Formand for PROPAs sundhedsudvalg, Svend Erik Bodi, stiller det spørgsmål, ingen politiker tør åbne munden om: Hvorfor har kvinder krav på national screening, mens mænd må vente på symptomer fra en sygdom, der ingen symptomer giver?
Kvinder og tarmkræftscreening er dækket ind – men mænd står udenfor
I Danmark bliver alle kvinder mellem 50 og 69 år automatisk indkaldt til mammografi hvert andet år. Det redder liv.
Faktisk opdager mammografiscreeningen over halvdelen af alle tilfælde af brystkræft, og hvert år får omkring 5.000 kvinder diagnosen.
Det samme gælder tarmkræft. Alle danskere mellem 50 og 74 år – mænd som kvinder – får sendt en test hjem i postkassen hvert andet år.
Og effekten er markant: Der opdages årligt omkring 5.500 tilfælde af tarmkræft, og screeningen fanger tusindvis af forstadier, før de udvikler sig.
Men mænd har intet tilsvarende tilbud for det, der rammer dem allermest: prostatakræft.
Faktaboks: Hvad er Prostata
I prostata – en lille kirtel på størrelse med en valnød, skjult dybt i bækkenet – udvikler kræftceller sig i det skjulte. De vokser ofte i årevis uden at påvirke urinrør, nerver eller knogler. Prostata sidder afskærmet, tæt på nerver, muskler og blodkar, hvor små ændringer ikke mærkes før sent i forløbet. Derfor opdager de fleste mænd intet. Ingen smerter, ingen knuder, ingen ændringer i dagligdagen.
I mange tilfælde lever mænd med kræften i flere år, uden at hverken de selv eller lægen aner det, for der er jo ingen symptomer. Op mod 60–70 procent af mænd i 50–70-årsalderen har små prostatakræftforandringer, som aldrig bliver farlige. Men de farlige – de aggressive – ligner de ufarlige i starten. Det gør dem næsten umulige at opdage uden aktiv undersøgelse.
Hvert år får 4.400 mænd diagnosen. Mere end 3 mænd om dagen dør af sygdommen. Det betyder, at prostatakræft står for ca. 15 % af alle kræftrelaterede dødsfald blandt mænd i Danmark.
”Tallene er næsten de samme – men indsatsen er ikke,” siger Svend Erik fra PROPA.
Og alligevel bliver der ikke screenet – selvom en simpel blodprøve til 20 kroner kunne opdage sygdommen længe før, den bliver livstruende.
Det betyder, at to befolkningsgrupper, der begge rammes af alvorlige og udbredte kræftformer, behandles fundamentalt forskelligt af det danske sundhedsvæsen.
Hvor brystkræftscreeningen i årtier har været et politisk prioriteret område, er prostatakræft fortsat et stille stedbarn, som ingen rigtig taler om, og ingen tager et samlet ansvar for.
Og resultatet er lige så enkelt, som det er brutalt: Mænd dør, fordi deres sygdom opdages for sent. Ikke fordi behandlingen ikke findes. Ikke fordi teknologien ikke findes.
Ikke fordi der ikke er mulighed for helbredelse – men fordi ingen har valgt at tilbyde mænd det, kvinder får som en selvfølge.
Prostatakræft giver ingen symptomer – før det er for sent
Brystkræft kan give knuder, hudforandringer, smerter. Tarmkræft kan give blødning, vægttab eller ændret afføring. Lungekræft kan påvirke vejrtrækningen. De fleste kræftformer giver kroppen en form for alarmklokke.
Prostatakræft gør ikke opmærksom på sig selv. Den gemmer sig, vokser stille og ubemærket og giver ingen tegn om, at noget er galt.
FAKTABOKS: Symptomer på prostatakræft
Prostatakræft giver som regel ingen symptomer i de tidlige stadier.
De første tegn viser sig ofte først, når sygdommen er fremskreden.
Tidlige symptomer (sjældne)
- Ingen typiske symptomer
(Sygdommen opdages ofte ved et tilfælde ved en anden undersøgelse)
Mulige tegn på fremskreden prostatakræft
- Besvær med at komme af med vandet
(Men disse kan også skyldes godartet forstørrelse af prostata) - Blod i urin eller sæd
- Smerter i bækken, hofter, lænd eller ryg
- Trykken eller smerter i underlivet
- Hævelse i ben eller genitalier
- Uforklarlig træthed eller vægttab
- Knoglesmerter – særligt i ryg og hofter
- Gentagne vandladningsproblemer:
- Svag stråle
- Hyppig eller natlig vandladning
Den udvikler sig langsomt, næsten udspekuleret, og netop derfor er den så farlig: fordi der ingen symptomer er, giver det kræften et forspring, som alt for mange mænd ikke opdager, før det er for sent.
Og det er her problemet opstår: Kun omkring 40 procent af mænd opdager deres kræft tidligt nok til at blive helbredt.
Resten opdages først i det øjeblik, symptomerne begynder – og dér er kræften som regel allerede på vej ud af prostata.
Og når kræften breder sig til knoglerne, ændrer alt sig. Smerterne begynder. Livskvaliteten falder. Helbredelse er ikke længere muligt – kun livsforlængende behandling.
Det, der kunne have været et kort, helbredende forløb, bliver til et langt sygdomsforløb med medicinsk kastration, træthed, tab af lyst, tab af potens og massive psykiske og sociale følger.
Alt sammen, fordi kræften fik lov at vokse i fred i kroppen.
Opdages oftest ved et tilfælde
Selvom prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd, er det samtidig den kræftform, der oftest opdages ved et tilfælde. Ikke fordi mænd mærker noget.
Ikke fordi læger leder efter den. Men fordi noget andet viser sig – og så kommer mistanken.
Derfor bliver 95 procent af alle danske mænd Prostata diagnosticeret på baggrund af en forhøjet PSA–blodprøve – ikke på baggrund af symptomer.
Det er ikke, fordi PSA-testen er perfekt. Tværtimod. Men den er lige nu den eneste advarsel, der findes, når kroppen ikke selv siger til.
Alligevel oplever mange mænd at blive afvist, når de beder deres læge om en PSA-test. Omkring en fjerdedel af de praktiserende læger siger nej, hvis der ikke er symptomer at tage udgangspunkt i.
Det gør de, fordi de følger Sundhedsstyrelsens retningslinjerne: Mænd skal kun testes, hvis der er tegn på sygdom. Problemet er blot, at prostatakræft netop ikke giver tidlige tegn.
Du kan senere i artiklen læse, hvilke argumenter du skal møde din læge med, hvis du nej til en PSA-test.
”Det er absurd,” siger Svend Erik. ”Vi ved, at tidlig opdagelse redder liv. Men mange læger siger stadig: ’Du har ingen symptomer, så du skal ikke undersøges.’”
Det skaber et næsten absurd paradoks: Mænd bliver bedt om at have symptomer på en sygdom, der først viser sig, når det er for sent at gøre noget ved den.
Konsekvensen er tydelig. Prostatakræft opdages i Danmark ofte ved et tilfælde – under et helt andet lægebesøg – og alt for ofte så sent, at helbredelse ikke længere er en mulighed.
”Vi opdager sygdommen, når det faktisk er for sent at gøre noget ved det. Det kan vi ikke være bekendt.”
For sent til at undgå livslang hormonbehandling. For sent til at beskytte mandens seksualitet, hans parforhold, hans livskvalitet og hans partner.
Tabuet der er årsag til at mænd dør unødigt
Mænd reagerer sent. De ignorerer symptomer. De går først til lægen, når de ikke længere kan undgå det. Ikke fordi de ikke forstår risikoen, og ikke fordi de er dovne eller naive – men fordi det ligger dybt i mænd at klare tingene selv.
Det er en del af den måde, drenge bliver opdraget på: Man skal bide tænderne sammen, være stærk, være uafhængig og ikke vise svaghed.
Og netop dét gør prostatakræft ekstra farlig.
For der er få områder af kroppen, hvor mænd føler sig mere sårbare end i underlivet. Alt, der handler om vandladning, potens, sæd, rejsningsevne eller frygten for at miste sin seksualitet, rammer lige ind i en følelse af maskulinitet, mange helst undgår at tale om.
Det gør ikke bare sygdommen tabubelagt – det gør også symptomerne skamfulde.
Som Svend Erik formulerer det: ”Du kan snakke med mænd om fodbold, aktier og motorcykler. Men når du nævner vandladningsproblemer eller rejsningsbesvær, så lukker de i.”
Den reaktion går igen blandt mænd i hele landet. Mange tier stille. Mange forsøger at ”løse det selv”. Mange håber, at det går over. Og mange tør først tale om det, når det er så alvorligt, at der ingen vej tilbage er.
Der er alt for lidt information – og det, der findes, når sjældent ud til mænd over 50. Mange i den aldersgruppe er travlt optaget af karriere, familie og et aktivt liv, og de føler sig som regel raske og stærke.
Tankerne om sygdom ligger langt væk. ”Det sker ikke for mig,” tænker de fleste. Og netop derfor glider budskaber om tidlig opsporing forbi, og undersøgelser bliver udskudt, for ”der er jo ikke noget i vejen.”
Forskning i mænds sundhedsadfærd viser, at mænd generelt går langt mindre til lægen end kvinder – også når symptomer er tydelige.
Flere undersøgelser peger på, at mænd forbinder sygdom med kontroltab og svaghed, og at de derfor udskyder lægebesøg i længere tid end kvinder.
For prostatakræft er dette fatalt. For den giver ingen tidlige tegn. Ingen smerter. Ingen knuder. Ingen rød alarm.
Det betyder, at når en mand endelig får modet til at sige: ”Jeg tror, der er noget galt”, er det ofte ikke længere den tidlige, helbredelige kræft, der er i spil.
Mange kommer først, når knoglesmerterne melder sig – og når kræften allerede har bredt sig, og så handler det om at være på livsforlængende medicin resten af livet, med de følger den medfører.
Og der er endnu en dimension, som interviewet afslører: For mange mænd er det næsten værre at indrømme, at de har problemer ”dernede”, end det er at erkende, at de kan dø af det.
Seksualitet og maskulinitet fylder enormt, og tanken om at miste rejsningsevnen eller kontrollen over sin vandladning kan opleves mere skamfuld end selve sygdommen.
En lyserød nation – og en usynlig blå kamp
Brystkræft fylder i det danske landskab. I magasiner, aviser, tv-indsamlinger, reklamer, modekampagner og sportsarrangementer.
Kendte mennesker står frem, virksomheder skaber kollektioner med lyserøde bånd, og supermarkeder fylder hylderne med støtteprodukter hvert efterår.
Der bliver løbet, cyklet, doneret, skrevet og talt – massivt og med stor kraft. Og det virker: Alle ved, hvad bryster og kræft betyder sammen.
Men prostatakræft?
Næsten ingen kampagner. Ingen store tv-shows. Ingen landsdækkende indsamlinger. Ingen farvede bånd i supermarkedet. Ingen kendte, der stiller sig frem. Ikke engang en fast årlig uge med fokus.
Selvom prostatakræft hvert år rammer næsten lige så mange mænd, som brystkræft rammer kvinder – og selvom flere mænd dør af prostatakræft, end kvinder dør af brystkræft.
”Når vi ser lyserøde bånd overalt, minder det os om, at vi tager kvinders sygdom alvorligt,” siger Svend Erik. ”Men hvor er den blå bølge for mændene? Hvor er kampagnerne og opmærksomheden fra det offentlige rum, der kan redde deres liv?”
Samtalen skal rykkes ud i virkeligheden – på arbejdet, i klubben og rundt om middagsbordet
Hvis prostatakræft skal opdages i tide, må tabuet brydes dér, hvor mænd faktisk befinder sig: på arbejdspladsen, i sportsklubben, til fodboldtræning, i omklædningsrummet og rundt om grillen med vennerne.
Faktaboks: Hvordan arbejder PROPA
PROPA (Prostatakræftforeningen) er Danmarks eneste patientforening, der arbejder udelukkende for mænd med prostatakræft og deres pårørende. Foreningen drives primært af frivillige – ofte mænd, der selv har været igennem sygdommen og kender dens konsekvenser helt ind på kroppen.
PROPA arbejder på tre fronter:
Oplysning og oplysning igen
PROPA tager ud på arbejdspladser, til fagforbund, i sportsklubber og til offentlige arrangementer for at fortælle om sygdommen, symptomer, behandling – og det vigtigste: hvorfor mænd skal undersøges i tide. De holder foredrag, deltager i paneldebatter og driver lokale netværksgrupper over hele landet.
Politisk pres og sundhedsfaglig dialog
Foreningen mødes med politikere, Sundhedsstyrelsen, regionsformænd og lægefaglige udvalg for at presse på for national screening, kortere ventetider og en mere sammenhængende indsats efter behandling. PROPA er den stemme, der konstant minder systemet om, at 4.400 mænd om året ikke kan være et nicheproblem.
Støtte til mænd og pårørende
PROPA driver patientvejledning, hvor mænd kan ringe direkte til erfarne frivillige – som Sven Erik – og få svar, støtte eller bare nogen, der forstår. Foreningen har lokale grupper i hele landet, hvor mænd og pårørende kan mødes, dele erfaringer og få hjælp til alt fra inkontinens og seksualitet til parforhold og senfølger.
PROPA er til stede i hele landet – fra store byer til mindre lokalsamfund. Der, hvor mændene er. Der, hvor tavsheden skal brydes. Der, hvor et menneskeliv kan reddes af en enkelt samtale.
Det er ikke nok, at sundhedsmyndighederne taler om det – mænd skal tale med hinanden.
”Vi skal have snakken hen, hvor mændene er,” siger Svend Erik. ”Et sted hvor det er naturligt at sige: Har du fået taget en PSA-test? Det burde være lige så almindeligt som at snakke om kolesteroltal eller rygskader.”
For når én mand siger noget højt, tør tre andre lytte. Og når det bliver normalt at tale om vandladning, seksualitet og tjek hos lægen, mister sygdommen sin magt over tavsheden.
Det handler ikke kun om mændene selv. Det handler også om deres familier. Børn kan – og bør – opfordre deres fædre til at få taget en test, også selvom der ingen symptomer er. For prostatakræft har ingen tidlige symptomer. Ventetid er tabt tid.
Når lægen siger nej – hvad kan mænd egentlig gøre?
En af de største barrierer for tidlig opdagelse er ikke teknologien eller økonomien.
Det er ofte mødet med den praktiserende læge.
Selvom mange mænd i dag er opmærksomme på prostatakræft, oplever en stor andel at blive afvist, når de beder om en PSA-test.
Det sker ikke, fordi lægen er uinteresseret, men fordi retningslinjerne siger, at mænd uden symptomer ikke skal testes.
Og det skaber en mærkelig og farlig logik: For at blive undersøgt skal man have symptomer på en sygdom, der netop ikke giver symptomer i tide.
Alligevel er der meget, man som mand kan gøre for at blive taget alvorligt.
Det første skridt er at være tydelig. Når man bestiller tid hos lægen, kan man direkte sige, at man ønsker både en PSA-test og en vurdering af sin risiko for prostatakræft.
Samtidig kan man gøre det klart, at man ved, at sygdommen ofte er symptomløs i mange år – og at testen derfor er den eneste måde at opdage den tidligt på.
“Hvis lægen stadig tøver, kan man bede om, at afslaget bliver skrevet i journalen. Det gør de færreste læger uden videre, og ofte får det dem til at genoverveje beslutningen.” er et Svend Eriks råd, hvis du møder modstand hos din læge.
Hvis man fortsat bliver afvist, kan man spørge, hvilke konkrete retningslinjer lægen henviser til, og bede om at få dem udleveret. Mange mænd oplever, at modstanden forsvinder, så snart lægen bliver bedt om at dokumentere afslaget.
Og skulle det alligevel ende med et nej, har alle mænd frit lægevalg. Man kan ganske enkelt vælge en anden læge uden forklaring. Der er ingen skam i at finde en læge, der tager forebyggelse mere alvorligt.
Nogle vælger også at gå udenom systemet og få foretaget en screening privat. Privatklinikker tilbyder alt fra PSA-tests til MR-scanninger, og selvom det koster penge, er der mænd, der udelukkende opdages i tide på grund af et privat tjek.
Det er ulighed i praksis – men det er også en mulighed, man kan bruge, hvis man føler sig fanget mellem regler og realiteter.
For mange er det også en afgørende hjælp at have sin partner, et voksent barn eller en ven med til lægen.
Det er Svend Eriks oplevelse, at mænd langt oftere reagerer, når nogen tæt på dem siger: “Nu skal du af sted.” Og læger tager ofte anmodninger mere alvorligt, når en pårørende sidder ved siden af.
Til sidst er det vigtigt at kende sin risiko. Mænd over 50 bør overveje årlige PSA-tests. Har man prostatakræft i familien, eller har man en mor eller søster med bryst- eller æggestokkræft, er risikoen endnu højere, og behovet for kontrol endnu større.
Kort sagt: Du skal må vente på symptomer – og du kan ikke regne med, at systemet opdager dig i tide. Der er meget, mænd selv kan gøre, og der er alt for meget på spil til at lade stå til.
Når prostatakræft først er konstateret ser forløbet sådan ud
Mænd reagerer vidt forskelligt, når diagnosen lander. For nogle er det som at få tæppet revet væk under sig. De går helt i sort og tror, at de står over for deres egen begravelse inden for få uger.
Andre kaster sig straks ud i at læse alt, hvad de kan finde, som om viden kan give kontrol i et øjeblik, hvor alt føles uoverskueligt.
Og så er der dem, der tager imod beskeden med en næsten rolig accept og lægger deres tillid i lægernes hænder.
Men fælles for dem alle er chokket. For de fleste har ingen symptomer haft. De har følt sig raske – stærke, endda – frem til det øjeblik.
Diagnosen rammer derfor ikke kun kroppen, men også identiteten. Mange beskriver det som at blive ramt på deres mandighed, deres fremtid, deres rolle i familien.
Og det er ofte her, de har allermest brug for støtte – men lige præcis her føler mange sig mest alene.
Når en mand får beskeden “du har prostatakræft”, begynder et forløb, som mange først forstår omfanget af, når de står midt i det.
Først følger en række undersøgelser:
MR-scanning, blodprøver, biopsier og vurdering af, hvor aggressiv kræften er. Her bliver sygdommen delt ind i tre grupper:
Når kræften er konstateret, bliver den inddelt i tre risikogrupper. Nogle mænd har lav risiko, hvor kræften vokser meget langsomt og sjældent kræver behandling med det samme.
Andre havner i kategorien ”mellem risiko”, hvor sygdommen udvikler sig hurtigere, og kræver tættere overvågning. Og så er der ”høj risiko”, hvor kræften er aggressiv eller allerede tæt på at sprede sig.
Mænd med lav risiko – typisk omkring 15–20 procent – bliver sat i såkaldt aktiv overvågning. Her følger man sygdommen gennem jævnlige kontroller, men undgår behandlingens hårde senfølger, så længe det er muligt.
Men det kræver én ting: at kræften bliver opdaget tidligt nok til, at denne strategi overhovedet kan lade sig gøre.
For mænd i mellem eller høj risiko bliver situationen mere alvorlig, og her ligger der som regel to mulige veje fremad.
Helbredende behandling
Her kan man vælge operation (fjernelse af prostata) eller strålebehandling. Omkring 40 procent får denne mulighed – men kun hvis kræften opdages før spredning.
Behandlingen er effektiv, men efterlader ofte senfølger, især omkring vandladning og seksualitet.
Livsforlængende behandling
Hvis kræften allerede har spredt sig, kan man ikke længere helbrede den. Manden får i stedet hormonbehandling, der slår testosteronet ned og bremser kræftens vækst, ofte suppleret med kemo og nyere medicin.
Det holder sygdommen nede – men koster dyrt både fysisk og psykisk.
Her begynder mange mænd et livslangt sygdomsforløb, hvor bivirkningerne ofte er lige så belastende som kræften: Træthed, vægtøgning, muskeltab, hedeture, tab af sexlyst, depression og øget risiko for selvmord.
Læs også artiklen med Michael Strøm, indehaver af klinikken MS Insight om mænds overgangsalder, rejsningsproblemer og testosteron
For samfundet er forskellen også markant:
Livsforlængende medicin koster op mod 30.000 kr. om måneden pr. patient, mens en PSA-test koster 20 kroner en gang for alle.
Derfor er tidlig opsporing så afgørende. Det er ikke kun et spørgsmål om liv eller død – men om hvilket liv du som mand får efter diagnosen.
Senfølgerne ved prostatakræft – det skjulte efterliv, ingen taler højt om
Når en mand får behandling for prostatakræft, er det sjældent selve kræften, der fylder mest bagefter. Det er konsekvenserne. Senfølgerne.
De ting, der følger med resten af livet, og som sjældent bliver talt om – hverken i sundhedsvæsenet eller mellem mænd.
For prostatakræft rammer et af kroppens mest følsomme områder. Prostata ligger pakket ind i nerver og muskulatur, der styrer både vandladning og seksualitet.
Så når sygdommen eller behandlingen rammer området, efterlader det næsten altid mærker.
Den mest almindelige senfølge er inkontinens.
For mange mænd betyder det en periode – eller et helt liv – med utætte bukser, ble eller bind, bækkenbundsøvelser eller kirurgiske hjælpemidler.
Nogle bliver tætte igen efter uger eller måneder. Andre kæmper i årevis. Og for nogle sker det aldrig.
Den anden store senfølge er impotens.
Når nerverne omkring prostata bliver beskadiget – enten af operation eller stråler – forsvinder rejsningsevnen. Nogle får den tilbage med hjælp. Andre gør ikke.
Og det påvirker ikke kun kroppen, men hele selvopfattelsen.
De mænd, der får hormonbehandling som led i livsforlængende behandling, oplever en tredje, dybere form for senfølge:
De mister både evnen og lysten. Deres testosteron slås ned til næsten nul, og seksualitet forsvinder helt. Det påvirker parforhold, intimitet og identitet – og det er et tab, mænd sjældent sætter ord på.
Faktaboks: Øvrige fysiske og psykiske bivirkninger
- Hedeture og svedeture
- Tab af muskelmasse
- Vægtøgning
- Knogleskørhed
- Ekstrem træthed
- Depressive symptomer
- Ændret selvopfattelse
- Social tilbagetrækning
Når sygdommen rammer én, rammer den to
Når en mand får konstateret prostatakræft, rammer det sjældent kun ham selv. Partneren bliver næsten altid lige så berørt – nogle gange mere.
Pludselig står hun med både frygten for at miste, ansvaret for at holde hverdagen kørende og bekymringen for, hvordan sygdommen vil ændre deres liv sammen.
Det er også ofte partneren, der allerede længe før diagnosen prøver at få manden afsted til lægen. Hun ser de små ændringer, han ignorerer.
Hun lytter efter det, han ikke siger højt. Og det er ofte hende, der insisterer på, at ”nu skal du altså blive undersøgt”, når han selv ville have ventet.
Efter behandlingen er det igen partneren, der mærker senfølgerne tæt på: usikkerheden, inkontinensen, tabet af lyst og de stille afstande, der kan opstå, når manden trækker sig.
Mange kvinder tror i begyndelsen, at han ikke længere ønsker dem, uden at vide, at det handler om frygt, skam og tab af kontrol.
Prostatakræft rammer derfor relationen – ikke kun individet. Og ligesom mændene har brug for støtte, har partnerne det også. De står ofte alene med belastningen, mens systemet primært fokuserer på patienten.
En støtte, mænd ofte ikke får at vide, de har ret til
Selvom senfølgerne efter prostatakræft kan være dybt invaliderende, er det langt fra alle mænd, der får den hjælp, de faktisk har krav på.
Mange står alene med både fysiske og psykiske problemer, fordi informationen fra sundhedsvæsenet enten er mangelfuld, tilfældig eller helt udebliver.
”Tilbuddene er der,” siger Svend Erik. ”Men mændene får det bare ikke altid at vide.”
Kommunerne tilbyder fx hjælp til urininkontinens – både træning, rådgivning og i nogle tilfælde kirurgiske indgreb som slynger, balloner eller en manchet omkring urinrøret.
Men mange mænd får aldrig besked om, at de kan søge den hjælp. Nogle opdager det først, når de dukker op i en af PROPAs netværksgrupper, hvor andre patienter fortæller om deres erfaringer.
Det samme gælder den seksuelle rehabilitering. Kun mænd, der bliver henvist til en sexologisk klinik, får adgang til professionel hjælp til at håndtere impotens og tab af lyst.
Men ventetiden kan være over et år, og mange bliver aldrig henvist – selvom de burde.
Tilskud til hjælpemidler som potensmedicin, gel, injektioner, vakuumpumper og penisproteser findes også, men kræver ofte, at manden selv spørger – og mange ved slet ikke, at de har krav på det.
Faktaboks: Dette er de tilbud, som du har krav på – hvem betaler
Urininkontinens – støtte og behandling
Hjælp fra kommunen – kommunalt ansvar og finansiering:
- Bækkenbundstræning og fysioterapi
- Rådgivning om hjælpemidler
- Hjælpemidler (bleer, bind, katetre m.m.)
Kirurgiske løsninger som:
- Slynger
- Balloner
- Manchet (kunstig lukkemuskel)
Kommunen betaler for hjælpemidler og træning.
Regionerne betaler for kirurgi og hospitalsbehandling.
Potensproblemer – offentligt støttede løsninger
Specialiseret behandling og hjælpemidler – regionernes ansvar, ofte med tilskud fra Sygesikringen
- Medicin (PDE5-hæmmere) – delvist tilskud
- Gel, der dryppes i urinrøret
- Injektioner i penis
- Vakuumpumper (tilskud ved henvisning)
- Penisproteser (betales af regionerne som hospitalsbehandling
Regionerne betaler for kirurgiske indgreb og proteser.
Sygesikringen giver tilskud til medicin og nogle hjælpemidler.
Patienten betaler selv resten ved visse hjælpemidler.
Psykologhjælp
- Henvisning via egen læge efter kræftdiagnose
- Bruges især ved depression, angst, krisereaktioner
Sygesikringen giver offentligt tilskud (typisk 60 %).
Patienten betaler egen andelen.
I nogle kommuner kan psykologhjælp være gratis i rehabiliteringsforløb.
Sexologisk rådgivning
- Offentlige sexologiske klinikker (lange ventetider)
- Specialiseret hjælp til par, impotens og tab af lyst
Regionerne betaler behandlingen, når der er henvisning.
Ingen tilskud til private sexologer.
Rehabilitering og senfølgebehandling
- Fysisk træning
- Ernæringsvejledning
- Socialrådgivning
- Mestring af senfølger
Kommunen har ansvar for rehabilitering.
Regionerne har ansvar for medicinsk senfølgebehandling.
Livsforlængende behandling
- Hormonbehandling
- Kemoterapi
- Ny medicin
Regionerne betaler hele behandlingen (meget dyrt: op til 30.000 kr./md.)
Når det gælder den psykiske støtte, er billedet lige så uensartet. Der kan gives psykologhjælp efter en kræftdiagnose, men der er ingen garanti for, at lægen foreslår det, eller at det sker systematisk.
Mange mænd ender alene med frygt, skam og depression, fordi ingen i systemet spørger, hvordan de egentlig har det.
”Nogle mænd ender i dyb krise,” siger Svend Erik. ”Især de enlige. Det kan være svært nok at have senfølger som impotens og inkontinens, når man har en partner. Men når man står alene? Så kan det være næsten ubærligt.”
Konsekvensen af den manglende støtte er, at mange mænd ender med at kæmpe unødvendige kampe. Kampe, der kunne være blevet dæmpet – eller helt undgået – hvis de havde fået de rette tilbud på det rette tidspunkt.
Kampe, der slider på livskvaliteten og i de mest tragiske tilfælde, har kostet livet, ikke på grund af kræften, men på grund af de psykiske følger.
At overleve prostatakræft burde være en sejr. Men uden den nødvendige støtte bliver overlevelsen alt for ofte en ensom kamp, som mænd må bære alene.
Men hvis du ved, hvad du har krav på, og hvilken instans, der skal støtte dig, så er det måske nemmere. Forvent ikke tilbuddene kommer til dig, du skal i mange tilfælde selv opsøge dem.
Hvor langt er forskningen – og hvornår får mænd automatisk screening?
I Danmark har spørgsmålet om et nationalt screeningsprogram for prostatakræft været diskuteret i årevis.
Hvor kvinder automatisk bliver inviteret til mammografi, og alle borgere over 50 får tilbudt tests for tarmkræft via posten, står danske mænd stadig uden et tilsvarende program.
Det skyldes ikke manglende behov – men historisk modstand i dele af det lægefaglige miljø. I årevis har fagudvalg og nøglepersoner på området været bekymrede for, at screening ville føre til overdiagnostik og unødvendig behandling.
Og tidligere var den bekymring reel: Den gang biopsier blev taget ”blindt” og PSA-tallet var det eneste værktøj, ramte man ofte ved siden af. Nogle mænd blev behandlet for kræft, som aldrig ville have udviklet sig.
Men den tid er ved at være forbi. I dag har udviklingen taget et kvantespring.
MR-scanninger, målrettede biopsier gennem mellemkødet og nye biomarkører gør det muligt at skelne langt mere præcist mellem ufarlige forandringer og de aggressive tumorer, der kræver behandling.
Med andre ord: teknologien fjerner langsomt, men sikkert det vigtigste argument imod screening.
Og samtidig er der sket et politisk skifte.
Sven Erik fortæller, at både ministeriet, Sundhedsstyrelsen og regionerne nu viser en markant større forståelse for behovet.
Økonomien spiller også en rolle: Livsforlængende behandling af mænd, der blev diagnosticeret for sent, koster Danmark omkring 1,8 milliarder kroner om året.
Sammenlignet med det er screening en billig løsning – og en løsning, der redder liv og livskvalitet.
”Selv de mest skeptiske læger siger nu, at inden for tre til fem år får vi en form for screening,” siger Svend Erik.
Uden for Danmarks grænser er udviklingen allerede i gang. Sverige tester screening i store dele af landet.
Norge har taget første skridt. England har valgt at begynde direkte med MR-scanninger som screeningsmetode.
Alt tyder på, at Danmark følger trop. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, forventer Sven Erik, at danske mænd vil få tilbudt screening inden for 3–5 år.
Sandsynligvis som en kombination af PSA og MR, eller måske som direkte MR-screening, når teknologien bliver endnu billigere og mere tilgængelig.
Når det sker, vil flere mænd blive opdaget i tide. Færre vil skulle leve med livslange senfølger. Og flere vil kunne helbredes, i stedet for at leve resten af livet i systemet på dyr, livsforlængende medicin.
Svend Eriks historie – og den krølle, der binder det hele sammen
Sven Erik havde ingen symptomer. Ingen advarsler. Ingen grund til at tro, at noget var galt.
Det var faktisk ikke engang ham selv, der blev bekymret.
En bekendt fortalte ham, at han havde fået konstateret prostatakræft – efter smerter i skulderen. Det viste sig senere, at skulderen intet havde med kræften at gøre, men historien satte sig i Sven Erik.
For han havde også ondt i skulderen. Han ringede til sin læge for en sikkerheds skyld. En hurtig blodprøve viste et PSA-tal, der var alt for højt.
Og pludselig befandt han sig på urologisk afdeling, hvor biopsierne afslørede en aggressiv kræft – med et Gleason-tal så højt, at lægerne ikke længere smilede beroligende.
Han havde stadig ingen symptomer. Heldigvis blev kræften opdaget, før den nåede at sprede sig. En operation reddede hans liv.
Men efterforløbet, senfølgerne, kampen for at finde den rette hjælp – alt det måtte han selv finde ud af.
Det blev starten på hans engagement i PROPA, hvor han i dag er patientvejleder og en af dem, der arbejder allerhårdest for at ændre systemet.
”Jeg havde aldrig været gået til lægen, hvis ikke en anden mand havde nævnt sin sygdom,” siger han. ”Og det er lige præcis det problem, vi skal have gjort noget ved.”
Hans historie er alt det, artiklen handler om:
- En sygdom uden symptomer.
- Et system uden screening.
- Mænd, der ikke går til lægen.
- Og et tabubelagt område, der koster liv, relationer og livskvalitet.
Svend Erik blev reddet, fordi han tilfældigvis fik taget en blodprøve i tide. Det burde ingen mænd være afhængige af.
Hvis Danmark indfører screening, og hvis mænd får lov til at blive opdaget lige så tidligt som kvinder gør med brystkræft, kan tusindvis undgå livslange senfølger – og mange vil overleve, som ellers ikke ville have gjort det.
At opdage prostatakræft tidligt er ikke en luksus. Det er en nødvendighed.
Og som Svend Erik siger:
”Det handler om at redde liv. Men det handler også om at redde alt det, der gør livet værd at leve.”
