Det er vigtigt at kende de tidlige tegn som forældre
En spiseforstyrrelse kan udvikle sig gradvist, uden at forældre og andre nære opdager, hvad der er ved at ske.
Den kan begynde med nye kostvaner, mere motion eller et ønske om at leve sundere, men efterhånden kan mad, krop og træning komme til at fylde så meget, at det begrænser den unges hverdag.
Det er derfor vigtigt at kende de tidlige tegn som forældre, også når barnet tilsyneladende trives og passer sin skole.
Børnefaglig leder og klinisk psykolog Tine Busk fra Somenta forklarer i denne samtale med ManSphere, hvad forældre skal være opmærksomme på, hvorfor også drenge rammes, og hvordan man kan støtte en ung, der måske er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.
Faktaboks: Somenta – Hjælp og støtte
Hvem er Somenta?
Somenta er en patient- og pårørendeforening, der arbejder for at forebygge spiseforstyrrelser og selvskade og forbedre vilkårene for de berørte og deres familier.
Hvem kan få hjælp?
Børn, unge og voksne, der oplever en spiseforstyrrelse eller selvskade, samt forældre, venner og andre pårørende.
Hvad tilbyder Somenta?
- Gratis og anonym rådgivning
- Telefon- og chatrådgivning
- Brevkasse og videorådgivning
- Personlige samtaler i København og Aarhus
- Støtte og forløb for pårørende
- Viden, forebyggelse og undervisning
Omfang
Somenta støtter og rådgiver hvert år mere end 8.000 mennesker. Organisationens arbejde bæres i høj grad af omkring 200 frivillige.
Kontakt
Telefon: 70 10 18 18
Hjemmeside: Somenta.dk
Artiklen er også relevant for bedsteforældre og andre nære relationer, som nogle gange ser forandringerne fra en anden vinkel og kan hjælpe med at gøre forældrene opmærksomme på, at noget har ændret sig.
Det begynder måske med noget, der ser sundt ud
Det kan være svært at opdage, når et ungt menneske er på vej ind i en spiseforstyrrelse, fordi begyndelsen ikke nødvendigvis ligner sygdom.
Den unge kan tilsyneladende have fået sundere vaner, være begyndt at træne mere eller besluttet sig for at skære ned på slik og andre søde sager.
Forældrene kan derfor opleve forandringerne som udtryk for ansvarlighed og interesse for sundhed, uden at opdage, at forholdet til mad og motion er ved at ændre karakter.
Som Tine Busk forklarer, kan spiseforstyrrelser koble sig på handlinger og begrundelser, som omgivelserne umiddelbart har svært ved at indvende noget imod.
En teenager kan f.eks. deltage i en udfordring med vennerne om at undgå slik i en måned, uden at det i sig selv giver anledning til bekymring.
Faktaboks: Flere børn og unge søger hjælp
- Somenta registrerede 8.012 rådgivninger i 2025.
- Det er 19 procent flere rådgivninger end i 2024.
- Fem år i træk er antallet af rådgivninger steget.
- 26 procent af de berørte, der selv kontaktede rådgivningen, var mellem 10 og 15 år.
- I næsten halvdelen af henvendelserne fra forældre og andre pårørende handlede det om børn på 14 år eller derunder.
”Vi ser børn, som alt for tidligt begynder at kæmpe med selvskade, kropshad og forstyrret spisning. Det er dybt bekymrende, at 10-12-årige allerede står med så alvorlige udfordringer. Det fortæller os, at vi som samfund skal blive langt bedre til at reagere tidligere og skabe bedre selvværd og større kropstilfredshed blandt børn og unge,” siger Camilla Hersom, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Men hvis det udvikler sig til stadig flere kostregler, en voksende optagethed af mad og en modvilje mod at spise sammen med andre, kan det være tegn på, at noget er ved at tage over.
“Spiseforstyrrelser er jo eksperter i at koble sig på sådan legitime undskyldninger,” siger Tine Busk.
Det afgørende er derfor ikke den enkelte kostregel eller interessen for sundhed, men om den unge gradvist bliver mere bundet af reglerne, får sværere ved at fravige dem og begynder at lade mad og krop fylde så meget, at det begrænser andre dele af livet.
En spiseforstyrrelse viser sig ikke altid ved, at noget ser forkert ud. Nogle gange er det netop, fordi forandringerne ser fornuftige ud udefra, at de kan være svære at opdage.
Når spiseforstyrrelsen bliver en mestringsstrategi
For at forstå, hvorfor et ungt menneske kan blive ved med at følge regler, der efterhånden styrer en stadig større del af livet, er det nødvendigt at se på, hvilken funktion spiseforstyrrelsen kan få.
Den handler nemlig ikke kun om mad, vægt eller udseende. For nogle unge bliver kontrollen over maden en måde at håndtere tanker og følelser på, som ellers er vanskelige at være i.
Faktaboks: Hvad er en spiseforstyrrelse?
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, hvor tanker om mad, krop, vægt og spisning fylder så meget, at det påvirker den enkeltes trivsel, sundhed og hverdag. For nogle bliver kontrollen over maden en måde at håndtere svære følelser, uro eller oplevelsen af ikke at slå til på. En spiseforstyrrelse handler derfor om langt mere end mad og vægt, og den kan ramme mennesker i alle aldre og uanset kropsstørrelse.
De forskellige former
Anoreksi (anorexia nervosa)
Kendetegnet ved en stærk frygt for at tage på og et begrænset fødeindtag, som kan føre til betydeligt vægttab. Den ramte kan have et forvrænget billede af sin krop og opleve en intens trang til at kontrollere vægt og spisning.
Bulimi (bulimia nervosa)
Tilbagevendende episoder med overspisning, hvor personen oplever at miste kontrollen, efterfulgt af forsøg på at kompensere, eksempelvis gennem opkastning, faste, overdreven motion eller brug af afføringsmidler. Vægten kan være normal, og lidelsen er derfor ikke altid synlig for omgivelserne.
Binge eating disorder (BED)
Også kaldet tvangsoverspisning. Personen har tilbagevendende episoder, hvor vedkommende spiser store mængder mad og oplever at miste kontrollen. Episoderne kan være forbundet med skam, skyld og stærkt ubehag. I modsætning til bulimi følger der typisk ikke regelmæssig kompenserende adfærd.
Atypiske spiseforstyrrelser og andre spiseforstyrrelser
Nogle mennesker har alvorlige symptomer på en spiseforstyrrelse uden at opfylde alle kriterierne for en bestemt diagnose. Det kan eksempelvis være, at personen har tabt sig betydeligt, men ikke er undervægtig. Symptomerne kan være lige så belastende og kræve hjælp.
Ortorektiske tendenser
Et overdrevent fokus på at spise det, personen opfatter som sundt eller rent, kan føre til rigide regler, angst omkring bestemte fødevarer og begrænsninger i det sociale liv. Ortoreksi er ikke en selvstændig diagnose i de almindeligt anvendte diagnosesystemer, men kan være et tegn på et problematisk forhold til mad.
Husk
En spiseforstyrrelse kan ikke altid ses udefra. Den ramte behøver hverken at være undervægtig eller have et bestemt udseende. Hvis tanker om mad, krop og vægt begynder at styre hverdagen, er det vigtigt at tage tegnene alvorligt og søge hjælp.
Reglerne omkring måltider og motion kan give en oplevelse af orden og kontrol i en hverdag, der føles kaotisk eller uoverskuelig.
“Vi forstår altid spiseforstyrrelser som en form for mestringsstrategi,” siger Tine Busk.
Det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen er en god eller holdbar løsning, men at den kan opleves som en hjælp for den unge, selv om den på længere sigt gør problemerne større.
Hvis det er svært at være i egne følelser, konflikter eller oplevelser af utilstrækkelighed, kan kontrollen over maden eller kroppen opleves som noget, man selv kan styre.
Som Tine Busk forklarer, kan sulten for nogle aflede opmærksomheden fra det, der ellers gør ondt:
“Det kan aflede en fra alt det andet, der var svært i livet.”
Det kan være med til at forklare, hvorfor det ikke nødvendigvis hjælper blot at fortælle den unge, at vedkommende skal spise mere eller holde op med at træne så meget.
Hvis adfærden er blevet en måde at håndtere noget andet på, forsvinder behovet for den ikke automatisk, fordi omgivelserne forsøger at fjerne symptomet.
Den unge kan samtidig godt vide, at adfærden er skadelig, men være bange for at give slip på den kontrol, som sygdommen tilsyneladende giver.
På længere sigt kan strategien få den modsatte virkning af den tilsigtede.
“Det er en dårlig mestringsstrategi, fordi man jo får mindre energi,” understreger Tine Busk.
Når kroppen får for lidt næring, kan den unge blive mere irritabel, få sværere ved at overskue hverdagen og opleve flere konflikter.
Dermed kan det, der begyndte som en måde at håndtere uro på, efterhånden skabe endnu mere uro.
For forældrene er det vigtigt at forstå denne sammenhæng, så de kan møde barnet med omsorg uden at bagatellisere den adfærd, der skader det.
De tegn, forældrene skal holde øje med
En spiseforstyrrelse kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og det er ikke altid vægten, der først afslører, at noget er galt.
Nogle unge begynder at pille i maden, skære fedtkanter fra eller sortere bestemte dele af måltidet fra. Andre springer måltider over, siger nej til dessert eller ændrer pludselig deres vaner omkring slik og snacks.
Det kan også være, at de bruger væsentligt mere tid på træning, bliver optaget af protein og kalorier eller begynder at følge stadig flere regler for, hvad de må spise.
Tine Busk opfordrer forældre til at holde øje med ændringer i barnets adfærd. Den unge kan som tidligere nævnt. begynde at tilbringe mange flere timer i fitnesscenteret eller reagere anderledes, når planer omkring mad ændres.
Det kan være små forskydninger, som først bliver tydelige, når man ser tilbage på de seneste uger eller måneder.
Derfor er det vigtigt ikke kun at spørge ind til, om barnet har tabt sig, men også at lægge mærke til, om måltiderne er blevet vanskeligere, motionen fylder mere, eller den unge virker mere urolig omkring mad.
Et andet tegn kan være, at den unge gentagne gange trækker sig efter et måltid.
Nogle forældre bemærker, at barnet forsvinder ud på badeværelset eller er væk et stykke tid efter at have spist, og man kan blive bekymret for, om de kaster op efter at have spist.
Opkast er en velkendt kompenserende adfærd ved spiseforstyrrelser. Hvis det bliver et tilbagevendende mønster hos barnet at forsvinde efter et måltid, bør man som voksen reagere ved at spørge nysgerrigt ind til barnets adfærd og vise sin bekymring.
Det er samtidig vigtigt at skelne mellem almindelige madvaner og en spiseforstyrrelse. Børn kan være kræsne, have perioder, hvor de foretrækker bestemte fødevarer, eller være optaget af sport og træning uden at være syge.
Bekymringen vokser især, når adfærden bliver fastlåst, når den unge bliver meget urolig ved tanken om at bryde reglerne, eller når mad og motion begynder at begrænse det sociale liv. Som Tine Busk siger:
“Familier kan have forskellige regler for bordskik og forskellige madvaner, og derfor kan spisesituationer være meget forskellige fra familie til familie.”
Som forældre bør man være opmærksom, hvis barnets adfærd omkring spisning ændres uden nogen oplagt grund.
Forældrenes vigtigste opgave i dette, er ikke at stille en diagnose men at opdage, når noget ændrer sig, og tage den unge alvorligt. Hvis bekymringen vokser, er det bedre at søge råd end at vente på, at problemet bliver synligt for alle.
Også drenge kan være på vej ind i en spiseforstyrrelse
Spiseforstyrrelser forbindes ofte med piger, der ønsker at blive meget tynde, men det billede er for snævert.
Drenge kan også udvikle et problematisk forhold til mad, træning og krop, og tegnene kan være anderledes end dem, mange umiddelbart forbinder med sygdommen.
Hos nogle kan interessen begynde med et ønske om at blive stærkere, mere muskuløs eller få en tydeligere markeret mave.
Træningen kan i begyndelsen være sund og meningsfuld, men hvis den ledsages af strenge kostregler, overdreven motion og frygt for at spise bestemte fødevarer, kan udviklingen blive problematisk.
Tine Busk forklarer, at drengenes kropsidealer nogle gange handler mere om muskulatur end om at være tynd.
“Drengene drømmer mere om at få det der vaskebræt,” siger hun.
En ung mand, der træner intensivt og interesserer sig for sin kost, bliver måske ligefrem rost for sin disciplin.
Men hvis ønsket om en bestemt krop fører til, at han begrænser sin mad, bliver bange for at spise uden for planen eller ikke længere kan holde fri fra træningen, er der grund til at se nærmere på udviklingen.
Tine Busk beskriver, hvordan et stærkt fokus på træning kan være udgangspunktet for et mere problematisk forhold til mad:
“Det kan starte med et kraftigt fokus på træning og et ønske om at leve op til et særligt kropsideal, og så ser vi ofte, at fokus på maden dukker op sideløbende.”
Det afgørende er ikke, om den unge går i fitnesscenter eller ønsker at blive stærkere, men om træningen bliver så styrende, at andre hensyn forsvinder.
Det kan f.eks. blive svært at deltage i sociale arrangementer, hvis de ikke passer med træningsplanen, eller at spise det samme som vennerne, fordi måltidet ikke lever op til bestemte regler.
Forældre bør derfor også være opmærksomme på drenge, der ikke ser ud til at være optaget af vægttab. En ung kan undgå bestemte fødevarer, træne trods skader eller blive meget frustreret, hvis en træning må aflyses.
Det er ikke i sig selv bevis på en spiseforstyrrelse, men kan være tegn på, at forholdet til kroppen og maden er ved at blive ufleksibelt.
Det handler ikke om at dæmonisere styrketræning eller ønsket om at være i god form, men om at være opmærksom på, hvornår ønsket om en bestemt krop begynder at styre den unges hverdag og syn på sig selv.
Når spejlbilledet ikke stemmer overens med virkeligheden
For nogle unge med en spiseforstyrrelse kan opfattelsen af deres egen krop ændre sig, så de oplever sig selv som større eller tykkere, end omgivelserne ser dem.
Det kan være svært for forældre at forstå, når de ser en ung, der allerede er meget tynd, men som fortsat føler et stærkt behov for at tabe sig.
Forældrenes forsikringer om, at barnet ikke er tykt, ændrer ikke nødvendigvis den unges oplevelse af sig selv.
Den unge kan bruge meget tid på at undersøge sin krop i spejlet, sammenligne sig med andre eller kontrollere, om kroppen har ændret sig. Andre undgår måske spejle eller situationer, hvor kroppen bliver synlig.
Kropsidealer på sociale medier og i omgivelserne kan forstærke utilfredsheden, når bestemte kropstyper fremstilles som særligt attraktive eller eftertragtelsesværdige.
Det kan ramme både piger, der føler et pres for at være tynde, og drenge, der stræber efter en muskuløs og markeret krop.
For forældre er det vigtigt at forstå, at den unges utilfredshed ikke nødvendigvis forsvinder, fordi de voksne siger, at kroppen ser helt normal ud.
Oplevelsen kan føles virkelig for den unge, selv om den ikke stemmer med omgivelsernes blik. Derfor er det vigtigere at forsøge at forstå, hvad den unge oplever, end at diskutere, hvordan kroppen ser ud.
Hvis tanker om vægt, udseende og mad begynder at dominere hverdagen, bør bekymringen tages alvorligt, og der bør søges rådgivning.
Når noget andet gør ondt
Når et ungt menneske udvikler en spiseforstyrrelse, er det nærliggende at koncentrere sig om maden, vægten og de synlige symptomer.
Ifølge Tine Busk kan der ligge mange forskellige forhold bag, og det er ikke altid muligt at pege på én enkelt årsag.
Nogle unge oplever problemer i skolen eller i vennegruppen, andre har været belastede af andre bekymringer gennem længere tid uden at vise det tydeligt, og for nogle bliver hverdagen pludselig sværere at håndtere, når f.eks. klasser bliver lagt sammen, eller venskaber ændrer sig.
Tine Busk fortæller om en ung, der på kort tid udviklede symptomer efter en ændring i skolens sociale miljø.
“Det var rigtig svært at være i skolen,” fortæller hun.
Pointen er ikke, at en bestemt skoleforandring automatisk fører til en spiseforstyrrelse, men at det, der kan se forholdsvis almindeligt ud for andre, kan ramme et sårbart ungt menneske hårdt.
Nogle børn er dygtige til at skjule, hvor meget de kæmper. De passer deres skole, har venner og fremstår velfungerende, selv om de indeni er pressede.
Tine Busk beskriver det sådan:
“De holder sammen på sig selv.”
Derfor er det vigtigt ikke at lade sig berolige alene af, at barnet får gode karakterer, har venner eller deltager i familiens hverdag. Et barn kan godt fungere på nogle områder og samtidig have det meget svært på andre.
De bagvedliggende forhold kan handle om mistrivsel, usikkerhed, svære følelser, pres eller en oplevelse af ikke at kunne leve op til egne eller andres forventninger.
Sociale medier og kropsidealer kan for nogle forstærke en allerede eksisterende sårbarhed, men de er ikke nødvendigvis hele forklaringen.
Tine Busk peger på, at man må forsøge at forstå den enkelte unge og den sammenhæng, vedkommende befinder sig i.
Det kan derfor være mere hjælpsomt at spørge, hvad den unge forsøger at håndtere gennem adfærden, end blot at skælde ud over symptomerne. Tine Busk formulerer det som et spørgsmål:
“Hvad er det, der gør, at du bliver nødt til at gøre det her?”
Det betyder ikke, at forældrene skal acceptere en adfærd, der skader barnet, eller vente med at reagere, til alle problemer er forstået. De skal både tage symptomerne alvorligt og forsøge at forstå, hvad der ligger bag.
Sådan spørger du ind til dit barn
Når forældre begynder at blive bekymrede, kan det være svært at vide, hvordan de skal tage hul på samtalen.
De kan være bange for at sige noget forkert eller gøre barnet vredt, samtidig med at bekymringen kan give lyst til at stille mange spørgsmål, kontrollere måltiderne eller kræve, at barnet straks ændrer adfærd.
Hvis den unge allerede føler sig presset, kan en konfronterende tilgang gøre det vanskeligere at tale åbent om det, der foregår.
Tine Busk anbefaler, at forældrene tager udgangspunkt i relationen til barnet i de svære samtaler, man skal have, når bekymringerne for barnets trivsel vokser.
“Det handler om at vise interesse for, hvordan barnet har det, og være tydelig om, at man har lagt mærke til nogle forandringer, uden straks at konkludere, hvad de betyder.”
Man kan f.eks. fortælle, at man har bemærket, at barnet spiser anderledes, træner mere eller virker mere optaget af bestemte regler, og spørge, hvordan barnet selv oplever det.
Det er vigtigt at tale om det, man faktisk har observeret, frem for at sætte en diagnose på barnet. Hvis den unge gentagne gange går væk efter måltiderne, kan man nævne det roligt og fortælle, at man er bekymret.
Hvis der er tegn på opkastninger, bør man heller ikke lade som ingenting, men tage det op uden at ydmyge barnet eller gøre det forkert. Tavshed kan efterlade den unge alene med et problem, der allerede er ved at vokse.
Forældrene behøver ikke have alle svarene eller vide præcis, hvad der skal ske videre. De skal først og fremmest gøre det tydeligt, at barnet ikke står alene, og at de gerne vil hjælpe.
Det kan være en god idé at forberede sig, før samtalen finder sted, og vælge et tidspunkt, hvor der er ro.
Hvis forældrene selv er meget bange, chokerede eller vrede, kan det være hjælpsomt først at tale med en rådgiver eller en person, de har tillid til. Somenta er naturligvis til rådighed med hjælp til denne samtale.
En samtale behøver heller ikke løse alt på én gang; nogle unge vil først være i stand til at tale om det efter flere forsøg.
Tine Busk peger på, at det kan være nødvendigt at hjælpe den unge med at få øje på, hvad sygdommen er ved at tage fra dem.
Hun beskriver det som et forsøg på at motivere dem til at se, at der er noget, der er i gang med at ødelægge deres liv.
Det handler ikke om at true barnet med konsekvenser, men om at tale om de konkrete ting, som er blevet sværere: energien, venskaberne, friheden til at spise sammen med andre eller muligheden for at gøre noget spontant.
Målet er ikke at vinde en diskussion om mad, men at hjælpe barnet med at få sit liv tilbage
Når familien skal spise ude
Måltider kan blive særligt vanskelige, når en ung har et problematisk forhold til mad.
Det, der for andre er en almindelig middag hos bedsteforældre eller venner, kan for den unge være forbundet med usikkerhed, regler og frygt for at blive kommenteret på.
Hvis andre spørger, hvorfor barnet ikke spiser mere, springer desserten over eller skærer maden på en bestemt måde, kan opmærksomheden omkring måltidet vokse og gøre situationen endnu mere ubehagelig.
Tine Busk fremhæver betydningen af at lave aftaler på forhånd, især når familien skal være sammen med andre.
“Det der med at skabe god stemning” er en central del af hendes råd.
Det handler om at undgå at gøre måltidet til en offentlig konfrontation, hvor den unge føler sig udstillet.
Hvis bestemte situationer er vanskelige, kan forældrene og barnet tale om dem inden besøget og aftale, hvordan de bedst håndterer dem.
Det kan også være relevant at tale med værterne på forhånd. Hvis bedsteforældre eller venner ved, at familien arbejder med en vanskelig situation, kan de lettere undgå kommentarer om portioner, dessert eller bestemte madvarer.
Det bør ske med respekt for barnets privatliv, og det er ikke nødvendigt at fortælle alle detaljer. Forældrene kan samtidig aftale med barnet, hvad det selv ønsker at fortælle andre, og hvem der må vide hvad.
En bemærkning, der er tænkt som opmuntring, kan opleves som pres, og gentagne opfordringer til at spise mere kan gøre måltidet til en kamp.
“Man skal som forælder ikke gå med på de regler, som en spiseforstyrrelse måske er ved at skabe, men selvom barnet er syg, skal barnet selvfølgelig stadig behandles med respekt.”
Derfor bør de voksne undgå at diskutere barnets madvaner foran andre. Det betyder ikke, at man skal undgå alle sociale måltider eller lade spiseforstyrrelsen bestemme alt, men at udfordringerne skal håndteres med omtanke.
Forældrenes rolle – at støtte uden at gøre maden til en kamp
Når forældrene opdager, at der er noget galt, kan de føle et stærkt behov for at gribe ind med det samme.
De vil have barnet til at spise, stoppe den overdrevne træning eller holde op med at følge de regler, der ser ud til at skade det.
Det er en forståelig reaktion, men hvis maden bliver centrum for konflikter, kan måltidet i sig selv blive forbundet med endnu større ubehag.
Tine Busk beskriver dette som et vigtigt hensyn i arbejdet med familier:
“Tryk avler modtryk.”
Når barnet oplever pres, kan det reagere med modstand, vrede eller tilbagetrækning, og konflikten kan hurtigt komme til at handle mere om, hvem der bestemmer, end om hvordan barnet får hjælp.
Det betyder ikke, at forældrene skal give op eller lade spiseforstyrrelsen styre familiens hverdag. De må finde en måde at stå fast på, som samtidig bevarer kontakten til barnet.
Det er naturligt at blive frustreret, når man ser sit barn gøre noget, der ser skadeligt ud, og det kan være svært at bevare roen, når barnet afviser hjælp.
Tine Busk peger derfor på, at forældrene skal forsøge at regulere sig selv, før de tager de svære samtaler.
De kan godt sætte grænser og samtidig vise omsorg, fortælle at de er bekymrede og insistere på, at der skal søges hjælp, uden at gøre barnet forkert eller reducere det til dets adfærd omkring mad.
Det er også vigtigt at se barnet som mere end sine symptomer. Hvis spiseforstyrrelsen er blevet en måde at håndtere andre problemer på, kan der være behov for at undersøge og spørge ind til hele barnets situation, herunder skolen, vennerne, følelseslivet og de krav, barnet oplever.
Målet er ikke alene, at barnet spiser et bestemt måltid, men at det igen får mulighed for at leve et liv, hvor mad og krop ikke styrer alt.
Tine Busk peger også på i denne forbindelse, at voksne skal være opmærksomme på deres egen måde at tale om mad, sundhed og krop på.
Børn lytter til, hvordan de voksne taler om deres egne kroppe, vægt, mad og behovet for at træne.
Det betyder ikke, at forældre skal bebrejdes, hvis deres barn udvikler en spiseforstyrrelse, men det understreger, at de kropsidealer og regler, der præsenteres som selvfølgelige, kan påvirke børn og unge.
Søskende mærker også, når noget er galt
Når et barn i familien udvikler en spiseforstyrrelse, påvirker det ikke kun barnet og forældrene.
Søskende kan mærke, at stemningen derhjemme ændrer sig, at måltider bliver vanskelige, eller at forældrenes opmærksomhed i højere grad samler sig om den, der er syg.
Nogle bliver bekymrede og forsøger at hjælpe, mens andre reagerer med irritation eller trækker sig fra situationen.
”Man skal huske på, at man har mere end ét barn.”
Tine Busk peger på, at resten af familien også skal tænkes ind, og at sygdommen ikke bør blive en hemmelighed, som alle skal bære alene.
Det betyder ikke, at søskende skal kende alle detaljer, men at de skal have mulighed for at forstå situationen og få støtte, hvis de selv bliver belastede.
Mindre børn kan have brug for en enkel forklaring på, hvorfor deres søster eller bror reagerer anderledes ved måltiderne, mens ældre søskende måske har brug for at tale mere direkte om sygdommen og de forandringer, den medfører.
Samtidig skal forældrene passe på ikke at gøre søskende medansvarlige for behandlingen eller for at holde øje med den unge.
De skal fortsat have lov til at være børn og unge med deres egne interesser, venner og problemer. Når et barn i familien har en spiseforstyrrelse, kan meget af forældrenes opmærksomhed naturligt samle sig om den, der er syg.
Derfor er det vigtigt også at give søskende tid og nærvær. Det behøver ikke være store oplevelser – nogle gange er en helt almindelig tur i supermarkedet nok til at vise, at de også bliver set, hørt og prioriteret.
Det er også vigtigt, at forældrene også spørger, hvordan de har det, og giver dem plads til at fortælle, hvis sygdommen fylder for meget derhjemme.
Bedsteforældre og venner kan se noget, familien overser
Forældre er ofte så tæt på deres børn, at de gradvist vænner sig til små forandringer i hverdagen.
Det, der begyndte som en ny vane, kan blive en del af familiens rutiner, og derfor kan det være svært at opdage, hvor meget adfærden har ændret sig.
Bedsteforældre, venner eller andre voksne omkring den unge kan nogle gange se mønsteret tydeligere, fordi de møder barnet i andre situationer.
Hvis en bedsteforælder eller en nær relation bliver bekymret, kan det være en hjælp at tage en rolig samtale med forældrene og beskrive de konkrete observationer.
“Det er sjældent hensigtsmæssigt at komme med en færdig konklusion eller anklage familien for ikke at have opdaget problemet.“
Man kan i stedet fortælle, hvad man har lagt mærke til, og spørge, om forældrene selv har bemærket noget lignende. Det kan give dem anledning til at se på situationen med friske øjne og eventuelt søge rådgivning.
Det vigtigste er at handle tidligt og omsorgsfuldt. Man behøver ikke være sikker på, at der er tale om en spiseforstyrrelse, før man deler sin bekymring.
En respektfuld samtale kan være det første skridt til, at familien opdager, at noget er galt, og får mulighed for at reagere.
At se barnet bag spiseforstyrrelsen
En af de vigtigste erkendelser for forældre er, at der er forskel på den unge og spiseforstyrrelsen, som kan få stadig større indflydelse på den unges liv.
Man kan næsten forestille sig sygdommen som en stærk modstander, der hvisker, at maden er farlig, at reglerne skal overholdes, og at der ikke må gives efter.
Når nogen forsøger at bryde de mønstre, sygdommen har bygget op, kan den unge reagere med vrede, afvisning eller modstand.
Tine Busk beskriver spiseforstyrrelsen som en utrolig stærk modstander. Hun peger på, at forældre kan blive fanget i konflikter, hvor det er svært at skelne mellem barnets egne ønsker og sygdommens krav:
“Det er ikke deres barn, de har konflikter med, men det er spiseforstyrrelsen.”
Det betyder ikke, at barnet er uden ansvar for sin adfærd, eller at forældrene skal acceptere alt, hvad der sker. Det betyder, at de skal forsøge at se bag om modstanden og huske, at barnet stadig har brug for omsorg, tryghed og hjælp.
Det kan være svært at stå på den anden side af afvisningen, især når man som forælder blot ønsker at hjælpe sit barn. Men det er ikke barnet, der skal bekæmpes, men sygdommen, som forsøger at få stadig større plads i barnets liv.
Den unge kan have brug for at blive mødt med omsorg, tålmodighed og forståelse, samtidig med at de voksne står fast over for den adfærd, der skader.
Tine Busk understreger, at forældrene ikke må slippe relationen, selv når der er modstand. Hun beskriver behovet for at holde fast, ellers så får spiseforstyrrelsen alt for meget plads.
Det er ikke et råd om at presse barnet hårdere, men om at blive ved med at være til stede, søge hjælp og fastholde, at sygdommen ikke skal have lov til at bestemme hele familiens liv.
Husk at en vred eller afvisende reaktion ikke nødvendigvis betyder, at barnet ikke ønsker hjælp.
Tidlig indsats, støtte og kærlighed
Jo tidligere tegnene på en spiseforstyrrelse bliver taget alvorligt, desto tidligere kan familien søge hjælp og støtte den unge.
Det kræver opmærksomhed og mod til at reagere, også når man er i tvivl. Man behøver ikke kende alle svarene eller selv kunne løse problemet.
Det vigtigste er at bevare relationen, tage bekymringen alvorligt og søge hjælp, når mad, krop og træning begynder at styre den unges liv.
Somenta – hjælp også til de pårørende
Det kan være svært at vide, hvor man skal henvende sig, når man begynder at blive bekymret for et barn eller en ung.
Nogle forældre er usikre på, om det, de ser, er alvorligt nok til at søge hjælp, mens andre har brug for at tale med nogen, før de tager emnet op med barnet.
Man behøver ikke have en færdig forklaring eller være sikker på, at der er tale om en spiseforstyrrelse, før man søger råd.
“Som forælder behøver du ikke være sikker på, at dit barn har en spiseforstyrrelse, før du søger hjælp”
Tine Busk fortæller, at Somenta både arbejder med mennesker, der selv er berørt, og med deres pårørende.
Organisationens rådgivning er blandt andet bemandet af frivillige omkring 200 frivillige. Hun fremhæver vigtigheden af behovet for støtte og rådgivning både til dem, der er rundt om, og til dem, der selv er ramt.
For en familie, der står midt i usikkerheden, kan det være vigtigt at tale med nogen, der kender problematikken, og som kan hjælpe med at sortere i bekymringerne uden at bagatellisere dem.
Hvis du er bekymret for dit barn, dit barnebarn eller en ung i din omgangskreds, kan du kontakte Somenta for at få rådgivning om, hvad du kan gøre.
Det gælder også, hvis du blot er i tvivl om, hvorvidt de ændringer, du har lagt mærke til, er tegn på noget mere alvorligt.
Du behøver ikke vente, til der er et tydeligt vægttab, eller til situationen er blevet så alvorlig, at alle omkring den unge kan se, at noget er galt.
Kommunerne kan desuden have forskellige tilbud til børn og unge, der mistrives, og deres familier.
Det kan derfor være en god idé at kontakte kommunens familieafdeling eller undersøge kommunens hjemmeside for at se, hvilke muligheder der findes dér, hvor I bor.
