrengte forhold til demokratiets spilleregler.

“Det er en beføjelse, Trump har skamredet. Pludselig blev stort set hele verden fremstillet som en trussel mod USA’s nationale sikkerhed for at begrunde nye straftoldsatser.”

Det illustrerer, hvorfor Kongressens sammensætning er så vigtig for præsidentens politiske råderum.

Hvis præsidentens parti har flertal i begge kamre, er det ofte lettere at få lovforslag igennem, selv om det ikke er nogen garanti for enighed, men hvis oppositionen overtager et eller begge kamre, kan præsidentens politiske råderum blive væsentligt mindre.

Det er dog ikke sådan, at et flertal i Kongressen automatisk betyder, at præsidenten bliver sat ud af spillet.

En præsident kan fortsat bruge de beføjelser, som forfatningen og lovgivningen giver ham.

Han kan også forsøge at gennemføre sin politik gennem den udøvende magt, men hans beslutninger kan blive mødt af modstand i Kongressen eller udfordret ved domstolene.

Det er netop her, systemets indbyggede kontrol bliver sat på prøve. Hvis en præsident forsøger at bevæge sig ud over sine beføjelser, kan domstolene erklære hans handlinger ulovlige.

Kongressen kan holde høringer, kræve dokumenter udleveret og undersøge regeringens handlinger. Men det kræver, at institutionerne faktisk bruger deres beføjelser.

I sin vurdering af den aktuelle situation peger Niels Bjerre-Poulsen på, at kontrollen ikke altid fungerer lige så effektivt, som forfatningens ophavsmænd havde forestillet sig.

”Det, Trump typisk gør, er at gøre en masse ting, og nogle af dem er åbenlyst ulovlige og i strid med forfatningen, og så er det domstolene, der må bremse ham ved at sige: Det må du ikke.”

Problemet er, at en juridisk kontrol ofte kommer efter, at en beslutning allerede er truffet. En sag kan tage tid, og imens kan regeringens handlinger have fået praktiske konsekvenser.

Det gør ikke domstolene irrelevante, men det viser, at kontrollen med den udøvende magt ikke nødvendigvis virker øjeblikkeligt, og slet ikke i øjeblikket.

Staterne er også politiske magtcentre

USA’s politiske system kan ikke forstås alene ved at se på Washington. Hver af de 50 stater har sin egen regering, sin egen lovgivende forsamling og en guvernør, som på mange måder fungerer som statens øverste politiske leder.

Staterne har også deres egne myndigheder og embedsmænd, der tager sig af en lang række områder. Det gælder blandt andet store dele af uddannelsespolitikken, strafferetten, politiet og sundhedsreguleringen.

Der er betydelige forskelle på, hvordan staterne indretter deres samfund, og på hvilke politiske løsninger de vælger.

Californien og Texas er ofte eksempler på to stater, der har forskellige politiske flertal og meget forskellige tilgange til en række samfundsspørgsmål.

Staterne har dog ikke ubegrænset selvbestemmelse. Den føderale regering har kompetencer på blandt andet forsvar, immigration, føderal beskatning og handel mellem staterne og med udlandet.

Hvis en gyldig føderal lov er i konflikt med en delstatslov på et område, hvor den føderale regering har kompetence, vil den føderale lov som hovedregel have forrang.

Det kan få store konsekvenser, når en politisk konflikt handler om, hvorvidt en rettighed skal gælde i hele landet eller afgøres lokalt.

Abort er et tydeligt eksempel. I 1973 fastslog USA’s højesteret i sagen Roe v. Wade, at forfatningen beskyttede retten til abort.

I 2022 omstødte Højesteret denne afgørelse med Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization. Dermed forsvandt den føderale forfatningsbeskyttelse, og reguleringen af abort blev i højere grad overladt til de enkelte stater.

Niels Bjerre-Poulsen fremhæver, hvor afgørende Højesterets afgørelser kan være for balancen mellem staterne og den føderale regering.

”Hvis Højesteret fastslår, at noget er en forfatningssikret ret, får det konsekvenser for alle stater.”

Når Højesteret ændrer sin fortolkning af forfatningen, kan magtbalancen derfor flytte sig markant.

Et spørgsmål, der tidligere blev afgjort på nationalt niveau, kan blive sendt tilbage til de enkelte stater, hvor udfaldet afhænger af lokale politiske flertal og lovgivning.

Midtvejsvalget handler derfor også om mere end de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og de 35 senatorer, der er på valg.

Faktaboks: Hvad er en guvernør?

En guvernør er den øverste politiske leder i en amerikansk delstat og kan på mange måder sammenlignes med en kombination af en dansk statsminister og en regionsformand.

Hver af USA’s 50 stater har sin egen guvernør.

• Guvernøren leder delstatens regering og administration.
• Kan underskrive eller nedlægge veto mod lovforslag vedtaget af delstatens parlament.
• Har ansvar for en række områder som uddannelse, politi, infrastruktur og dele af sundhedspolitikken.
• Spiller ofte en central rolle under kriser som naturkatastrofer, pandemier eller uroligheder.
• Mange guvernører bruger posten som springbræt til national politik og i nogle tilfælde til et præsidentkandidatur.

Hvorfor er guvernører vigtige?

Selv om opmærksomheden ofte samler sig om præsidenten og Kongressen i Washington, har guvernørerne stor indflydelse på amerikanernes hverdag.

De kan sætte deres eget præg på alt fra skoler og skatter til abortlovgivning og valgadministration.

Derfor handler et amerikansk midtvejsvalg ikke kun om pladserne i Kongressen. Valg til guvernørposter kan også få stor betydning for den politiske udvikling i de enkelte stater og dermed for USA som helhed.

Valg til guvernørposter og delstaternes lovgivende forsamlinger kan påvirke den politiske retning i årene frem mod præsidentvalget i 2028.

Når penge får politisk indflydelse

Amerikanske valg er dyre. Kandidater skal finansiere reklamer, medarbejdere og organisationer, der kan mobilisere vælgere.

Store private bidrag spiller derfor en betydelig rolle og rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvor meget skal penge betyde for, hvem der vinder et valg, og hvem der får adgang til politisk indflydelse?

Et centralt vendepunkt var Højesterets afgørelse i sagen Citizens United v. Federal Election Commission fra 2010.

Afgørelsen udvidede mulighederne for, at enkeltpersoner, virksomheder og fagforeninger kunne bruge penge på uafhængige politiske budskaber.

Samtidig har såkaldte Super PACs gjort det muligt at indsamle og bruge meget store beløb på at støtte eller kritisere kandidater, så længe reglerne om uafhængighed overholdes.

Faktaboks: Hvad er en Super PAC?

Super PACs er politiske komitéer, som kan indsamle og bruge ubegrænsede beløb på at påvirke amerikanske valg.

En Super PAC må:

• Modtage ubegrænsede donationer fra privatpersoner, virksomheder og organisationer.
• Bruge pengene på annoncer, kampagner og andre politiske budskaber.
• Støtte eller angribe kandidater offentligt.

En Super PAC må derimod ikke:

• Donere penge direkte til en kandidats valgkamp.
• Koordinere sin kampagne direkte med kandidaten eller kandidatens officielle valgorganisation.

Hvorfor er Super PACs kontroversielle?

Tilhængere mener, at Super PACs er et udtryk for ytringsfrihed, fordi borgere og organisationer frit skal kunne bruge penge på at fremme politiske budskaber.

Kritikere mener derimod, at ordningen giver meget velhavende personer og store organisationer uforholdsmæssigt storpolitisk indflydelse.

Kort fortalt: En kandidat kan ikke modtage ubegrænsede donationer direkte, men velhavende støtter kan bruge enorme beløb gennem Super PACs til at påvirke vælgerne og valgkampen.

Elon Musk er et markant eksempel på, hvor stor en rolle private formuer kan spille.

Ved midtvejsvalget i 2026 havde han frem til oktober brugt omkring 366 millioner dollar på at støtte republikanerne og hjælpe partiet med at bevare flertallet i Kongressen.

Pengene er blandt andet gået til kampagneorganisationer, der finansierer politiske budskaber og forsøger at mobilisere vælgere.

Musk kan ikke bestemme, hvordan amerikanerne stemmer, men hans økonomiske ressourcer giver ham en politisk rækkevidde, som almindelige borgere ikke har.

For mange vælgere bliver kontrasten særlig tydelig, når deres egen økonomi er presset, samtidig med at milliardærer bruger enorme beløb på at påvirke valgkampen.

Niels Bjerre-Poulsen peger på den frustration, der kan opstå hos amerikanere, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen:

”Hvis de i forvejen synes, at de har fået sværere ved at få det hele til at løbe rundt, og de ikke har råd til en sundhedsforsikring, så ser de samtidig verdens rigeste mænd blive voldsomt meget rigere.”

Det rejser spørgsmålet: Kan man købe sig til politisk indflydelse? Det behøver ikke handle om direkte betaling for en bestemt beslutning.

Store bidrag kan give adgang til magtfulde politikere, gøre bestemte mærkesager mere synlige og påvirke, hvilke budskaber vælgerne møder.

Dermed kan økonomisk magt få politisk betydning, uden at der nødvendigvis er tale om ulovlige aftaler.

Niels Bjerre-Poulsen beskriver den juridiske tankegang bag udviklingen med en formulering, der indfanger den amerikanske debat om ytringsfrihed og penge:

”Penge er ytringer, vi har ytringsfrihed, og virksomheder er personer.”

Når penge til politiske budskaber i vidt omfang betragtes som en del af ytringsfriheden, bliver det vanskeligere at begrænse de beløb, velhavende personer og organisationer kan bruge på valgkampe.

Resultatet er, at nogle aktører kan købe sig til langt større synlighed end andre.

”Det kan ikke være rigtigt, at en enkelt person kan have så stor indflydelse.”

Sådan formulerer Niels Bjerre-Poulsen den bekymring, der opstår, når meget velhavende personer kan bruge deres formuer til at påvirke valg.

Det handler ikke kun om, hvorvidt bidragene er lovlige, men også om demokratisk lighed.

Har almindelige borgere reelt samme mulighed for at blive hørt, når enkelte personer kan bruge hundredvis af millioner dollar på at fremme deres politiske interesser?

Penge afgør ikke automatisk et valg. Vælgernes holdninger, mediernes dækning og kandidaternes evne til at mobilisere vælgere spiller også en afgørende rolle.

Men de store bidrag skaber et grundlæggende dilemma mellem retten til at støtte politiske budskaber og ønsket om, at politisk indflydelse ikke skal afhænge af størrelsen på ens bankkonto.

Midtvejsvalget er også en dom over præsidenten

Midtvejsvalget ligger midt i præsidentens fireårige periode. Det er derfor en mulighed for vælgerne til at reagere på den politik, der er blevet ført, og på de resultater, de oplever i deres egen hverdag.

Historisk har præsidentens parti ofte mistet mandater ved midtvejsvalg. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen mister præsidentens parti i gennemsnit 28 pladser i Repræsentanternes Hus.

Det skyldes blandt andet, at midtvejsvalget ofte fungerer som et protestvalg.

Vælgere, der er utilfredse med præsidenten, kan være mere motiverede til at stemme end dem, der er tilfredse, mens nogle af præsidentens egne støtter, måske ikke møder op, når præsidenten selv ikke er på stemmesedlen.

Men med Trump er der samtidig en særlig dynamik. Hans politiske bevægelse er tæt knyttet til hans person, og som Niels Bjerre-Poulsen forklarer, er en del af hans vælgere først og fremmest Trump-tilhængere – ikke nødvendigvis loyale republikanere.

Det er vælgere, som måske kun interesserer sig for at stemme, når Trump selv er på stemmesedlen.

Derfor er han også aktivt ude for at støtte de republikanske kandidater. Ved vælgermøder har han direkte opfordret folk til at ”lade som om, jeg er på stemmesedlen”.

Han forsøger med andre ord at gøre midtvejsvalget til en personlig afstemning om ham selv og få sine egne tilhængere til at møde op, selv om hans navn ikke står på stemmesedlen.

”Trump har skabt en slags personkult omkring sig. Det er vælgere, som måske kun gider komme og stemme, når han selv er på stemmesedlen. De er ikke særlig loyale republikanere. De er Trump-tilhængere.”

Niels Bjerre-Poulsen peger på, at det normalt ville være en fordel for republikanske kandidater at kunne skabe lidt afstand til en upopulær præsident.

Så kunne de appellere til vælgerne med deres egne mærkesager og understrege, at det er dem og ikke Trump, der er på valg.

Men når Trump selv stiller sig midt i valgkampen, bliver det vanskeligere.

Demokraterne får samtidig en oplagt mulighed for at knytte de republikanske kandidater tæt til præsidenten og spørge, hvorfor de har støttet ham eller stemt med ham i Kongressen.

Trump kan altså både mobilisere vælgere, som ellers ville blive hjemme, og gøre det sværere for kandidaterne at distancere sig fra ham.

”Hvis der er noget, der motiverer demokratiske vælgere til at komme ud og stemme, så er det Trump.”

Det er et paradoks for Det Republikanske Parti. Den præsident, der kan mobilisere en stærk og loyal vælgergruppe, kan samtidig være den person, der får modstanderne til at møde talstærkt op.

Derfor bliver midtvejsvalget også en test af, om Trumps personlige greb om partiet fortsat er en fordel, eller om det er blevet en belastning for republikanske kandidater i de distrikter og stater, hvor valget forventes at blive tæt.

Niels Bjerre-Poulsen peger på, at mange vælgere især vurderer politikken ud fra det, de kan mærke på deres egen økonomi.

Priserne på benzin og fødevarer, udgifter til sundhed og den almindelige oplevelse af, om økonomien hænger sammen, kan få større betydning end abstrakte diskussioner om politiske principper.

I 2026 er økonomien samtidig tæt forbundet med udenrigspolitikken.

Når internationale konflikter påvirker oliepriserne, eller toldsatser gør importerede varer dyrere, kan beslutninger truffet i Washington få direkte konsekvenser for amerikanske husholdninger.

Vælgerne behøver ikke at være eksperter i udenrigspolitik for at mærke, at deres daglige udgifter er steget.

For vælgere, der støttede Trump med en forventning om, at han ville prioritere amerikanske forhold og holde USA ude af nye konflikter, kan afstanden mellem løfter og oplevede resultater blive afgørende.

Utilfredsheden handler dermed ikke nødvendigvis om, at vælgerne pludselig har ændret alle deres politiske holdninger. Den kan også handle om, at de mener, at præsidenten ikke leverer det, han lovede.

Hvad sker der, hvis Trump mister flertallet

Hvis Demokraterne vinder flertallet i Repræsentanternes Hus, eller måske i begge Kongressens kamre, vil Trump fortsat være præsident.

Men hans muligheder for at få ny lovgivning gennemført vil blive begrænset, og oppositionen vil få bedre muligheder for at undersøge hans regering.

Et demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus vil kunne indkalde ministre og embedsmænd til høringer, kræve oplysninger udleveret og undersøge administrationens beslutninger.

Kongressen har også en bevillingsmagt, som kan få stor betydning for regeringens planer. Hvis Senatet samtidig skifter politisk kontrol, kan præsidenten få vanskeligere ved at få sine nomineringer godkendt.

Det vil ikke betyde, at alle Trumps beslutninger automatisk bliver rullet tilbage. En del af hans magt følger af forfatningen og eksisterende lovgivning, og en opposition kan ikke uden videre ophæve præsidentielle dekreter.

Men et fjendtligt flertal i Kongressen kan gøre det langt sværere at omsætte politiske ønsker til lovgivning og kan øge den politiske og juridiske kontrol med Det Hvide Hus.

Faktaboks: Den amerikanske forfatning

Den amerikanske forfatning blev vedtaget i 1787 og trådte i kraft i 1789. Den er stadig grundlaget for USA’s politiske system og er dermed verdens ældste skrevne forfatning, som fortsat er i brug. Forfatningen fastlægger blandt andet:

• Hvordan magten er fordelt mellem præsidenten, Kongressen og domstolene.
• Forholdet mellem den føderale regering og de enkelte delstater.
• Hvordan love vedtages.
• Hvilke beføjelser præsidenten har.
• Hvordan forfatningen kan ændres.

Bill of Rights

I 1791 blev de første ti tilføjelser til forfatningen vedtaget. De kaldes samlet Bill of Rights og beskytter en række grundlæggende frihedsrettigheder, blandt andet:

• Ytringsfrihed.
• Religionsfrihed.
• Pressefrihed.
• Retten til at forsamle sig.
• Retten til at bære våben.
• Beskyttelse mod urimelige ransagninger og anholdelser.

Derfor fylder forfatningen så meget i amerikansk politik

For mange amerikanere er forfatningen mere end et juridisk dokument. Den opfattes som garantien for borgernes frihed og som værnet mod en for magtfuld stat.

Derfor ender mange politiske konflikter med at handle om, hvordan forfatningen skal fortolkes. Spørgsmål om abort, våbenrettigheder, ytringsfrihed, immigration og præsidentens beføjelser bliver ofte afgjort ved domstolene med udgangspunkt i forfatningen.

Der vil også kunne opstå diskussioner om rigsretssager. Repræsentanternes Hus kan rejse en rigsretssag, men det er Senatet, der afgør, om præsidenten skal dømmes.

En domfældelse kræver to tredjedeles flertal blandt de senatorer, der deltager i afstemningen. Derfor er det ikke nok, at oppositionen blot får et almindeligt flertal.

Problemet med de eksisterende republikanske flertal i Kongressen er ikke blot, at de har forsømt at varetage de kontrolfunktioner, Forfatningen pålægger Kongressen.

Med Speaker Mike Johnson i spidsen har de i en lang række sager aktivt modarbejdet at institutionens forpligtelser blev varetaget, og at Kongressen håndhævede sine egne beføjelser.

Niels Bjerre-Poulsen vurderer, at et demokratisk flertal kan forsøge at genoprette Kongressens kontrolfunktioner og undersøge regeringens handlinger.

Det kan blandt andet føre til høringer og sager mod medlemmer af administrationen, men det er ikke givet, at en rigsretssag mod Trump vil være den første eller mest effektive vej.

”Kongressens kontrolfunktioner skal genoprettes.”

Det er en formulering, der peger på et centralt spørgsmål efter valget: Vil Kongressen igen fungere som en reel kontrolinstans over for præsidenten, eller vil de politiske loyaliteter fortsat veje tungere end ønsket om at kontrollere den udøvende magt?

Hvis Trump mister flertallet, kan han samtidig få et stærkere incitament til at forsøge at handle uden om den almindelige lovgivningsproces.

Han kan bruge de beføjelser, han allerede har, og forsøge at presse grænserne for, hvad præsidentembedet kan bruges til. Det kan føre til flere retssager, mere politisk konflikt og en yderligere belastning af institutionerne.

Niels Bjerre-Poulsen peger på, at et sådant resultat ikke nødvendigvis vil få Trump til at blive mere tilbageholdende.

Tværtimod vurderer han, at præsidenten kan forsøge endnu mere at gå uden om det lovgivende system.

”Han vil sikkert forsøge endnu mere at gå uden om hele det lovgivende system.”

Det er derfor ikke givet, at et demokratisk flertal vil føre til mindre konflikt. Det kan i stedet betyde, at konflikten flytter sig fra Kongressens lovgivningsarbejde til undersøgelser, retssager og kampe om grænserne for præsidentens magt.

Domstolene og demokratiets lange hukommelse

Domstolene spiller en særlig rolle i det amerikanske system, fordi de kan afgøre, om love og handlinger er i overensstemmelse med forfatningen.

Øverst står USA’s højesteret med ni dommere. De nomineres af præsidenten og skal godkendes af Senatet. Når de først er udnævnt, har de som hovedregel deres embede på ubestemt tid, så længe de opfylder forfatningens krav til deres embede.

Det betyder, at præsidenter kan få indflydelse på amerikansk politik langt ud over deres egen periode.

En præsident, der udnævner flere dommere, kan være med til at forme Højesterets sammensætning i årtier. Højesterets afgørelser kan ændre, hvordan forfatningen fortolkes, og hvilke rettigheder der beskyttes på nationalt niveau.

Abortspørgsmålet viser, hvor vidtrækkende den indflydelse kan være. Afgørelsen Roe v. Wade fra 1973 beskyttede retten til abort på grundlag af forfatningen, men Højesterets afgørelse i 2022 fjernede som tidligere nævnt den beskyttelse.

Dermed kunne de enkelte stater igen indføre vidt forskellige regler.

Det er et eksempel på, at magten i USA ikke alene handler om, hvem der sidder i Det Hvide Hus, eller hvem der har flertal i Kongressen.

Den handler også om, hvem der fortolker forfatningen, og hvordan domstolene ser på forholdet mellem individuelle rettigheder, staternes selvbestemmelse og den føderale regerings magt.

Samtidig er domstolene afhængige af, at deres afgørelser bliver respekteret og efterlevet. De har ikke deres eget politiske mandat eller et selvstændigt apparat til at gennemføre alle beslutninger.

Deres autoritet bygger i høj grad på, at de øvrige institutioner anerkender deres rolle.

Det er en del af den større udfordring, som Niels Bjerre-Poulsen beskriver. Det amerikanske demokrati hviler ikke kun på regler, men også på normer og en villighed til at acceptere begrænsninger, selv når de går imod ens egne politiske interesser.

Han vurderer den aktuelle periode som usædvanligt alvorlig i amerikansk historie.

”Vi oplever en af de største kriseperioder for det amerikanske demokrati i 250 år.”

Han sammenligner situationen med tidligere perioder, hvor dybe politiske konflikter satte det amerikanske samfund under pres, blandt andet årene op til borgerkrigen og uroen i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

Sammenligningerne er ikke udtryk for, at historien gentager sig på samme måde, men for at understrege, at konflikterne handler om grundlæggende spørgsmål om magt, rettigheder og demokratiets spilleregler.

Mere end et valg mellem to partier

Når valgresultaterne begynder at tikke ind den 3. november, vil opmærksomheden naturligt samle sig om, hvem der vinder de afgørende pladser i Kongressen.

Men det samlede nationale stemmetal fortæller ikke nødvendigvis hele historien. Medlemmerne af Repræsentanternes Hus vælges i hvert deres distrikt, og senatsvalg afgøres stat for stat.

Et parti kan derfor få fremgang på tværs af landet uden nødvendigvis at vinde et flertal i et af Kongressens kamre.

Det er også en af grundene til, at valgnatten kan være svær at tolke. Nogle valg kan afgøres hurtigt, mens andre først bliver afgjort, når stemmerne er talt op.

Det afgørende er ikke alene, hvor mange amerikanere der samlet har stemt på hvert parti, men hvor stemmerne er faldet, og hvem der vinder de konkrete distrikter og delstater.

Midtvejsvalget vil give en pejling af, hvordan vælgerne vurderer Trump og hans politik, men det vil ikke i sig selv afgøre, hvem der bliver præsident i 2028.

Det vil heller ikke løse de grundlæggende uenigheder om den amerikanske stats rolle, om økonomi og udenrigspolitik eller om, hvordan landets institutioner skal fungere.

Alligevel kan resultatet få stor betydning. Hvis Republikanerne bevarer flertallet, får Trump bedre muligheder for at fortsætte sin lovgivningsmæssige kurs.

Hvis Demokraterne overtager et eller begge kamre, vil præsidenten møde større modstand, og Kongressen kan få en mere aktiv rolle i at kontrollere administrationen.

Men valgets dybere betydning ligger måske i det spørgsmål, som Niels Bjerre-Poulsen peger på:

Om midtvejsvalget først og fremmest bliver en almindelig politisk kamp om økonomi og partier – eller også en kamp om, hvorvidt de demokratiske institutioner fortsat skal fungere som de begrænsninger på magten, de blev skabt til at være.

”Det drejer sig ikke om, om USA skal lidt til højre eller lidt til venstre, eller om skatterne skal lidt op eller ned. Det drejer sig om, at rigtig mange amerikanere ser midtvejsvalget som også et forsøg på at redde det amerikanske demokrati.”

Det er en stor konklusion at nå frem til for et valg, hvor ingen skal vælge en ny præsident. Men netop det er pointen:

I USA kan et midtvejsvalg få betydning for, hvor meget en præsident kan gøre, hvem der kan holde ham ansvarlig, og hvor stærkt de institutioner står, som skal forhindre, at magten samles hos én person.

Det amerikanske demokrati er bygget på en idé om, at magt skal deles, begrænses og kontrolleres. Den 3. november bliver det ikke kun afgjort, hvem der får flest pladser i Kongressen.

Det bliver også en prøve på, hvor stærkt dette princip står i praksis.