Foto: Thomas Sjørup
Der hvor historierne begynder
Der er noget næsten barnligt i måden, Thomas Bjerg taler om at finde historier på. Ikke barnligt som i naivt, men som i åbent, sansende og nysgerrigt.
For ham opstår fortællinger ikke som projekter med klare målsætninger og Excel-ark, men som noget, der ligger og ulmer i omgivelserne, indtil det pludselig tænder.
En cykeltur gennem et velkendt landskab. Et mørkt hul i et naturområde. En stemning, der hænger ved lidt for længe. Og så – uden varsel – et konkret billede, der får alt til at klikke.
En dag står der en sofa midt ude i naturen. Ikke i en have, ikke ved en sti, men midt i vildnisset, som om nogen har slæbt et stykke dagligstue ud i mosen og efterladt det dér. For Bjerg er det ikke bare mærkeligt. Det er en begyndelse.
For hans krimier starter sjældent med et genialt mordskema eller en efterforsker med en skarp replik klar. De starter med miljøet. Med sansningen. Med det han selv kalder “en fornemmelse”.
Først når den fornemmelse får lov at vokse sammen med mennesker, motiver og konflikter, begynder en roman at tage form.
“Jeg har cyklet forbi Sortemose i årevis … det er sådan et gustent naturområde med dybe huller og mørkt vand,” siger han.
Og man hører, hvordan stedet allerede er en scene, længe før der findes en handling. Mosen er ikke bare en kulisse. Den er et psykologisk rum.
Faktaboks: Thomas Bjerg
Thomas Bjerg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har siden 1990’erne arbejdet som freelancejournalist, forfatter, underviser og kommunikatør.
Han har en baggrund som nyhedsreporter på Jyllands-Posten og fast freelancer for Berlingske, hvor han især har dækket sundhed, sociale forhold og retsstof.
I dag driver han også redaktionen.dk, hvor han hjælper myndigheder og organisationer med klar, målrettet og fagligt præcis formidling.
Med sin evne til at gøre komplekse juridiske og samfundsmæssige emner forståelige arbejder han både med analyser, rapporter og kommunikation, der skaber sammenhæng mellem afsenderens mål og læserens behov.
Siden 2001 har han desuden undervist bredt i skriftlig formidling – med fokus på praktiske redskaber, der styrker kvaliteten i deltagernes daglige arbejde.
Et sted, hvor noget kan gemme sig, hvor noget kan forsvinde, og hvor noget kan komme op til overfladen igen.
Når Bjerg taler om steder, taler han om stemninger – og når han taler om stemninger, taler han i virkeligheden om mennesker. Det er også her, forklaringen på krimiens tiltrækningskraft begynder.
For da han bliver spurgt, hvorfor vi overhovedet elsker krimier, svarer han uden tøven:
“Det er en genre, som lover noget spænding … hvor man får kastet nogle karakterer ud i ekstreme situationer, hvor deres værdier bliver meget tydelige.”
Krimien er et komprimeret format. Den presser mennesker sammen med begivenheder, der er så voldsomme, at de ikke kan undgå at afsløre, hvem de er – og hvad de står for. Mordet er ikke målet. Det er katalysatoren.
Frygt på sikker afstand
Ifølge Thomas Bjerg handler krimien grundlæggende ikke om mord. Den handler om adgang. Adgang til noget, vi ellers holder nede og på afstand. I krimien får vi lov til at kigge ind i det mørke, uden selv at blive ramt af det.
“Man får lov at betragte den verden på afstand, uden at det er farligt,” siger han. Han leder efter et billede og finder et, der er næsten overraskende hverdagsligt: smagen af noget meget surt slik.
Noget, der næsten er ubehageligt, men som man alligevel opsøger, fordi man ved, at sødmen kommer bagefter.
Krimien fungerer på samme måde. Den er ubehagelig – men kontrolleret. Skræmmende – men sikker. I krimien bliver det forbudte til en rejse. Ikke noget, vi selv gør, men noget vi observerer. Og netop den afstand gør oplevelsen mulig.
“Det drager jo alt det, der er forbudt i det mørke,” siger Bjerg.
Han peger på noget fundamentalt menneskeligt: Vi rummer alle sider, vi ikke lever ud. Aggression, vrede, hævn, magt. I hverdagen bliver de holdt i skak af normer, moral og lovgivning. I krimien får de plads – uden konsekvens for læseren.
Men fascinationen stopper ikke ved det sensationelle. For Bjerg er krimien også et forsøg på at forstå. Ikke bare hvad der skete, men hvorfor det skete.
“Det er jo også spændende at finde ud af, hvad der motiverer mennesker,” siger han. “Hvad er det, der får nogen til at overskride alt det, vi andre lever efter?”
Her adskiller krimien sig fra ren action. Den vil ikke bare chokere. Den vil forklare. Og måske – i bedste fald – give os et blik ind i de sider af mennesket, vi helst ikke ser på i os selv.
Fra fakta til fiktion
Thomas Bjerg kommer ikke fra litteraturen. Han kommer fra journalistikken. En verden, hvor virkeligheden og fakta er udgangspunktet, og hvor det, man skriver, i princippet kan kontrolleres, efterprøves og modsiges.
Alligevel taler han om overgangen til fiktionen som noget næsten fysisk.
“Det er glæden ved at finde på og bruge fantasien,” siger han. “Man bliver helt høj, når man finder på noget, som begynder at hænge sammen.”
Den rus, han beskriver, handler ikke om at slippe ansvaret. Den handler om frihed. I journalistikken er der svar, der skal findes.
Kilder, der skal bekræftes. En virkelighed, der sætter grænser. I fiktionen findes der sammenhænge, der skal skabes. Mennesker, der skal opfindes. Motiver, der skal gives mening. Men han har ikke efterladt sit journalistiske blik. Tværtimod.
“Jeg griber alt, hvad jeg ved, og blander det,” siger han.
Hans erfaring med myndigheder, politi, retsmedicin og kommunikation ligger som et bagkatalog, han kan trække på. Ikke for at dokumentere, men for at skabe troværdighed.
For ham handler det ikke om at gengive virkeligheden én til én, men om at ramme noget, der føles rigtigt. Her kommer underbevidstheden ind. Bjerg beskriver den som vigtigere end den rationelle planlægning.
“Hvis man presser det for meget og kun bruger hjernen, så bliver det for konstrueret,” siger han. “Så kan man mærke, at det er tænkt – ikke oplevet.”
Krimien skal mærkes. Ikke regnes ud.
Det handler om troværdighed
Selv om Thomas Bjerg skriver fiktion, insisterer han på, at fortællingen skal kunne holde til virkeligheden. Ikke forstået som minutiøs dokumentation, men som en oplevelse af troværdighed.
Som læser skal man kunne mærke, at det beskrevne miljø og de mennesker, der bevæger sig i det, kunne eksistere – også når fortællingen bevæger sig ind i grænselandet mellem det rationelle og det intuitive.
“Det er vigtigt, at man kan lugte kaffen i køkkenet,” siger han.
Research er derfor ikke kun et spørgsmål om fakta, men om sansning og forståelse. I arbejdet med Døden løber mod nord har Bjerg brugt en bred kreds af fagpersoner: retsmedicinere, politifolk, en pensioneret anklager med flere.
Mennesker, der kan give indblik i procedurer, arbejdsgange og måder at tænke på – ikke for at fylde siderne med detaljer, men for at sikre, at det grundlæggende fundament er solidt.
Retsmedicinen er et eksempel. En retsmediciner i hans netværk bliver ofte brugt som sparringspartner, når døden skal beskrives. Hvad ser retsmedicineren på? Hvad er relevant – og hvad er det ikke?
Den viden ligger ofte under teksten, usynlig for læseren, men afgørende for, at scenerne hænger sammen.
“Det er ikke noget, der skal fylde særlig meget,” siger han. “Men det er rart at være helt sikker på, at det holder.”
Men research stopper ikke ved det systematiske og målbare. I denne roman spiller også en shamanistisk karakter en central rolle, og her har Bjerg været lige så omhyggelig.
Han har brugt tid på at tale med mennesker, der arbejder med shamanisme og sat sig ind i både ritualer, tankesæt og den tætte relation mellem menneske og natur, som præger den tradition.
For ham var det afgørende, at shamanen ikke blev en eksotisk staffage eller et mystisk krydderi, men et menneske med sin egen logik, sit eget verdenssyn og sine egne indre konflikter.
Derfor har han læst, talt med fagfolk og sat sig ind i, hvordan shamanistisk praksis faktisk opleves indefra – ikke som overtro, men som en måde at forstå verden på.
En nat satte Bjerg sig rent faktisk ud i en skov ved en gravhøj for at opleve, at naturen talte til ham.
“Ellers kan man ikke skabe troværdighed,” siger han.
Shamanens arbejde med naturen, med dyr og med grænselandet mellem liv og død krævede en anden form for research end den, der knytter sig til politi og retsmedicin.
Her handlede det mindre om regler og mere om respekt. Om at forstå, hvordan naturen ikke blot er kulisse, men aktiv medspiller i fortællingen.
Bjerg oplever, at mange fagpersoner – også uden for de klassiske krimifelter – gerne deler deres viden, hvis man nærmer sig stoffet med oprigtig interesse.
Research bliver dermed en dialog snarere end en udspørgen. Samtidig er han bevidst om, at research har en grænse.
Der kommer et punkt, hvor yderligere viden ikke gør historien stærkere, men tungere. Hvor fakta risikerer at kvæle fortællingen.
“På et tidspunkt må fiktionen tage over,” siger han. “Ellers bliver det bare en teknisk gennemgang,” forklarer Bjerg
Det afgørende er ikke, om alle detaljer kan dokumenteres, men om helheden føles rigtig. Om miljøet hænger sammen.
Om karaktererne handler på en måde, der giver mening inden for deres verden – også når den verden bevæger sig mellem det rationelle og det intuitive.
At styre på kaos – skriveprocessen bag krimien
Før skriveprocessen har Bjerg gjort et stort researcharbejde, men også under selve skriveprocessen researcher Bjerg, og dykker ofte dybere ned i emner for at skabe en realistisk og troværdig krimi.
Ikke som en lineær bevægelse fra første side til sidste, men som et langt og ofte cirkulært forløb, hvor idéer, karakterer og scener bliver flyttet rundt, justeret og gentænkt. Krimien kræver struktur – men ikke nødvendigvis orden fra start.
Bjerg beskriver sin skriveproces som en balance mellem overblik og fordybelse.
Han arbejder både med længere dokumenter og mere visuelle redskaber, hvor karakterer, handlingstråde og konflikter bliver brudt ned i mindre enheder, der kan flyttes rundt, indtil rytmen passer.
Men skrivearbejdet kræver også rum. Tid og steder, hvor tankerne kan få lov at arbejde uforstyrret. Derfor trækker han sig jævnligt væk fra hverdagen og tager til Sverige, hvor han har et hus midt i naturen.
Her, langt fra deadlines, undervisning og daglige forpligtelser, kan han koncentrere sig om at tænke og skrive i længere stræk.
I Sverige går han ture, sidder stille og lader historien arbejde videre i baggrunden. Ofte er det netop her, forbindelserne falder på plads. Ikke fordi han presser dem frem, men fordi han giver dem plads.
“Man skal afsætte rigtig meget tid til at være i personen,” fortæller han.
Når han vender tilbage til skrivebordet, har fortællingen ofte bevæget sig videre – nogle gange uden at han helt kan forklare hvordan. Idéer, der har ligget og ulmet, vælter frem, når der endelig er ro. Strukturen holder han fast i.
“Jeg skriver op, hvilke karakterer jeg har med, og hvilke roller de har i handlingen,” forklarer han.
Hver karakter bliver undersøgt grundigt: Hvad vil de opnå? Hvad har de brug for, uden selv at vide det? Spændingen mellem disse to størrelser er ofte det, der driver både konflikter og udvikling.
Historien bliver delt op i episoder. Scener samles, flyttes og justeres, så de underbygger mønstret uden at afsløre for meget.
Ofte handler det om at holde informationer tilbage, og skabe forudanelser hos læseren – ikke alle scener er derfor lige vigtige i sig selv, men hver af dem skal bidrage til helheden og føre fortællingen videre.
Den svære begyndelse og det vigtige klimaks
Centralt i processen står klimaks. For Bjerg er det afgørende at vide, hvor historien skal ende, allerede tidligt i forløbet. Ikke nødvendigvis i alle detaljer, men i sin grundlæggende form.
“Klimaks er supervigtigt,” siger han. “Det er der, hvor alt det indre og det ydre skal spille sammen.”
Her skal karakterernes bagage, deres valg og deres konflikter mødes med den ydre handling. Mordet, efterforskningen og opklaringen skal ikke stå alene, men spejle det, der sker inde i personerne.
Det er først i klimaks, at det bliver klart, hvorfor karaktererne handler, som de gør – og hvorfor historien ikke kunne have udviklet sig anderledes.
Begyndelsen er ofte den største udfordring. At finde det anslag, der kaster både karakter og læser ind i konflikten, uden at afsløre for meget for tidligt.
Begyndelsen skal pege frem mod klimaks, men samtidig give plads til, at fortællingen kan udfolde sig.
“Det er starten, der er det sværeste,” siger Bjerg. “Der skal man finde karaktererne og få dem til at spille.”
Midterdelen kan også være krævende. Her skal relationerne foldes ud, og spændingen holdes levende.
Det er ofte her, han søger feedback fra sin skrivegruppe eller redaktør – ikke for at få svarene serveret, men for at mærke, hvor fortællingen mister energi, eller hvor noget mangler.
Når historien begynder at stramme sig til igen, og bevægelsen mod klimaks tager form, falder mange brikker på plads. De steder, hvor processen har været sværest, viser sig ofte at være dem, der giver fortællingen dybde.
For Bjerg er skriveprocessen ikke bare et teknisk arbejde, men en måde at være i fortællingen på. Struktur er ikke et fængsel, men et redskab – noget, der gør det muligt at give kaosset form.
Efterforskeren – den fejlbarlige helt
I centrum af Thomas Bjergs nyere krimier står efterforskeren. Ikke som en klassisk helt, men som et menneske med brudflader, begrænsninger og indre konflikter.
For Bjerg er det ikke bare et stilistisk valg, men en grundlæggende forudsætning for, at fortællingen kan fungere.
“Ellers bliver de jo bare kedelige,” siger han nøgternt.
Den perfekte efterforsker, der altid tænker klart, handler rationelt og aldrig tvivler, har ingen friktion. Og uden friktion er der ingen spænding. For Bjerg skal hovedpersonen ikke blot kæmpe mod forbrydelsen, men også mod sig selv.
Det indre og det ydre skal spejle hinanden.
I Døden løber mod nord er hovedpersonen anklageren Vitus. En fagligt kompetent mand, men også et menneske, der bærer på sin egen historie og sine egne dilemmaer.
Når Bjerg skaber en efterforsker, trækker han nødvendigvis på sig selv – ikke i konkrete detaljer, men i følelser og reaktioner. For at en karakter kan føles troværdig, må forfatteren kunne mærke den indefra.
“Man bruger jo meget af sig selv,” siger han. “Ellers bliver det ikke troværdigt.”
Det betyder ikke, at Vitus er et spejlbillede af Bjerg. Tværtimod er der mange elementer, der er lagt bevidst på afstand. Vitus’ liv, valg og arbejdsvilkår er anderledes.
Men de indre bevægelser – tvivlen, presset, behovet for at forstå – er noget, Bjerg kan leve sig ind i. Og det er netop i den indlevelse, karakteren opstår.
Når Bjerg skriver, bliver han Vitus for en stund. Ikke i rollen som skuespiller, men som bevidsthed. Han sætter sig ind i karakterens situation, mærker den og lader handlingerne vokse derfra.
“Man skal afsætte rigtig meget tid til at være i personen,” siger han.
Det betyder også, at karakteren ikke nødvendigvis bliver på skrivebordet. Tankerne kan følge med ud i hverdagen. Ikke som noget forstyrrende, men som et bagvedliggende arbejde, hvor historien fortsætter med at forme sig.
Først når Bjerg igen sætter sig for at skrive, vælter det frem – som resultatet af noget, der har arbejdet i det skjulte.
Samtidig er han opmærksom på risikoen for at blive træt af sin egen hovedperson. Det kan ske, især når man følger den samme karakter over flere bøger. Men her ser han udvikling som nøglen.
“Karakteren skal forandre sig. Blive klogere. Se verden anderledes,” forklarer Berg.
Over flere bøger får læseren gradvist et dybere indblik i Vitus. Ikke gennem lange forklaringer, men gennem handlinger og valg. Det, karakteren bærer med sig, bliver langsomt synligt.
Ikke alt bliver løst – og det skal det heller ikke. For Bjerg er det vigtigt, at der stadig er noget, der arbejder videre i karakteren, også når en bog slutter.
Vold, etik og grænsen for det nødvendige
Når Thomas Bjerg skriver om mord og vold, gør han det med en tydelig bevidsthed om, hvor grænsen går. Ikke en grænse trukket af regler eller genrekrav, men af erfaring og refleksion.
For selv om krimigenren lever af det ekstreme, mener han ikke, at alt behøver at blive vist eller beskrevet.
“Man skal ikke overpensle ting,” siger han. “Man skal holde en masse tilbage.”
For Bjerg handler etik i krimien ikke om at gøre volden pæn eller ufarlig. Tværtimod. Vold skal kunne mærkes. Den skal have konsekvenser.
Men den behøver ikke at blive udpenslet for at virke. Ofte er det netop det, læseren selv forestiller sig, der er mest effektivt.
Han peger på, at krimien arbejder med læserens forestillingsevne. Hvis forfatteren beskriver alt i detaljer, fratager man læseren muligheden for selv at fylde hullerne ud. Og dermed forsvinder noget af spændingen.
“Meget ofte holder man ting tilbage,” siger han. “Og så arbejder læserens egne forestillinger.”
Bjerg taler også ud fra erfaring som læser. Han nævner bøger, hvor volden blev så eksplicit, at han måtte springe sider over. Ikke fordi han ikke kunne tåle stoffet, men fordi det blev for meget. For insisterende. For voldsomt i sin form.
Den erfaring bruger han aktivt i sit eget arbejde. Han afprøver grænserne, men justerer løbende. Her spiller hans skrivegruppe og redaktør en vigtig rolle.
Når andre reagerer kraftigt på en scene, tager han det som et signal – ikke nødvendigvis til at fjerne scenen, men til at skrue ned.
“Hvis folk reagerer meget voldsomt, så ved jeg, at det virker,” siger han. “Men så ved jeg også, at jeg skal justere.”
Der findes dog emner, han bevidst vælger fra. Overgreb mod børn er et af dem.
“Det vil jeg simpelthen ikke,” siger han.
Ikke som et generelt forbud, men som et personligt valg, præget af hans journalistiske arbejde i 1990’erne, hvor han dækkede sager, der gjorde et varigt indtryk.
Den gode krimi – og det, læseren tager med sig
Når Thomas Bjerg taler om den gode krimi, vender han ikke tilbage til afsløringen, overraskelsen eller det smarte twist.
For ham er kvaliteten ikke først og fremmest et spørgsmål om at snyde læseren, men om at indfri et løfte. Et løfte om, at det, man har været igennem, giver mening.
“Jeg vil gerne have, at læseren føler, at det var velkomponeret,” siger han.
Det betyder ikke, at alt nødvendigvis skal forklares til bunds. Men de centrale tråde skal samles. Mordet skal opklares. Sammenhængene skal stå tydeligt frem.
Læseren skal kunne se tilbage på historien og forstå, hvorfor begivenhederne udviklede sig, som de gjorde.
Forventningen om opklaring er en del af genrens kontrakt. Den yderste handling – forbrydelsen og dens løsning – skal falde på plads.
Men Bjerg mener ikke, at en krimi nødvendigvis skal lukke alt. Der må gerne være sprækker. Noget, der peger videre. Især i relation til de gennemgående karakterer.
“Der må godt være noget, der ikke er færdigt,” siger han.
For selv om sagen er afsluttet, er mennesket det ikke. De indre konflikter, de personlige brudflader og de erfaringer, karaktererne bærer med sig, skal gerne fortsætte ud over bogens sidste side.
Det er her, læserens relation til hovedpersonen for alvor opstår – og det er her, lysten til at følge med videre i næste bog bliver skabt.
Måske du også er interesseret i artiklen om Manipulationens Usynlige Mekanik med John-Erik Bang
Bjerg er også optaget af balancen mellem forudsigelighed og overraskelse. En krimi må gerne overraske, men ikke på bekostning af troværdigheden.
Hvis løsningen føles tilfældig eller uretfærdig, brydes forbindelsen til læseren. Overraskelsen skal vokse ud af det, der allerede er lagt frem.
“Det skal føles rigtigt,” siger han. “Selv hvis man ikke havde set det komme.”
Samtidig håber han, at læseren får mere med sig end selve spændingen. At bogen også åbner for indsigt. I mennesker. I relationer. I miljøer og temaer, man måske ikke kendte i forvejen.
I Døden løber mod nord kan det være naturen, fiskeriet, shamanismen eller det særlige nordnorske landskab – elementer, der ikke bare fungerer som baggrund, men som en del af fortællingens nerve.
“Jeg vil gerne have, at man både er underholdt og har lært noget,” siger han.
I den forstand ligger der stadig en journalistisk grundtone i Bjergs krimier. Ikke som formidling af fakta, men som nysgerrighed.
Et ønske om at forstå og vise verden fra flere vinkler. Krimien bliver et sted, hvor spænding og indsigt kan eksistere side om side.
Når læseren lukker bogen, håber han ikke kun, at mysteriet er løst, men at oplevelsen hænger ved. At karaktererne føles levende. At rejsen har været det værd. Og at historien – selv i sit mørke – har skabt en form
Er du blevet nysgerrig på Døden Løber Mod Nord eller en af Thomas Bjergs andre krimier, så kan du finde dem på Mofibo.
