Er Spanien et overset vinland

ManSphere har talt med Morten Wulff fra Frederiksberg Vinhandel om spansk vin, om fordomme og hvorfor du bør prøve spansk vin – igen eller måske for første gang.

Spanien fylder overraskende lidt i den danske vinbevidsthed i forhold til, hvor stort, varieret og historisk betydningsfuldt et vinland det faktisk er.

I kilometer og klimazoner er Spanien et af Europas mest ekstreme vinområder: Atlanterhav, Middelhav, bjerge, højland, tørke, fugt, varme, kulde – det hele er der. Spanien er verdens største vineksportør målt på volumen.

”Spanien er måske det mest komplekse vinland i Europa,” siger Morten Wulff. ”Du har alt fra kølige Atlanterhavskyster til brændende plateau inde midt i landet, og så alle de lokale kulturer oveni. Det er jo nærmest et kontinent forklædt som et land.”

Spanien er samtidig tyndt befolket i store områder, men rigt på gamle marker og små producenter. I midten ligger Madrid som Europas højest beliggende hovedstad – i omkring 600–700 meters højde på en kæmpestor højslette.

Faktaboks: Spanien i tal – vinproduktion, areal og forbrug

Spanien er et af verdens absolutte stormagter inden for vin – både i produktion, eksport og dyrkningsareal.

Spanien har verdens største vinareal med cirka 950.000 hektar vinmarker, hvilket svarer til omkring 13 % af alle vinmarker på kloden. Det samlede vinareal er større end i både Frankrig og Italien.

Den årlige vinproduktion ligger typisk mellem 35 og 40 millioner hektoliter, svarende til 4,6–5,3 milliarder flasker vin om året, hvilket placerer Spanien blandt verdens tre største vinproducenter.

Spanien er samtidig verdens førende eksportør målt i volumen. Over 60 % af den producerede vin eksporteres, primært til EU, USA og Kina. Målt i værdi ligger landet dog lavere end Frankrig og Italien, fordi en stor del af eksporten stadig sælges billigt som bulkvin.

Indenlands forbrug er relativt lavt sammenlignet med Sydeuropas tidligere niveauer. Den gennemsnitlige spanier drikker i dag omkring 20–22 liter vin om året, mens danskere i gennemsnit ligger på omkring 30–35 liter årligt.

Spanien er verdens største producent af økologisk vin målt på areal med over 130.000 hektar økologisk certificerede vinmarker, og tallet vokser fortsat år for år.

Det betyder markante temperaturforskelle mellem dag og nat, som er guld værd for vin: Druerne modner, men bevarer syre og friskhed.

Mod nord ligger Pyrenæerne og et bånd af vinområder i læ af bjergene. I nordvest er Atlanterhavsklimaet råt og regnfuldt; i sydøst banker Middelhavet på med sol, varme og salt luft.

I syd ligger Jerez og Cádiz, hvor vinens historie har krydset romere, maurere, kolonitid og den spanske flåde.

”Det er det, der fascinerer mig,” siger Morten. ”Du kan køre to-tre timer i Spanien fra et vinområde til et andet og så står du pludselig i et andet klima og en region med en helt anden vintradition.“

Fordommene fra starten af 80’erne

Når mange danskere tænker på spansk vin, dukker der ofte et meget bestemt billede op: tung, mørk, fadpræget rødvin uden nævneværdig syre – og hvide vine, der mest er til at skylle ned uden at gøre stort væsen af sig.

”En af de mest sejlivede fordomme er, at spansk vin er meget tung, meget voluminøs og uden tannin,” siger Morten. ”Jeg har smagt masser af spansk vin, der er præcis det modsatte – let, elegant, syredrevet, subtil.”

En anden fordom handler om masseproduktion. Billige supermarkedsvine, bag-in-box og ”pillet vin”, som han kalder det – justeret og poleret, så det smager af noget, alle kan genkende, men uden sjæl.

Det billede er ikke helt forkert for en del af markedet, men det er langt fra hele sandheden.

Problemet er, at mange danskere stadig bærer rundt på et billede, som stammer fra 1980’erne:

• Dengang Spanien kom ind i EF/EU
• Dengang Franco-æraens fokus på billig volumen stadig kastede skygger
• Dengang der blev drukket sødlige, fadede rødvine i Nord- og Nordeuropa

”Det er som om, folk i dag har arvet en virkelighed,” siger Morten. ”Unge kunder kan komme ind og sige, at de ikke kan lide spansk vin, fordi det er for tungt. De har aldrig selv drukket de vine, de taler om. Det må være noget, de har fået fortalt eller læst sig til.”

Samtidig fylder Spanien mindre i danskernes rejseerfaring, end man skulle tro. De fleste kender Barcelona, Málaga og Costa del Sol.

Men vinområder som Galicien, Ribera del Duero, Rioja eller Bierzo, og i det hele taget alt hvad der ikke lige har en middelhavskyst, er langt mere ukendte for de fleste.

”Spanien er et land, danskerne føler, de kender,” siger Morten. ”Men de kender i virkeligheden mest charterkysten og storbyerne – ikke det Spanien, hvor de virkelig interessante vine laves.”

Fra Romerne til Parker-point

Spaniens vinhistorie er både oldgammel og hypermoderne. Vinen kom med fønikerne og romerne til området omkring Cádiz og Jerez i syd.

Senere satte maurerne deres præg, og i århundreder har vin fra især sherryområdet og Rioja mod nord været en del af den europæiske vinhandel.

Men nyere tid har været både hård og omstillende. Franco-perioden fra 1939 og næsten 40 år frem var brutal for vinens kvalitet: fokus på billig volumen, enorme kooperativer, simple vine til hjemmemarkedet og eksport.

Da Spanien indtrådte i EU-medlemskabet, begyndte pengene og teknologien at strømme ind – temperaturstyrede tanke, nye kældre, nye marker, nye stilarter, blev en del af hverdagen på de spanske vingårde.

”Spanien er på mange måder det første land der benyttede ’New World-filosofien’ europæerne lærte at kende,” siger Morten.“

Det var spanierne, der efter at de var kommet med i EF for alvor begyndte at skrive druesorter som Cabernet Sauvignon og Chardonnay på etiketten og sælge druesorten som brand – Det startede før vi kendte til vinene fra den ”Nye” verden som Chile, Sydafrika osv.

Samtidig står de klassiske områder med en tung arv af traditioner, som både er en styrke og en byrde. Rioja har for eksempel en enorm rigdom af gamle marker og blandede plantninger, hvor blå og grønne druer står side om side.

Men hvor de traditionelt blev vinficeret sammen, hvilket giver lette vine, er de i årtier blevet blandet i store tanke til pæne, ensartede volumen-vine, der fremstår uden personlighed og charme.

”Det tragiske er, at noget af Europas mest interessante terroir er blevet hældt på tank og solgt billigt,” siger Morten. ”Men det er også det, der gør, at der stadig er ufatteligt meget at opdage.”

I 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne fik den internationale vinkritik – ikke mindst Robert Parker og hans 100-pointsskala – enorm indflydelse på udviklingen i spansk vin.

Vine som Pingus, fra danske Peter Sisseck i Ribera del Duero blev ikoniske, og mange producenter i både Rioja og Ribera del Duero begyndte at orientere sig mod en nye stil: mørke, koncentrerede vine med høj alkohol, tydelig fadlagring og en udpræget sødme fra nye fade.

Denne type vin passede perfekt til den internationale smag, og fik stor succes på eksportmarkederne.

Konsekvensen blev, at mange små producenter tilpassede sig denne stil, og der opstod en hel bølge af såkaldt ”moderne” Rioja, hvor den traditionelle friskhed og syre blev nedtonet til fordel for kraft, volumen og intensitet.

I dag svinger pendulet igen – denne gang tilbage mod rødderne. Flere og flere producenter arbejder bevidst med terroir, hvor jordbund, klima og mikroklima får lov til at forme vinens udtryk, og hvor elegance igen vinder indpas.

Enkeltmarker fremhæves i stigende grad, så man tydeligt kan smage forskel på, hvor en vin kommer fra, på samme måde som man kender det fra eks. vis Bourgogne.

Samtidig ser man et markant skift væk fra internationale druesorter som Cabernet Sauvignon og tilbage mod de klassiske spanske druer som Tempranillo, Garnacha, Monastrel, Mencía, Albariño og Godello – druer, der i langt højere grad afspejler Spaniens egen identitet som vinland.

Fra Producer og Brasilien til spansk vin

Mortens rejse ind i vinens verden begyndte ikke med vin, men med musik – og en længsel efter varmere himmelstrøg.

Efter flere år i Brasilien føltes de danske vintre tunge, og ønsket om et sted i solen førte ham til Andalusien, hvor ham og familien købte et hus i Granadaprovinsen.

 “Jeg har altid haft en drøm om at have et sted, jeg kunne tage hen om vinteren. Og når man kigger på temperaturerne, er Andalusien bare det bedste sted,” fortæller han.

Musikken har fyldt det meste af hans liv, og han ser stadig sig selv mere som musikproducer end som vinmand. Men for Morten hænger de to verdener dog naturligt sammen:

“Vin og musik ligner hinanden på den måde, at de er sansestyrede, og at det er selve sanseindtrykket, der er den vare, man sælger til forbrugeren.“

Da tilknytningen til Andalusien blev mere fast, opstod interessen for vin naturligt. Området omkring hans bopæl var præget af små landbrug og bittesmå vinmarker, og fascinationen voksede i mødet med bønderne, deres vin og deres måde at arbejde på.

Ved siden af musikken arbejdede Morten i flere år i Politikens Hus, hvor han var med til at udvikle og afvikle store vinsmagninger og vinarrangementer.

Det blev et vigtigt bindeled mellem hans spirende interesse og den professionelle formidling.

Via det spanske handelskammer blev han inviteret til Jerez og uddannet som Sherry Educator – en oplevelse, der for alvor åbnede hans blik for Spaniens dybde som vinland.

Samtidig startede han på den internationale WSET-vinuddannelse som han fulgte til det såkaldte diploma-niveau i Østrig. Han er dog stadig under uddannelse – som han siger med et glimt i øjet

Herefter blev interessen til en profession. Morten begyndte at importere vin, først fra Spanien, hvor han rejste vidt omkring for at finde de rette producenter.

“Jeg fandt ud af, at jeg i Spanien kunne finde næsten alle udtryk – fra det helt lette til det dybe og kraftige.”

Med tiden specialiserede han sig især i det nordlige Spanien, hvor en koncentration af små vinbønder laver vin af virkelig høj kvalitet. Senere kom også Østrig til i porteføljen.

Det blev fundamentet for Frederiksberg Vinhandel – og for Mortens ambition om at formidle et mere nuanceret billede af spansk vin i Danmark.

Vin blev efterhånden mere end en passion. Han opdagede, at Spanien rummede næsten hele vinens stilistiske spændvidde.

“Der findes en koncentration af små producenter, der laver vin på et ekstremt højt niveau – og hvor pris og kvalitet stadig hænger sammen.”

Gennem messer og producentbesøg opbyggede han et stærkt netværk blandt små vinbønder og specialiserede sig især i det nordlige Spanien.

Pingus løftede Ribera del Duero, Rioja fornyer traditionen, og Ribeira Sacra viser Spaniens nye elegance.

For mange danskere er Ribera del Duero i dag næsten synonymt med Pingus – kultvinen skabt i 1995 af den danske vinmager Peter Sisseck.

Allerede med første årgang opnåede vinen de sensationelle 100 Parker-point, og med en produktion på blot omkring 6.000 flasker årligt og priser i lejet 8.000–10.000 kroner pr. flaske blev Pingus hurtigt et ikon på den internationale vinscene.

Faktaboks: Peter Sisseck

Peter Sisseck er en dansk vinmager, der i dag regnes blandt verdens mest anerkendte producenter af spansk vin. Han er født i Danmark, uddannet i Bordeaux og arbejdede i flere år på prominente slotte i Frankrig, før han i 1990’erne slog sig ned i Spanien.

I 1995 skabte han sin første årgang af kultvinen Pingus i Ribera del Duero. Allerede debutårgangen opnåede 100 point hos den indflydelsesrige vinkritiker Robert Parker, hvilket øjeblikkeligt placerede både Sisseck og Ribera del Duero på verdenskortet.

Pingus produceres i meget begrænset mængde på gamle Tempranillo-stokke fra ekstremt lavtydende marker, og vinen handles i dag til nogle af Spaniens højeste priser. Ud over Pingus står Peter Sisseck også bag vinene PSI og Flor de Pingus, som har været med til at gøre hans stil bredere tilgængelig.

Sisseck regnes som en af hovedkræfterne bag Ribera del Dueros internationale gennembrud og har haft enorm betydning for udviklingen af moderne spansk topvin.

Vinen fremstilles på gamle Tempranillo-stokke fra marker plantet helt tilbage i 1929, og dens gennemslagskraft har fået enorm betydning for hele Ribera del Duero.

Siden har området opbygget sit ry som hjemsted for kraftfulde, mørke vine med intens frugt, dyb struktur og stor koncentration.

Rioja er Spaniens mest klassiske rødvinsområde med en historie, der går helt tilbage til romertiden. I den traditionelle stil lå alkoholprocenten ofte relativt lavt, omkring 11,5–12 procent, og druerne blev høstet blandet – både blå og grønne.

Den ikoniske Rioja-stil var kendetegnet ved lang fadlagring, som gav vine med krydrede toner af vanilje og kokos og en bemærkelsesværdig evne til at udvikle sig over årtier i kælderen.

Som Morten udtrykker det: ”Klassisk Rioja er nogle af de mest lagringsdygtige vine, jeg kender.”

I dag er Rioja tydeligt delt i to spor. På den ene side står volumenproduktionen, hvor de store huse fortsat leverer den klassiske, fadprægede stil, som mange forbinder med området.

På den anden side har en ny terroir-bølge vundet frem, hvor små producenter arbejder med enkeltmarker, lokale druer og langt mere præcise udtryk af de tre delområder – Rioja Alta, Rioja Alavesa og Rioja Oriental.

Blandt Spaniens nye stjerner finder vi Ribeira Sacra i Galicien. Her dyrkes druen Mencía på stejle terrasser langs floderne Sil og Miño. Klimaet er køligt, jordbunden præget af skifer og granit, og vinene får en saftig, syredrevet karakter med noter af røde bær, blomster og mineralitet.

”Mencía fra Ribeira Sacra er noget af det mest spændende røde, der sker i Spanien lige nu – saftigt, syredrevet og langt fra myten om tung spansk vin.”

Mencía sammenlignes ofte med Pinot Noir eller Cabernet Franc, fordi den kombinerer finesse, friskhed og terroirudtryk. Vine fra Ribeira Sacra viser, at spansk rødvin ikke kun er tung og kraftig – men også kan være rank, elegant og fuld af energi.

Faktaboks: Spaniens vinlandskab – fra hav til højslette

Nord – Pyrenæerne og de kølige bjergområder

Mod nord danner Pyrenæerne den naturlige grænse mellem Spanien og Frankrig, og langs bjergenes sydlige skråninger ligger et bånd af vinområder i læ for de kraftige vinde.

Her finder man blandt andet områder som Navarra og dele af Rioja Alavesa, hvor køligere temperaturer, højere beliggenhed og store forskelle mellem dag- og nattemperatur skaber vine med friskhed, struktur og tydelig syre.

Det er her, nogle af Spaniens mest elegante udgaver af Tempranillo og Garnacha bliver til.

Rioja – overgangszonen mellem tre klimaer

Rioja ligger i det nordlige Spanien, lige syd for Pyrenæerne, og er et af landets mest markante overgangsområder – både geografisk og klimamæssigt.

Regionen påvirkes samtidig af det kølige Atlanterhav mod nordvest, den varme kontinentale højslette mod syd og Middelhavets mere tørre klima mod øst.

Vinområdet strækker sig over tre administrative områder: hovedparten ligger i La Rioja, men markerne fortsætter også ind i Navarra og Álava i Baskerlandet.

Rioja opdeles i tre delområder: den kølige og højere beliggende Rioja Alta mod vest, den kalkrige og vindbeskyttede Rioja Alavesa mod nord og den varmere Rioja Oriental mod sydøst.

Samspillet mellem disse zoner er med til at forklare områdets store spændvidde – fra elegante, syrefriske vine til kraftigere og mere solmodne udtryk.

Nordvest – Atlanterhavets grønne Spanien

I det nordvestlige hjørne præges landskabet af Atlanterhavets rå og regnfulde klima. I Galicien, og særligt i Rías Baixas og Ribeira Sacra, skaber høj luftfugtighed, kølige somre og stejle flodterrasser vine med markant syre, lavere alkohol og stor finesse.

Her dominerer hvide Albariño-vine langs kysten og den elegante røde Mencía inde i bjergene – vine, der står i skarp kontrast til billedet af Spanien som et varmt og tungt vinland.

Midten – højsletten og de kontinentale områder

Centralt i landet breder den enorme højslette, Mesetaen, sig med ekstremt kontinentalt klima: brændende varme somre og iskolde vintre.

Her ligger blandt andet Ribera del Duero, Toro og Rueda. Vinmarker i 700–1.000 meters højde giver druer med tyk skal, stor koncentration og samtidig bevaret syre.

Det er her nogle af Spaniens mest kraftfulde rødvine fremstilles – men også friske, aromatiske Verdejo-hvidvine i Rueda.

Øst – Middelhavet og Catalonien

Langs Middelhavskysten og i det østlige Spanien møder man et varmere og mere stabilt middelhavsklima. I Catalonien ligger både det berømte Priorat med sine stejle skiferskråninger og dybe, koncentrerede vine – og Penedès, hvor størstedelen af Spaniens cava fremstilles.

Her er forskellene store: fra varme lavlandsmarker tæt på havet til kølige bjergvinmarker længere inde i landet, som i stigende grad udnyttes til vine med større friskhed.

Syd – Andalusien og det solbagte Spanien

I Sydspanien dominerer sol, varme og tørke. I Andalusien ligger Jerez – sherryens hjemland og et af Europas ældste vinområder.

Her dyrkes vin under ekstreme forhold med kalkholdig albariza-jord, blændende sollys og minimal nedbør. Samtidig vinder højere beliggende områder i det indre Andalusien frem som leverandører af mere balancerede vine i takt med klimaforandringerne

De røde signaturer – Tempranillo, Garnacha, Mencía og Monastrell

Hvis man vil forstå spansk rødvin i dag, kommer man ikke uden om fire druer, som tilsammen spænder fra det kraftfulde og strukturerede til det lette og elegante – og helt ned i det solmodne og krydrede.

Tempranillo er Spaniens rygrad og den drue, de fleste forbinder med klassisk spansk vin. Den danner fundamentet i både Rioja og Ribera del Duero og har en særlig evne til at arbejde sammen med fadlagring.

Tempranillo giver vine med mørk frugt, struktur og en fast kerne, men også med store forskelle afhængigt af højde, klima og producentens stil.

”Tempranillo har det helt særligt godt med fad – det er lidt som Cabernet Sauvignon,” siger Morten. ”Den kan være ret neutral på stål, men på fad folder den sig ud.”

Hvor Tempranillo repræsenterer Spaniens klassiske storhed, står Garnacha for den moderne, transparente side af spansk rødvin.

Garnacha dyrkes over store dele af landet, fra Catalonien og Aragón til det centrale højland, og var i mange år mest kendt som blandingsdrue.

I dag er den blevet hovedrolleindehaver i en ny stil af spansk vin, især fra højtliggende marker, hvor den giver lette, saftige og næsten Pinot-lignende udtryk med rød frugt, florale noter og fin syre.

Det er vine, som i høj grad har været med til at bryde med forestillingen om spansk vin som tung og alkoholrig.

Faktaboks: Lagringsbetegnelser for rødvin

Disse betegnelser angiver, hvor længe vinen har lagret på fad og flaske, og siger ofte mere om stil end om kvalitet:

• Joven – Ung vin uden eller med meget kort lagring
• Crianza – Minimum 2 års lagring, heraf mindst 1 år på fad
• Reserva – Minimum 3 års lagring, heraf mindst 1 år på fad og 1 år på flaske
• Gran Reserva – Minimum 5 års lagring, heraf mindst 2 år på fad og 2 år på flaske

I Rioja og Ribera del Duero er kravene ofte endnu strengere end minimumskravene.

I de senere år er der kommet større fokus på terroir og oprindelse helt ned på markniveau. I Rioja findes i dag betegnelsen Viñedo Singular (enkeltmarksvin), som stiller skrappe krav til udbytte, alder på vinstokke og vinifikation.

Flere andre regioner arbejder i samme retning, hvor landsby- og parcelangivelser i stigende grad får betydning.

Mencía er blevet selve symbolet på Spaniens nye, elegante rødvinsbølge. Druen dyrkes især i Ribeira Sacra og Bierzo i det nordvestlige Spanien, hvor stejle skiferskråninger, køligt klima og gamle stokke skaber vine med lavere alkohol, levende syre og en næsten burgundisk lethed i udtrykket.

Mencía giver saftige, aromatiske vine med rød frugt, urter og en tydelig mineralitet, som i dag tiltrækker både sommelierer og nye vinelskere.

”Hvis folk tror, spansk rødvin altid er tung, så skal de smage Mencía,” siger Morten. ”Den er let, saftig og ekstremt terroirdrevet.”

Den fjerde store signaturdrue er Monastrell, som især hører hjemme i det sydøstlige Spanien, blandt andet i områder som Jumilla, Yecla og Alicante.

Monastrell er en varmekrævende drue, der trives i tørke og ekstrem varme og giver dybe, mørke vine med masser af krydderi, struktur og solmoden frugt.

I mange år blev den primært brugt til kraftige volumen-vine, men moderne producenter arbejder i dag med højere beliggende marker, lavere udbytter og mindre fad for at skabe mere balancerede og nuancerede udtryk. Resultatet er intense, men samtidig levende vine, hvor varme og friskhed mødes.

Tilsammen viser de fire druer det enorme spænd i spansk rødvin: fra Tempranillos strukturerede dybde over Garnachas saftige friskhed og Mencías kølige elegance til Monastrells solmodne kraft.

De repræsenterer både Spaniens vinøse arv og landets nye retning – et vinland, der i stigende grad bevæger sig væk fra det ensidigt kraftfulde og hen imod større balance, præcision og drikkeglæde.

De hvide stjerner – Albariño, Verdejo og Cava

I det nordvestlige hjørne af Spanien, i Rías Baixas i Galicien, er Albariño den dominerende drue – og for mange indgangen til hele den spanske hvidvinsverden.

Her møder vinmarkerne det kølige Atlanterhav, og markerne ligger ofte på små terrasser tæt på vandet, hvor salt luft, regn og vind præger både druer og stil.

”Hvis du vil forstå spansk hvidvin, skal du starte med Albariño,” siger Morten.

Han beskriver vinen som høj på syre, præget af citrus, grønne noter og en karakteristisk salt mineralitet, der gør den ideel til fisk og skaldyr.

I de bedste udgaver får Albariño også en bemærkelsesværdig kompleksitet, når den får tid på gærresterne – lidt på samme måde som i champagne.

Netop her adskiller topudgaverne sig fra de mere simple, industrielle versioner, som i dag også findes på markedet.

”Den rigtige Albariño har både bid, nerve og dybde,” understreger Morten. ”Men der er desværre også en tendens til, at nogen gør den mere anonym ved at jage volumen.”

Bevæger man sig mod øst til Rueda, møder man Verdejo – den drue, som i dag er spaniernes mest udbredte hvidvin i hverdagen.

Verdejo har en mere aromatisk profil end Albariño med toner af urter, citrus og moden tropisk frugt, men stadig med friskhed som et bærende element.

”Verdejo er aromatisk, frisk og enormt anvendelig,” siger Morten.

Han peger på, at druens popularitet hænger sammen med dens alsidighed: den fungerer både alene i glasset, til tapas, til fisk og til lettere kødretter.

Samtidig har de store producenter i Ribera del Duero investeret voldsomt i Rueda, hvilket har gjort Verdejo til en af de mest udbredte hvide vine i hele Spanien.

Længere mod øst i Catalonien finder man Spaniens hjemsted for bobler – cava. Selvom cava internationalt ofte forbindes med billige festvine, mener Morten, at den langt fra har fået den anerkendelse, den fortjener.

”Cava er ekstremt undervurderet,” siger han. ”Hvis du giver lidt mere, kan den være lige så seriøs som meget champagne – bare mere uhøjtidelig.”

Cava fremstilles efter den klassiske metode med andengæring på flaske, præcis som champagne, og de bedste udgaver har både dybde, finesse og lang lagring på gæren.

I Spanien bruges cava ikke kun til særlige lejligheder, men også som hverdagsbobler – på barer, til frokost og som ledsager til hele måltider.

”I Danmark åbner man champagne til fest. I Spanien åbner man cava, når man har lyst,” siger Morten.

Tilsammen viser Albariño, Verdejo og cava, hvor bred og nuanceret den spanske hvidvinsscene er – fra Atlanterhavets salte friskhed over højslettens aromatiske hverdagsvin til de livlige, mousserende udtryk fra Catalonien.

Hvide vine, som i dag spiller en helt central rolle i Spaniens vinidentitet, men som stadig mangler at blive opdaget fuldt ud af mange danske vinforbrugere.

Klima, økologi og bæredygtighed

Spanien er i dag verdens største producent af økologisk vin målt på areal, men for mange spanske producenter har økologisk dyrkning aldrig været et markedsføringsgreb.

Det har snarere været en praktisk nødvendighed og en naturlig måde at arbejde på. Det tørre klima i store dele af landet har gennem årtier gjort det muligt at dyrke vin med lavt sygdomspres og minimal brug af kemi, længe før økologi blev et officielt begreb i vinverdenen.

Samtidig har mange små producenter ganske enkelt aldrig haft økonomi til intensiv sprøjtning og industriel drift.

I dag er vilkårene imidlertid ændret. Klimaet forandrer sig hurtigt, og tørke, hedebølger og vandmangel er blevet en realitet i store dele af Spanien, særligt i Catalonien og i de sydlige og lavtliggende egne som Murcien og Alicante.

Det presser både udbytter, vinens stil og bøndernes arbejdsbetingelser. Høsten kommer tidligere, sukkerindholdet stiger hurtigere, og balancen i vinene udfordres.

”Det sker ikke i fremtiden – det sker nu,” siger Morten om klimaforandringerne.

Her har Spanien dog et vigtigt forspring i form af højden. En stor del af landets vinmarker ligger 600, 800 eller helt op mod 1.500 meter over havets overflade.

Det er med til at forklare, hvorfor mange producenter i dag søger mod højere beliggende marker eller genopdager gamle vinmarker i bjergområder, som tidligere blev anset for for kølige eller for vanskelige at dyrke.

Samtidig er stilen i vine fra den iberiske halvø tydeligt under forandring. Hvor fokus tidligere ofte lå på mørke, tunge vine med høj alkohol og tydelig fadprægning, arbejder flere og flere producenter i dag målrettet med friskhed, syre og elegance.

Udviklingen hænger tæt sammen med den voksende interesse for lav-interventions-vin og naturvin, også i Spanien.

Mange vine fremstilles i dag med meget begrænset brug af svovl, uden klaring eller filtrering og med mindst mulig teknisk indgriben i kælderen – ofte uden at producenterne selv sætter etiketten ”naturvin” på.

”Hvor man før jagtede mørke vine, jagter man i dag balance,” siger Morten.

For mange spanske vinbønder handler bæredygtighed derfor ikke kun om certificeringer, men om at sikre, at vinmarkerne kan overleve i generationer – både økonomisk og klimamæssigt.

Respekten for gamle stokke, for jordens sundhed og for det lokale økosystem er i stigende grad blevet en forudsætning for at kunne lave vin overhovedet i et klima, der bliver stadig mere uforudsigeligt.

Hvordan får man danskerne til at opdage Spanien?

For Morten er det tydeligt, at ansvaret for at flytte danskernes syn på spansk vin ikke ligger ét sted – men flere.

”Sommeliererne har et kæmpe ansvar,” siger han. ”Og mange er blevet meget konservative.”

Ifølge ham har udviklingen i restaurantleddet paradoksalt nok gået i den forkerte retning. Hvor sommelierer tidligere var mere nysgerrige og åbne overfor nye vinlande, oplever han i dag ofte en stærk låsning til bestemte klassiske områder, druer og stilarter.

Geografiske kvalitetsniveauer

• Vino de Mesa (Bordvin)
  Vin uden officiel geografisk oprindelse. Kan komme fra hele Spanien og er den laveste kategori.
• Vino de la Tierra (VT)
  Landvin med angivet område – svarer til fransk IGP. Giver producenter større frihed med druer og stil, men stadig med geografisk tilknytning.
• Denominación de Origen (DO)
  Den klassiske spanske kvalitetsbetegnelse. Her stilles der krav til druesorter, udbytte, vinifikation og lagring. Langt de fleste kendte spanske vinområder hører til her, herunder Ribera del Duero, Rueda og Priorat.
• Denominación de Origen Calificada (DOCa)
  Den højeste geografiske klassificering i Spanien. Kun to områder har opnået denne status:
  Rioja og Priorat (hvor betegnelsen lokalt kaldes DOQ). Betegnelsen er reelt afskaffet, men bevares for lige præcis Rioja og Priorat.

Champagne, Bourgogne og de sikrer franske kort dominerer fortsat mange vinkort, mens Spanien ofte bliver valgt fra – ikke fordi kvaliteten mangler, men fordi vanetænkningen er stærk.

”Der mangler nysgerrighed,” siger han. ”Og mod.”

Samtidig peger han på, at supermarkederne i praksis er Danmarks vigtigste vinambassadører. Det er her, langt størstedelen af danskerne køber deres vin, og derfor er det også her, forestillingerne om vin dannes og fastholdes.

Hvis hylderne domineres af de samme italienske og franske navne år efter år, og hvis spansk vin primært placeres i lavprisfeltet, er det svært at ændre forbrugernes opfattelse.

Ifølge Morten er en af nøglerne derfor det personlige møde med vinen – gennem smagninger, dialog og formidling.

”Det er først, når folk får vinen i glasset og smager noget, de ikke havde forventet, at der sker noget,” siger han. ”Man kan ikke forklare folk ud af en fordom. De skal smage sig ud af den.”

Han oplever gang på gang, at når kunder først bliver præsenteret for elegante Mencía-vine, kølig Garnacha eller syrerig Albariño, falder mange af fordommene øjeblikkeligt.

Problemet er, at de færreste overhovedet møder disse vine i hverdagen.

Samtidig savner han flere professionelle aktører, der tør gå forrest – både blandt vinhandlere, restauranter og indkøbere.

”Der er alt for få, der virkelig satser på Spanien,” siger han. ”Og det er paradoksalt, for det er netop et af de lande, hvor du får allermest kvalitet for pengene.”

Ifølge Morten er der i virkeligheden ikke nogen grundlæggende modstand mod spansk vin blandt danske forbrugere – kun mangel på erfaring.

”Hvis vinen er god, er folk ligeglade med, hvad der står på etiketten,” siger han. ”Det ved jeg, for jeg har set det hundredvis af gange.”

Når først glasset er hældt op, og smagen rammer rigtigt, forsvinder både nationalitet og fordomme. Så handler det igen om det, som vin i sin grundform altid har handlet om: nydelse, mad, samtale – og lysten til at opdage noget nyt.

Får man mere for pengene – og hvordan vælger man rigtigt?

For Morten er der ingen tvivl om, at Spanien i dag er det vinland i Europa, hvor forholdet mellem pris og kvalitet er stærkest.

”Spanien giver mest kvalitet for pengene,” slår han fast.

Det skyldes blandt andet lavere jordpriser end i de klassiske franske områder, enorme vinarealer, mange små producenter og et internationalt marked, som endnu ikke har presset priserne op på samme niveau som i Bourgogne, Bordeaux eller Piemonte.

Resultatet er, at man som forbruger ofte får langt mere personlighed, dybde og håndværk i glasset for de samme penge.

Læs også artiklen om Jacob der har en vision om at sætte dansk vin fra Røsnæs på verdenskortet.

I de allerlaveste prisklasser handler det dog stadig primært om drikkelighed. Under 75 kroner er der naturlige grænser for, hvor stor karakter og kompleksitet man kan forvente – uanset land.

Men allerede omkring 100–150 kroner begynder Spanien for alvor at vise sin styrke.

Her begynder man at møde Albariño med tydelig mineralitet, Verdejo med nerve og aroma, Mencía fra stejle bjergskråninger og Garnacha fra gamle stokke med lavt udbytte.

Bevæger man sig op i lejet mellem 200 og 400 kroner, åbner der sig et helt nyt landskab: seriøse enkeltmarksvine, Albariño fra topmarker med gærkontakt og dybde, cava med mange års flaskelagring og rødvine fra gamle Tempranillo-stokke med både struktur og elegance.

”Det er i det prisniveau, hvor man i Frankrig ofte først lige er begyndt at nærme sig noget interessant, at Spanien for alvor folder sig ud,” siger Morten.

Men prisen alene er ikke nok. I Spanien er forskellen mellem håndværk og volumenproduktion særligt tydelig, og to vine til samme pris kan være vidt forskellige i kvalitet.

”Find en forhandler, der brænder for Spanien – og læg pengene dér,” siger han.

Netop derfor mener Morten, at den bedste måde at begynde sin rejse ind i spansk vin på, ikke er gennem lange teorier, men gennem nogle få, bevidste valg i glasset.

For den nysgerrige vinelsker handler det i virkeligheden om at starte enkelt og smage sig frem.

Man behøver ikke forstå hele Spanien på én gang. Det vigtigste er at begynde med tre forskellige udtryk: én frisk hvid, én let til mellemfyldig rød og én god mousserende vin.

En Albariño fra Galicien giver et klart billede af den atlantiske, salte og syredrevne side af Spanien.

En Mencía fra Ribeira Sacra eller Bierzo viser, hvor elegant og saftig spansk rødvin kan være. Og en cava brut nature viser, hvor seriøs Spaniens mousserende vin kan være, når man går et niveau op.

For Morten er det netop denne tilgang, der kan ændre danskernes forhold til spansk vin – ikke gennem store ord, men gennem konkrete oplevelser.

”Det er først, når folk smager noget, de ikke havde regnet med, at billedet begynder at flytte sig,” siger han.

Og når først den oplevelse har sat sig, bliver prisen pludselig ikke kun et spørgsmål om kroner og øre, men om værdi.

Om man får noget med identitet, historie og menneske bag – eller blot endnu en anonym vin på hylden. I Spanien, understreger Morten, er det stadig muligt at få det første uden at betale for det sidste.

Sådan begynder du med spansk vin – en guide til den nysgerrige læser

Efter alle regioner, druer og fortællinger rejser det store spørgsmål sig til sidst: Hvordan begynder man helt konkret at udforske spansk vin? For Morten er svaret enkelt – man skal ikke starte med at forstå hele Spanien på én gang.

”Du skal ikke starte med at forstå hele Spanien,” siger han. ”Du skal starte med tre flasker.”

Vil man have en ærlig og umiddelbar fornemmelse af, hvad Spanien kan, anbefaler han at begynde med tre grundudtryk: én hvid, én rød og én med bobler.

Læs også artiklen med Peter, der stod af hamsterhjulet som CFO, og blev vinbonde i Piemonte.

Den hvide bør være en Albariño fra Rías Baixas – frisk, høj på syre og præget af salt og citrus, en vin, som de fleste hurtigt forelsker sig i.

Den røde kan med fordel være en Mencía fra Ribeira Sacra eller Bierzo, en elegant, saftig og syredreven vin, der ligger milevidt fra myten om den tunge spanske rødvin.

Og boblerne bør være en Cava Brut Nature – tør, præcis og langt mere seriøs, end sit ry ofte antyder.

”De tre vine alene sprænger de fleste fordomme,” siger Morten.

Når det gælder pris, opfordrer han til at vælge med omtanke – men uden frygt. For den nysgerrige er et godt udgangspunkt omkring 120–180 kroner for en hvidvin, 150–300 kroner for en rødvin og 120–200 kroner for en cava.

”Du behøver ikke bruge 500 kroner,” siger han. ”Men du skal heller ikke forvente mirakler til 49,95.”

Det er netop i mellemprisen, den virkelige spanske styrke viser sig: høj kvalitet, tydelig karakter og masser af personlighed – uden det prestigetillæg, som præger mange vine fra de klassiske franske områder.

Fremtiden for spansk vin

Når Morten ser fremad, tegner der sig et klart billede af en vinverden i forandring. Fremtiden for håndlavet spansk vin formes i stigende grad af små producenter, enkeltmarker og vine med tydelig oprindelse.

Flere og flere søger mod højere beliggende vinmarker, hvor køligere nætter og langsommere modning giver bedre balance i vinene.

Samtidig fylder fadet mindre end tidligere, og fokus har i højere grad flyttet sig fra kraft og volumen til friskhed, elegance og drikkeglæde.

Spanien står samtidig i en helt særlig position, fordi landet råder over enorme arealer med gamle vinstokke – marker, som i mange andre vinlande for længst ville være blevet ryddet eller genplantet.

De gamle stokke giver naturligt lave udbytter, men også vine med dyb koncentration og tydeligt aftryk af det sted, de kommer fra.

Kombineret med Spaniens store økologiske forspring og det tørre klima i store dele af landet har vinbønderne i dag et stærkt udgangspunkt for at arbejde bæredygtigt og langsigtet.

Samtidig presser klimaforandringerne udviklingen i en ny retning. Tørke, varme og vandmangel betyder, at gamle arbejdsmetoder må gentænkes, og at både placering, dyrkning og høsttidspunkt justeres.

Det stiller store krav til producenterne – men åbner også for nye udtryk og nye muligheder.

”Spanien er midt i en stille revolution,” siger Morten.

En revolution, der ikke udråbes med store marketingkampagner, men som kan smages i glasset: i de lettere, mere præcise vine, i respekten for terroir og i viljen til at lade de lokale druer tale deres eget sprog.

For den nysgerrige vinelsker betyder det, at Spaniens vinlandskab i de kommende år sandsynligvis vil blive endnu mere mangfoldigt, endnu mere nuanceret – og endnu sværere at sætte i boks.

Og måske er det netop her, Spaniens største styrke ligger: i evnen til hele tiden at forandre sig uden at give slip på sine rødder. I spændingen mellem tradition og fornyelse.

I mødet mellem gamle stokke og nye idéer. Og i den stille, vedholdende bevægelse mod vine, der ikke råber højest – men bliver ved med at fortælle deres historie, glas for glas.

Vil du vide mere om spansk vin eller vine fra Østrig – eller er på udkig efter en spændende vinsmagning, så skal du tjekke Frederiksbergs Vinhandel ud.