Det første møde med bolden på bunden
For Jonas begyndte det hele med en tilfældighed. Han var i gang med at tage dykkercertifikat, da en læge på Herlev Sygehus spurgte, om han kendte til undervandsrugby.
Jonas havde aldrig hørt om det, men sagde ja til at komme med i svømmehallen allerede samme aften.
Den aften i Trørød svømmehal blev starten på en lang rejse. Jonas fandt hurtigt ud af, at undervandsrugby var mere end bare leg med en bold.
Det var en kombination af styrke, koordination, strategi – og en helt særlig følelse af stilhed under vandet.
“Jeg har altid elsket at være i vand. Jeg har svømmet og dyrket undervandsjagt. Men det her var noget andet. Det var vildt sjovt at ligge og kæmpe på bunden, uden at kunne sige et ord. Alt foregår i stilhed.”
Sporten var ny og udfordrende. Man spiller seks mod seks i et dybt bassin, med målkurve placeret på bunden. For Jonas blev det hurtigt klart, at det var en sport, der både krævede teknik og disciplin – og gav et adrenalinsus, man ikke fandt andre steder..
“Jeg havde aldrig hørt om sporten før, men allerede første aften blev jeg fanget. Det var intenst, anderledes – og jeg kunne mærke, at jeg ville tilbage.”

Spillet i tre dimensioner
Undervandsrugby er en af de få sportsgrene, hvor spillet udspiller sig i tre dimensioner. Bolden, fyldt med saltvand, synker. Målene står i kurve på bunden i hver ende.
Og spillerne må tænke både fremad, bagud, opad og nedad på én gang.
Det kræver en særlig form for orientering. Synsfeltet i en dykkermaske er begrænset, og derfor kan en modstander komme ind fra en helt uventet vinkel.
Angreb og forsvar handler ikke kun om at løbe eller svømme – men om at skabe overblik i et konstant tredimensionelt rum, og om at vide hvad din medspiller har tænkt sig at gøre, næsten før han selv ved det.
Sådan spilles undervandsrugby
Holdene: To hold spiller mod hinanden. Hvert hold har seks spillere i vandet ad gangen og op til seks udskiftere på bænken. Man skifter løbende, lidt som i ishockey.
Banen: Spillet foregår i den dybe ende af et svømmebassin, typisk 3,5–5 meters dybde.
Målet: Hvert hold forsvarer en tung metalkurv, der står på bunden af bassinet. Bolden skal ned i modstanderens kurv for at give point. Målmanden presser sig typisk ned over kurven, så han skal fjernes før bolden kan placeres i kurven.
Bolden: På størrelse med en håndbold, fyldt med saltvand så den synker langsomt. Bolden kan afleveres ved at blive stødt eller skudt gennem vandet – typisk i halvanden til to meter.
Spilletid: En kamp varer 2 x 15 minutter effektiv spilletid.
Dommerne: Tre dommere dømmer – to i vandet med dykkerudstyr og én på land. De sikrer, at spillet er fair.
Tilladt kontakt: Man må kun holde fast i en modstander, hvis denne har bolden. Slag, spark og at hive i udstyr er forbudt. Man må til gengæld gerne skubbe, trække og blokere fysisk for at forhindre scoring.
Rotationen: Holdene er organiseret i par – to angribere, to backs og to målmænd. Mens den ene spiller forsvarer eller angriber på bunden, ligger makkeren ved overfladen og trækker vejret. Så skiftes de løbende, hvilket kræver konstant samarbejde og timing.
Samtidig er spillet ekstremt fysisk. Skub, træk og greb er tilladt, så længe bolden er involveret. Men alt foregår under vand, i tavshed og med begrænset tid, inden man må op til overfladen efter luft.
Det skaber et intensitetsspil uden pauser, hvor hele holdet må rotere for at holde presset.
“Det, der gør sporten så speciel, er netop 3D-elementet. Du kan angribe og blive angrebet fra alle retninger. Det kræver, at man stoler på sine holdkammerater og er konstant opmærksom.”
Klubliv og sammenhold
Jonas spiller i dag i PI (Politiets Idrætsforening) København, en af landets mest erfarne klubber. Aldersspændet er stort – fra unge i begyndelsen af 20’erne til rutinerede spillere som ham selv et godt stykke oppe i årene.
Der er gratis prøvetræning hver torsdag i Øbro Svømmehal kl. 20.15
Træningen er præget af effektivitet. Der er ikke tid til mange ord, for vandet sætter grænser for kommunikation.
Men relationerne bygges, når man kæmper skulder ved skulder – eller snarere maske ved maske – på bunden. Uden for bassinet foldes fællesskabet ud i sociale arrangementer, turneringsture og traditioner.
For Jonas er det afgørende. Det er her, nye spillere får lyst til at blive, og her, de ældre finder motivation til at fortsætte.
“Sammenholdet er helt unikt. Vi deler oplevelser, der er så intense, at de binder os sammen på en helt særlig måde.”

Nybegynderens vej
At starte til undervandsrugby kan være en stor oplevelse. Mange der starter, har erfaring fra svømning, dykning eller helt andre sportsgrene – men næsten alle bliver overraskede første gang, de prøver spillet.
Det er intenst og anderledes at være under vandet, mærke tyngden, samarbejdet og det tætte spil om bolden.

Her finder du en oversigt over klubber i Danmark
PI Undervandsrugby (PI København)
By: København (Hillerødgade Bad, Øbro-hallen)
Træning: Mandag & torsdag aften
Info: uvr.dk
Flipper
By: Aalborg (Vejgaard Svømmehal)
Træning: Mandag & torsdag aften
Info: flipper.dk
Amager Undervandsrugby (Amager UV)
By: København (Frankrigsgade Svømmehal)
Træning: Flere hold inkl. ungdom
Info: amager-uv.dk
Herlev Dykkerklub / Jernlungerne
By: Herlev (Herlev Badet)
Træning: Mandag & torsdag aften
Info: jernlungerne.dk
Havbasserne
By: Farum Svømmehal
Træning: Mandag & torsdag 20:50–22:00
Info: havbasserne.dk
Kalundborg Sportsdykker Klub
By: Kalundborg Svømmehal
Træning: Tirsdag & torsdag
Info: kskdyk.dk
Aqua-Club Odense / UW Rugby Odense
By: Odense
Træning: Flere ugentlige pas
Info: aquaclub.dk
Tudserne
By: Odense (Højme Svømmehal)
Træning: Tirsdag 21:00–22:00 & Torsdag 20:00–22:00
Info: tudserne.dk
Dråben / Svendborg Undervandsrugby
By: Svendborg
Træning: Tirsdag & torsdag
Info: draaben.dk
Aqua Quick Aarhus
By: Aarhus
Træning: Se HoldSport for tider
Info: HoldSport
Køge Dykkerklub
By: Køge Svømmeland
Træning: Junior & seniorhold
Info: koegedykkerklub.dk
Haslev Sportsdykker Klub
By: Haslev Svømmehal
Træning: Mandag & fredag
Info: haslevdyk.dk
Perlen / Herning Sportsdykkerklub
Derfor gør klubberne meget ud af at give nye spillere en god begyndelse. I stedet for at kaste folk direkte ud i en fuld kamp, starter man roligt med simple lege, tekniske øvelser og træning i lavere vand.
På den måde bygger man gradvist vandføling op, lærer at styre bolden og får en forståelse for holdets rotationer – og vigtigst af alt: man får en tryg og sjov introduktion til sporten.
Læs også om Simon der kører Mountainbike . En sport der forener fysik, natur og fællesskab.
Denne indføring betyder, at flere holder fast. Det sociale spiller også en rolle: at blive inviteret med på ture, få en makker og mærke, at man hurtigt er en del af fællesskab.
Sporten stiller ikke krav til bestemt statur eller alder. Det handler langt mere om nysgerrighed, lyst til at være i vandet og viljen til at lære – men det er klart en fordel, at du erfaring med vand fra en tidligere sportsgren, en hobby eller fra et erhverv.
“Når nye prøver sporten, ser vi ofte, at de er overvældede. Men hvis de får en god start, opdager de hurtigt, hvor sjovt og intenst det er – og så bliver de hængende.”
Træning og mental styrke
For Jonas er undervandsrugby langt mere end en fritidsinteresse. Det er blevet et ankerpunkt i hverdagen – både fysisk og mentalt.
“Jeg kan mærke, at når jeg ikke får spillet i en periode, så bliver jeg urolig. Kroppen føles rastløs, og den savner vandet og sporten” fortæller han. “Når jeg så har været i vandet, falder der en ro over mig. Det er som om, hovedet bliver tømt.”
Sporten giver en sjælden kombination af fysisk udfordring og mental afkobling. Under vandet kan man ikke tale sammen, og alle tanker om arbejde og dagligdag skubbes til side.
Fokus ligger kun på bolden, kroppen og holdets bevægelser.
Samtidig er undervandsrugby en helkropstræning. Man svømmer, kæmper, holder vejret og koordinerer med sine medspillere på samme tid.
“Det er ikke som i fitnesscenteret, hvor du træner én muskel ad gangen. Her bruger du alt – ben, arme, core, lunger. Og det er hårdt, fordi du konstant mangler luft,” siger Jonas.
Men det er netop udfordringen, der gør sporten unik. Kroppen presses, konditionen forbedres, styrken udvikles – og bagefter kommer den mentale forløsning. Den blanding af intensitet og stilhed, som kun vandet kan give.
“Jeg har ikke prøvet noget andet, hvor effekten er så tydelig. Det er fysisk krævende, men jeg får energi af det. Og jeg får ro i hovedet bagefter. Det er derfor, jeg bliver ved,” siger han.

Aldrig færdigtrænet – at holde sig i gang som 50-årig
At dyrke undervandsrugby som 50-årig kræver vedholdenhed. Kroppen restituerer langsommere, og sofaen frister mere end tidligere. Men for Jonas er det netop nu, sporten giver allermest mening.
Han beskriver det som en kamp mod dovenskaben. Hver gang han vælger svømmehallen frem for fjernsynet, føler han sig stærkere – ikke kun fysisk, men også mentalt.
Kontinuiteten er afgørende. Jo mere man springer over, jo sværere bliver det at holde formen, og jo nemmere bliver det at give slip.
Derfor handler det ikke om at vinde medaljer, men om at blive ved. At holde fast i noget, der motiverer, og som trækker én op af sofaen uge efter uge.
“Det handler ikke kun om sport – det handler om livskvalitet. Jeg vil ikke lade mig overfalde af sofaen. Undervandsrugby er min måde at holde mig i gang på.”
Fremtiden under overfladen
Undervandsrugby vil for mange altid være en nichesport. Men potentialet er større, end de fleste tror. Med bedre kameraer, nye formater til livestreaming og en langsom vækst i antallet af klubber er der tegn på, at sporten kan få mere opmærksomhed.

I Danmark er rekruttering fortsat en udfordring, men Jonas ser muligheder. Flere unge er begyndt, og der er en stigende interesse for unikke og alternative sportsgrene.
Det handler om at vise, at sporten findes – og at man ikke behøver være elitesvømmer eller gammel frømand fra Jægerkorpset for at være med.
“Hvis man kan lide vand og vil prøve noget, man ikke finder andre steder, så er undervandsrugby fantastisk. Det er hårdt, ja – men det giver noget, som ingen andre sportsgrene kan.”