Foto: Henriks eget
Optimisme i praksis
Henrik Mathiasen kalder sig ikke optimist, fordi det lyder godt. Han kalder sig optimist, fordi det virker.
Ikke som en følelse, man enten har eller ikke har, men som en måde at møde livet på. Ikke som jubel og højt humør, men som en bevidst handling.
Og netop den forskel er afgørende for at forstå både hans arbejde og hans historie.
For optimisme bliver ofte misforstået. Mange forbinder det med at være konstant glad, tænke positivt uanset hvad eller at ignorere det, der er svært.
Den type optimisme – det, Henrik selv kalder jubeloptimisme – giver ifølge ham ingen mening. For livet er ikke altid godt. Der er modgang, tab, usikkerhed og situationer, hvor det eneste ærlige svar er, at noget føles forkert.
“Optimisme er en tro på, at en given situation kan udvikle sig i en positiv retning.”
Den definition er enkel, men rummer noget væsentligt: optimisme starter ikke i det positive – den starter i virkeligheden. I erkendelsen af, at noget er svært, uretfærdigt eller uden for ens kontrol.
Forskellen ligger i, hvad der sker derefter.
Hvor pessimismen stopper ved konstateringen – “det er noget lort” – tager optimisten det næste skridt: “hvad kan jeg gøre ved det?”
Ikke fordi løsningen nødvendigvis er åbenlys, og ikke fordi udfaldet er garanteret. Men fordi der er en tro på, at ens handlinger kan påvirke retningen.
Optimisme handler derfor ikke om at føle sig godt tilpas hele tiden. Det handler om at tage ansvar i situationer, hvor det ville være lettere at give op.
Det er en aktiv tilgang, hvor man leder efter handlemuligheder frem for forklaringer på, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre.
Henrik beskriver det som et sted midt imellem to yderpunkter. På den ene side jubeloptimismen, hvor alt bliver gjort positivt – også det, der ikke er det.
På den anden side pessimismen, hvor modgang bliver tolket som permanent og uforanderlig. Optimisten befinder sig imellem de to: realistisk nok til at se problemet, men handlekraftig nok til at gøre noget ved det.
Det er også derfor, han skelner skarpt mellem at være optimistisk og at være positiv. Man kan godt være optimistisk uden at være positiv.
Man kan godt stå midt i noget, der er svært, og stadig tro på, at det kan udvikle sig. Under Corona var der intet positivt i, at hans forretning fra den ene dag til den anden blev umulig at drive.
Men han kunne stadig være optimistisk omkring, hvad han kunne gøre i situationen.
Optimisme er dermed ikke en personlighedstype, men en praksis. Noget, der opstår i måden, man tænker og handler på. Noget, der kan trænes, gentages og styrkes over tid.
Og noget, der især bliver tydeligt i modgang – for det er dér, forskellen for alvor viser sig.
Det betyder også, at optimisme ikke er noget, man beslutter én gang. Det er en række små valg, der træffes igen og igen. I hverdagen. I relationer. I arbejdet. I de øjeblikke, hvor det ville være nemmere at lade stå til.
Det lyder enkelt. Men i praksis er det alt andet end simpelt. For det kræver, at man tør stå midt i det, der ikke fungerer – og stadig vælge at handle.
Når pessimismen banker på
Selv for en professionel optimist forsvinder pessimismen ikke. Den er ikke noget, man lægger bag sig én gang for alle, som en afsluttet fase. Den er der stadig – og den kan opstå hurtigt, næsten uden varsel.
“Pessimismen kan komme på et halvt sekund.”
Det er en central pointe i Henriks måde at arbejde med optimisme på: det handler ikke om at undgå negative tanker eller følelser. De opstår automatisk. Instinktivt.
Som en del af det at være menneske. Spørgsmålet er ikke, om de kommer – men hvad man gør, når de kommer.
Han beskriver en helt almindelig situation fra sin egen hverdag. En dag, hvor han er på vej hjem efter et foredrag. Han er træt, men tilfreds, og har en klar forventning om, hvad der venter: ro, et pusterum, måske en drink og lidt stilhed.
En stille overgang fra arbejde til privatliv. Men sådan bliver det ikke. Da han træder ind ad døren, er der gang i huset. Gæster er på vej, maden skal laves, og tempoet er højt.
Den forestilling, han havde bygget op i hovedet, bliver brudt på et øjeblik, og reaktionen kommer med det samme. Irritationen melder sig. Modstanden. Tankerne begynder at køre.
Det er her, forskellen opstår. Ikke i følelsen, men i det næste skridt.
“Mit mål var at stoppe det negative, før det kom ud gennem munden.”
For Henrik ved, hvor hurtigt en indre tilstand kan blive til ydre handling. Ét surt svar eller en skarp kommentar er nok til at ændre stemningen i et rum. Derfor handler det for ham ikke om at undgå reaktionen, men om at tage ansvar for det, der følger efter.
Han gør noget aktivt. Trækker sig fra situationen. Går væk et øjeblik. Ikke for at ignorere det, der sker, men for at skabe et rum, hvor han kan vælge sin reaktion i stedet for at reagere automatisk. Her begynder arbejdet.
Han retter bevidst sin opmærksomhed. Skifter fokus. Minder sig selv om det, der også er sandt i situationen: at han faktisk godt kan lide de mennesker, der kommer, at det kan blive en god aften, og at det, der lige nu føles som et problem, i virkeligheden er en omstilling.
Efter ti minutter er noget ændret. Ikke situationen – men hans måde at være i den på.
“Det er ikke, at jeg bliver sur. Det er, hvad jeg gør med det.”
Og det er netop her, optimisme bliver konkret. Ikke som en følelse, man kan fremtvinge, men som en evne til at regulere sig selv. En måde at tage ansvar for sin egen tilstand på, også når den første reaktion peger i en anden retning.
Henrik er tydelig omkring, at det ikke handler om at undertrykke følelser. Irritationen er legitim. Den må gerne være der.
Men den skal ikke have lov til at styre handlingerne. Det er en vigtig skelnen, for mange forbinder optimisme med at være glad hele tiden, men i virkeligheden handler det om at kunne rumme hele spektret af følelser – uden at blive styret af dem.
Det er også derfor, han ikke slår sig selv oven i hovedet bagefter. Reaktionen er menneskelig. Det afgørende er, hvad han gør med den. Han registrerer den, justerer sin retning og går videre.
Der er ikke noget perfekt over det. Men der er en praksis. Og det er netop dér, optimismen lever.
En livsindstilling
For Henrik er optimisme ikke noget, man tager frem i perioder, og det er heller ikke noget, man arbejder med i en afgrænset fase af sit liv for derefter at lægge fra sig igen.
Det er ikke en metode, man tester af, eller en teknik, man bruger, når det passer ind. Det er en grundlæggende måde at være i verden på.
“Det er ikke en kur. Det er den, du er.”
Netop den pointe er afgørende for at forstå, hvorfor hans tilgang adskiller sig fra mange andre. For så længe optimisme bliver behandlet som noget midlertidigt – som noget man gør i en periode – vil det også forsvinde igen, så snart modstanden melder sig.
Ligesom alle andre kortsigtede løsninger gør det. Men når det i stedet bliver en integreret del af ens måde at tænke og handle på, begynder det at ændre noget langt mere fundamentalt.
Det betyder ikke, at livet bliver nemmere. Det betyder ikke, at problemer forsvinder, eller at man altid føler sig motiveret, glad eller i kontrol.
Det betyder derimod, at man møder de samme udfordringer med en anden tilgang. En tilgang, hvor man ikke stopper ved konstateringen af, at noget er svært eller uretfærdigt, men hvor man insisterer på at finde et råderum – uanset hvor lille det måtte være.
For Henrik handler optimisme i den forstand om ansvar. Ikke et ansvar for alt det, der sker i livet, men et ansvar for den måde, man vælger at reagere på det. Det er forskellen mellem at være passiv i sine egne omstændigheder og aktiv i sin egen retning.
Og det er en forskel, der bliver tydelig, især når livet ikke går, som man havde forestillet sig.
Han vender ofte tilbage til, at alle mennesker møder modgang. Det er ikke det, der adskiller os. Det, der gør forskellen, er måden, vi håndterer den på.
“Man kan ikke vælge alt, der sker i livet, men man kan vælge sin retning. Det er dér, optimisme begynder.”
Nogle bliver stående i problemet, analyserer det, dvæler ved det og lader det brede sig til flere områder af deres liv. Andre begynder – måske langsomt, måske usikkert – at lede efter det næste skridt.
Ikke fordi de nødvendigvis har alle svarene, men fordi de har en grundlæggende tro på, at der er noget, de kan gøre.
Det er netop denne bevægelse, der gør optimisme til en livsindstilling frem for en følelse. For følelser kommer og går, men en livsindstilling ligger som et filter over de valg, man træffer.
Den påvirker, hvilke spørgsmål man stiller sig selv, hvilke handlinger man tager, og hvor hurtigt man rejser sig igen, når noget går imod én.
“Optimisme er ikke en følelse, man venter på – det er en måde at møde verden på, også når den gør modstand.”
Henrik beskriver det ikke som noget, der opstår fra den ene dag til den anden. Tværtimod er det noget, der bygges op over tid gennem gentagelser.
Små situationer, hvor man vælger at handle i stedet for at give op. Små øjeblikke, hvor man stopper op og justerer sin retning, i stedet for at lade sig styre af den første impuls. Det er i de situationer, fundamentet bliver lagt.
For hver gang man vælger at handle – også når det er svært, og selv når man er i tvivl – styrker man den måde at være i verden på. Over tid bliver det ikke længere noget, man skal huske sig selv på. Det bliver en naturlig reaktion. En vane. En identitet.
Det er derfor, Henrik ikke taler om optimisme som noget, man opnår. Der er ikke et punkt, hvor man kan sætte flueben og sige, at nu er man færdig. Det er en kontinuerlig proces, hvor man hele tiden møder nye situationer, der kræver, at man tager stilling. Men forskellen er, at man gør det fra et andet sted.
“Når optimisme bliver en vane, holder man op med at spørge ‘hvorfor sker det?’ og begynder at spørge ‘hvad kan jeg gøre nu?’”
Fra et sted, hvor spørgsmålet ikke er, hvorfor det sker, men hvad man kan gøre ved det.
Fra et sted, hvor man ikke lader modgangen definere retningen, men bruger den som afsæt for næste skridt. Og fra et sted, hvor man – igen og igen – vælger handling frem for passivitet.
Det er ikke en garanti for succes, og det fjerner ikke de svære perioder i livet. Men det skaber en bevægelse. En fremdrift. En oplevelse af, at man ikke står stille i det, der er svært.
Og det er i sidste ende det, der gør optimisme til noget mere end en tanke. Det gør det til en måde at leve på.
Er optimisme altid nok?
Optimisme kan hurtigt lyde som noget abstrakt. En tankegang. En tilgang. Noget, der giver mening i teorien, men som kan være svært at omsætte i praksis. For hvor starter man egentlig, hvis man ikke allerede tænker sådan?
For Henrik begynder det ikke med store forandringer, men med en erkendelse. En ærlig vurdering af, hvordan man faktisk reagerer i sin hverdag.
For hvis man ikke får øje på sine egne mønstre – de automatiske tanker, de hurtige reaktioner, de situationer hvor man giver op eller lader stå til – så er der heller ikke noget at arbejde med.
Det næste skridt handler om retning. Ikke i form af en stor livsplan, men som et enkelt spørgsmål: hvordan vil jeg gerne reagere i de situationer, jeg står i? Hvilken version af mig selv vil jeg være, når noget går imod mig?
Det er her, optimisme begynder at tage form som noget konkret. Ikke som en følelse, men som et valg.
Men valget i sig selv er ikke nok. Det afgørende er handlingen. Og her er Henriks tilgang konsekvent: man starter småt.
Det kan være i de helt almindelige situationer i hverdagen. Når noget ikke går som planlagt. Når man bliver irriteret. Når energien er lav. I stedet for at følge den første impuls kan man stoppe op et øjeblik og stille et andet spørgsmål: “hvad kan jeg gøre her?”
Ikke hvad der er ideelt. Ikke hvad der ville være perfekt. Men hvad der er muligt.
Det er i de små øjeblikke, forandringen begynder. For hver gang man vælger at handle – selv i det små – styrker man den måde at tænke på. Over tid bliver det lettere. Mere naturligt. Noget, der ikke kræver samme bevidste indsats.
Henrik peger også på, at det kan være en hjælp at arbejde med konkrete vaner. Ikke som mål i sig selv, men som en måde at træne opmærksomheden. For eksempel ved at afslutte dagen med at tænke over, hvad der faktisk fungerede, eller starte dagen med at sætte en retning for, hvordan man vil møde den.
Men vigtigst af alt er forståelsen af, at motivation ikke er en forudsætning. Man behøver ikke have lyst. Man behøver ikke føle sig klar. Man kan godt handle alligevel.
Og ofte er det først bagefter, at følelsen følger med.
Det er derfor, Henrik igen og igen vender tilbage til handlingen. Ikke fordi den altid er nem, men fordi den er mulig. Og fordi det er gennem handling, at optimisme går fra at være en idé til at blive en del af ens måde at leve på.
Optimisme i organisationer
Når Henrik træder ind i en organisation, er det sjældent, fordi alt fungerer. Tværtimod bliver han ofte inviteret ind i situationer, hvor der er pres på.
Hvor samarbejdet halter, hvor energien er lav, eller hvor medarbejdere og ledelse er begyndt at pege på hinanden i stedet for at finde løsninger.
Det er i de rum, hans arbejde for alvor får betydning, fordi optimisme her ikke handler om stemning, men om adfærd.
Hans foredrag tager derfor ikke udgangspunkt i store visioner eller abstrakte værdier, men i noget langt mere konkret: hvordan mennesker tænker og handler i hverdagen.
For ifølge Henrik er det netop dér, kulturen bliver skabt. Ikke i strategidokumenter eller værdiplakater, men i de små beslutninger, der træffes hver dag – i møder, i mails og i måden, man håndterer problemer på.
“En optimistisk kultur handler ikke om god stemning, men om at tage ansvar, når noget ikke fungerer.”
Han oplever ofte, at organisationer taler om at ville have en “positiv kultur”, men at det i praksis bliver forstået som god stemning på overfladen.
Problemet er, at det sjældent holder, når det bliver svært. Derfor arbejder han i stedet med begrebet optimistisk kultur, hvor fokus ikke er på at føle sig godt tilpas, men på at handle konstruktivt, når noget ikke fungerer.
Det betyder, at opmærksomheden flyttes fra skyld til ansvar. Fra hvem der har gjort noget forkert, til hvad man konkret kan gøre ved det. Det er en lille forskydning i sproget – men en stor forskel i praksis.
I sine foredrag forsøger han derfor ikke at levere færdige løsninger, men at give deltagerne noget, de kan tage med og bruge med det samme. Noget, der kan omsættes i deres egen hverdag, uanset rolle eller position.
“Hvis folk tager én ting med, som de bruger bagefter, så er det en succes.”
Og det er netop i tiden efter foredraget, at han mærker, om det virker. For næsten dagligt får han beskeder fra mennesker, der har deltaget.
Små opdateringer fra deres hverdag. Eksempler på situationer, hvor de har stoppet op og valgt at reagere anderledes.
Hvor de har taget en samtale på en ny måde, ændret deres tilgang til et problem eller bare stillet sig selv spørgsmålet: “hvad kan jeg gøre her?”
Det er ikke store, spektakulære forandringer. Men det er konkrete handlinger. Og det er dem, der over tid skaber bevægelse.
“Forandring opstår ikke i store visioner, men i de små handlinger, mennesker gentager hver dag.”
For Henrik er det netop det, der bekræfter, at arbejdet giver mening. Ikke applausen på dagen, men det, der sker bagefter. Når det, han har sagt, bliver omsat til noget virkeligt i andre menneskers liv og arbejde.
Samtidig peger han på, at mange organisationer sidder fast i en gensidig forventning, hvor medarbejdere venter på, at ledelsen skal ændre noget, mens ledelsen forventer, at medarbejderne tager mere ansvar.
Resultatet bliver ofte stilstand. En optimistisk tilgang bryder den dynamik, fordi den insisterer på, at alle kan gøre noget – uanset position.
På den måde bliver hans foredrag ikke bare inspiration, men et startpunkt. En anledning til at justere retningen. Ikke gennem store forandringer, men gennem små, gentagne handlinger, der over tid kan ændre måden, organisationen fungerer på.
Og netop dér ligger forbindelsen til resten af hans arbejde. For hvad enten det handler om den enkelte eller om en hel organisation, er princippet det samme: situationen er, som den er – spørgsmålet er, hvad man vælger at gøre ved den.
Årets Optimister
Det mest synlige udtryk for Henriks arbejde er begivenheden Årets Optimister, som over tid er vokset fra en idé til en platform, hvor fokus ikke er på præstationer eller resultater, men på mennesker, der gør en forskel for sig selv eller andre.
Det handler ikke om at finde dem, der har klaret sig bedst, eller dem med de mest spektakulære historier, men om at fremhæve dem, der i deres hverdag bidrager med noget, der rækker ud over dem selv.
Mennesker, der udstråler noget særligt, som løfter andre, tager ansvar og skaber bevægelse i deres omgivelser – ofte uden selv at gøre et stort nummer ud af det.
“Vi kårer ikke vindere. Vi hylder mennesker.”
Den tilgang præger hele begivenheden. I stedet for at skabe afstand mellem scenen og publikum bliver historierne fortalt på en måde, der gør dem genkendelige og nærværende.
Det er ikke fortællinger om perfektion, men om handlinger, som i princippet er tilgængelige for alle. Og netop derfor opstår der noget i rummet, når de bliver delt.
Ikke bare inspiration, men en form for spejling, hvor publikum kan genkende situationerne og se sig selv i dem.
Som en del af begivenheden bliver der uddelt en statuette, men heller ikke den fungerer som et klassisk trofæ.
Den er ikke tænkt som et symbol på sejr, men som en konkret repræsentation af det, der bliver hyldet: mennesker, der gør noget for andre eller enkeltindivider, der trods en svær barndom eller et handicap, har formået at løfte sig op og skabe en tilværelse, der måske ikke lige lå i kortene.
“Når vi hylder dem, der gør en forskel i det stille, ændrer vi fortællingen om, hvad der betyder noget.”
For Henrik var det afgørende, at den ikke kom til at handle om at være bedst, men om at bidrage. Derfor ligger dens værdi ikke i selve genstanden, men i det, den står for.
Når statuetten overdrages, bliver det tydeligt, hvad der er i fokus. Den gives til et menneske, der har taget ansvar, set andre og handlet på det, og i det øjeblik samler den fortællingen i noget konkret.
Faktaboks: Statuetten
Statuetten til Årets Optimister bliver produceret af unge mennesker, der selv står i udfordrende livssituationer, og er dermed en aktiv del af den fortælling, begivenheden ønsker at løfte.
De unge har ikke blot stået for produktionen, men også for designet. Henrik og hans kone vidste derfor ikke på forhånd, hvordan statuetten ville se ud, da de skulle hente den.
Det var et åbent resultat, skabt af de unge selv – uden en fastlagt skabelon eller et bestemt udtryk, der skulle rammes.
Da de så statuetterne første gang, var reaktionen klar. De var vilde med dem fra start.
Statuetten symboliserer en blomst. Den er smuk, noget man har lyst til at give videre. Blomsten er også stærk – den kan vokse op gennem asfalten, men samtidig er den også skrøbelig. Præcis som os mennesker.
Netop det gør den til mere end en genstand. Den repræsenterer ikke kun anerkendelsen af modtageren, men også processen bag – både hos dem, der har skabt den, og hos dem, der modtager den.
Nogle af vinderne fra showet i 2025 er:
- Anders Matthesen – Æresprisen
- Gun-Britt Zeller – Erhvervsprisen
- JunkFood v. Rasmus Munk og Jeanette Duus – Årets Optimist
- Jacob Haugaard – Kulturprisen
- John Petersson – Sportsprisen
- Thin Blue Line v. Stine Ølshøj – Publikumsprisen
Den peger ikke på en afslutning eller et resultat, men på en måde at være i verden på. En måde, hvor det ikke handler om at stå forrest, men om at gøre en forskel eller f.eks. at have kæmpet for livet og overvundet kræften.
Henrik har så mange stærke historier han egentligt gerne vil fremhæve. Kræfteksemplet er blot én af de mange fortællinger, der ligger bag – et lille glimt af et langt større galleri af historier.
Læs også om JunkFoodCph der vandt prisen for Årets Optimist 2025
Samtidig fungerer begivenheden som et modspil til den opmærksomhed, der ofte gives til det, der ikke fungerer. For i en hverdag præget af problemer og konflikter bliver de mennesker, der bidrager positivt, let overset. Ikke fordi de ikke findes, men fordi de sjældent fylder i fortællingen.
“Der er flere gode mennesker, end der er dårlige. De får bare mindre opmærksomhed.”
Med Årets Optimister forsøger Henrik at ændre det fokus ved at give plads til de historier og handlinger, der oftest ikke bliver fortalt i medierne.
Over tid er det blevet mere end en enkelt aften. Det er blevet en måde at synliggøre en tilgang til livet, hvor det ikke handler om at vente på, at nogen andre gør noget, men om selv at tage det første skridt – i denne kategori af mennesker ses både de superkendte, de semi-kendte og dem der slet ikke er kendte.
Og netop derfor stopper det ikke, når lyset slukker, og folk går hjem. Det fortsætter i de mennesker, der har set, hvad der er muligt, og som tager det med sig videre.
Ikke som en stor forandring fra den ene dag til den anden, men som små handlinger, der over tid kan gøre en reel forskel for andre.
