Uden mad og drikke – 3 spændende kogebøger til efterårsmørket

Efteråret er måske den tid på året, hvor køkkenet for alvor bliver et sted, man har lyst til at være. Udenfor falder temperaturen, dagene bliver kortere, og indenfor breder duften af simremad, nybagt brød og gode råvarer sig. ManSphere har fundet tre kogebøger, der inviterer til at sænke tempoet, gå på opdagelse i nye retter og gøre madlavningen til noget, man kan samles om.

Foto:  Yuliia Laptieva, Pexels

Mere enkelt af Ottolenghi

Tre millioner solgte eksemplarer af Enkelt vidner om, at Yotam Ottolenghis vision om ubesværet madlavning har ramt en nerve hos madentusiaster verden over.

Nu er han klar med Mere enkelt – en bog, der forfølger den samme filosofi og inviterer dig til at gøre køkkenet til et fristed frem for en stressfaktor.

For Ottolenghi handler det om at skabe plads til ro og nydelse. Som han selv formulerer det:

“Vi ønskede at skabe et rum, der giver folk mulighed for at slappe lidt mere af i køkkenet, at bruge det spisekammer, de allerede har opbygget, og den viden, de allerede besidder.”

Med 135 nye opskrifter spændende fra morgenmad til dessert giver Mere enkelt rigeligt at gå i gang med. Opskrifterne er bygget op om tre enkle principper: de er klar på ca. 30 minutter, tilberedes i én gryde eller kan forberedes i god tid.

Resultatet er mad med den karakteristiske Ottolenghi-intensitet – krydret med za’atar, tahini, harissa og hvidløg – der fungerer lige så godt til en stille hverdagsaften som til et selskab.


Protein 2 af Hannah Grant

Hannah Grant har lavet mad til nogle af verdens bedste atleter. Hun ved af erfaring, at kosten er det, der gør den største forskel, når kropsvægt skal justeres op eller ned.

Det gælder også energi, bedre restitution og optimering af muskelopbygning.

Som faglært kok med speciale i ernæring lægger hun stor vægt på, at hendes opskrifter er lette at lave, så de kan passe ind i hverdagen – alt sammen uden at gå på kompromis med hverken smag eller mæthed.

I denne bog er der opskrifter på klassiske livretter såsom boller i karry, comfort-food a la BBQ meatball-sandwich og burgere samt kødboller og frikadeller i alle afskygninger.

Hannah har rejst i det meste af verden, og bogen indeholder mange af hendes favorit-retter fra bl.a. det franske, italienske og asiatiske køkken.

Glæd dig til at sætte tænderne i klassiske simreretter som ossobuco og svinekæber, lette fiskeretter, saftigkylling og sunday roast. Du får også opskrifter på kager og proteinbrød og -boller.

Hannah Grant har tidligere udgivet Protein 1 – mere muskel, mindre fedt, hvor hun fortæller om, hvorfor protein er så vigtig for vores sundhed.

Bogen indeholder basis-opskrifter og træningsprogram. I Protein 2 – flere opskrifter viser Hannah, hvordan du let kan lave proteinrige måltider til hele familien alle dage i ugen.


Hverdags Grøntsager af Meyers Madhus

I Meyers Hverdagsgrøntsager har de dygtige kokke fra Madhuset sat sig for at lave enkel og lækker hverdagsmad med de 13 mest almindelige grøntsager.

Bogen er bygget op sådan, at hver de 13 hovedingredienser kommer under kærlig behandling i sit helt eget kapitel.

Læseren bliver klædt på til at forstå, hvornår og hvordan de respektive grøntsager fungerer bedst i alle sæsoner. De 13 grøntsager er spidskål, squash, kartofler, broccoli, blomkål, auberginer, knoldselleri, gulerødder, jordskokker, græskar, rødbeder, grønkål og svampe.

Lad dig friste af retter som selleri-vitello med kapers-creme og grillet brød, saltbagte rødbeder med hasselnødder og dild, knoldselleri-shawarma med labne og hjemmebagte fladbrød og blomkålscurry – eller prøv den ovnbagte squash med tomat og fennikelfrø serveret med pappardelle og persille.

Meyers Hverdagsgrøntsager er bogen, der giver grøntsagerne den opmærksomhed, de fortjener – og dig nye favoritter i dit hverdagskøkken.

Kunne du tænke dig at dele artiklen?

Facebook
X
LinkedIn
Pinterest

Nyheder People, Leisure og Nice to know

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få inspiration, nyheder og relevante tilbud direkte i din indbakke.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder.

Læs vores privatlivspolitik her.