En samtale med Tomas Friis
For at forstå, hvorfor behovet for disse fællesskaber opstår, har ManSphere talt med Tomas Friis, der til dagligt arbejder med mænd i mandegrupper. Ikke for at finde en enkelt forklaring, men for at undersøge, hvad det er, mænd savner – og hvad der sker, når de mødes med andre mænd i et rum, hvor ansvar, ærlighed og fællesskab er i centrum.
Det hele startede med en skilsmisse
Da Tomas Friis for godt og vel 20 år siden blev skilt, var det ikke bare et ægteskab, der gik i stykker. Det var en hel struktur, han havde orienteret sit liv efter.
Han understreger, at det ikke var ham, der traf beslutningen, og tiden efter beskriver han som en form for planløs vandring. Han opsøgte hjælp dér, hvor man nu engang gør det: hos psykologer, præster og terapeuter. Alt det, der på papiret burde virke.
Men det gjorde det ikke.
“Jeg søgte rundt i landskabet for at få noget hjælp. Psykologen virkede ikke. Præsten virkede ikke.”
Det afgørende for Tomas var ikke, at han manglede mennesker at tale med, men at han manglede et sted at blive genkendt. Et sted, hvor han ikke først skulle forklare eller legitimere sin smerte, men hvor han kunne træde ind og blive mødt som mand.
Da han endelig fandt det rum, var det hos Carl-Mar Møller, og oplevelsen var både enkel og omvæltende.
“Det var første sted, jeg følte mig set og hørt – og kendt som mand.”
Den oplevelse blev et vendepunkt. Ikke fordi den løste alt, men fordi den pegede på noget, der havde manglet. Noget, som hverken handlede om analyser eller gode råd, men om spejling, kropslig erkendelse og relation.
Det var her, Tomas’ interesse for mandegrupper for alvor tog form – først som deltager i sin egen proces, senere som facilitator.
Han læste David Deida, stødte på den mytopoetiske mande-bevægelse og fandt undervisere i udlandet. En workshop i London med Eli Buren blev afgørende. Ikke på et intellektuelt plan, men på et eksistentielt. Eli blev Tomas’ lærer de næste 15 år.
”Jeg kan huske øjeblikket, hvor jeg sagde: Det her vil jeg også kunne.”
Det var ikke ambitionen om at blive terapeut, der meldte sig, men erkendelsen af, at dette rum – hvor mænd kunne mødes som mænd – var noget, der burde findes. Og hvis det ikke fandtes, måtte han være med til at skabe det.
Faktaboks: 4 bøger Tomas anbefaler
Iron John – A Book About Men
Robert Bly
En klassiker i mande- og maskulinitetslitteraturen. Med udgangspunkt i eventyret om Jern-Hans beskriver Bly, hvordan moderne mænd mangler overgangsritualer, mandlige fællesskaber og kontakt til dybere lag af identitet og ansvar.
The Way of the Superior Man
David Deida
En bog om mandlig retning, integritet og polaritet i relationer. Deida udforsker, hvordan mænd kan stå mere autentisk i deres liv, deres arbejde og deres nære relationer – uden at miste sig selv.
No More Mr. Nice Guy
Robert Glover
Bogen handler om mænd, der forsøger at være “for pæne” for at undgå konflikt og få andres anerkendelse – men som ender med at undertrykke egne behov og skabe frustration og skjult vrede. Bogen viser, hvordan dette Nice Guy‑syndrom opstår, og giver konkrete værktøjer til at sætte grænser, udtrykke egne ønsker og opbygge mere autentiske relationer.
King Warrior Magician Lover
Robert Moore og Douglas Gillette
Kort fortalt skitserer bogen fire maskuline arketyper – kongen, krigeren, magikeren og elskeren – og viser, hvordan mænd kan balancere dem for at blive mere modne, hele og handlekraftige.
I dag fylder arbejdet med mænd omtrent halvdelen af hans praksis, mens parterapi og individuelt arbejde fylder den anden halvdel.
Og mandegrupperne er ikke et lille sideprojekt, men en “stor del af mande-arbejdet” – sammen med workshops og forløb, som bæres af et frivillig- og assistentmiljø.
Ikke som et poleret brand, men som et fællesskab, hvor nogle bliver hængende længe nok til at give det videre.
Det er værd at dvæle ved, fordi det siger noget om hans syn på udvikling: den er ikke noget, man “køber”, får og går hjem med. Den bliver til, når nogen insisterer – og bliver.
Faktaboks: Tomas’ Blå Bog
Mandeterapeut, parterapeut, coach, foredragsholder, leder kurser, retreats og mandegrupper: Bagmand på mandekursus.dk.
Tomas har i 20 år faciliteret mandegrupper, holdt workshops, retreats og kurser, bl.a. “Få nosserne tilbage”, “Giv dit liv retning mand”, haft Bubber i gruppeterapi på TV og med på kursus i skoven – og selv været på Vision Quest.
Tomas har studeret / trænet med / ladet sig inspirere af blandt andre Arne Rubinstein, Carl-Mar Møller, David Deida, Eli Buren, Ole Vadum Dahl, Robert Glover og Robert Moore.
Tomas har praksis med individuelle og par-klienter i Hillerød, Holbæk, København. Holder foredrag og kurser i hele landet og debatterer om især om mænd, parforhold, kønsroller, seksuel polaritet – og om kunsten at blive ærlig.
Tomas leder mandegrupperne og de øvrige kurser og retreats sammen med Falcon
Maskulinitetens tomrum
Spørgsmålet om, hvorfor mandegrupper overhovedet er nødvendige, fører ifølge Tomas Friis langt tilbage i historien. Mænd har altid været sammen.
I århundreder var mandefællesskaber en naturlig del af livet: i håndværksfag, på værksteder, i landbruget, i militæret, i sporten.
Drenge blev socialiseret ind i mandelivet gennem andre mænd, ofte helt fra en tidlig alder. Man gik med far på arbejde, lærte ved at se, ved at gøre – og ved at blive korrigeret.
Men fællesskabet havde næsten altid et fælles tredje. Arbejdet, jagten, kampen, håndværket. Det var kroppen og funktionen, der var i centrum – ikke det indre liv.
“Man var sammen om noget. Ikke om sig selv.”
Følelser, tvivl og eksistentielle spørgsmål havde sjældent plads i disse rum. Ikke nødvendigvis fordi de var forbudte, men fordi der ikke var sprog, tid eller kulturel ramme for dem.
Mandens værdi lå i det, han kunne bidrage med: forsørgelse, beskyttelse, styrke, udholdenhed. Identiteten var bundet op på rolle og funktion – og så længe de roller var klare og nødvendige, fungerede systemet.
I 1960’erne og 70’erne begyndte noget at skride. Kvindebevægelsen udfordrede kønsrollerne – med god grund – og i kølvandet opstod de første moderne mandegrupper.
Men mange af dem blev, ifølge Tomas, defineret af en forkert bevægelse væk fra det maskuline.
“Det var mænd, der sad i rundkreds og sagde undskyld for at være mænd.”
Det var ikke en reel undersøgelse af maskulinitet, men snarere en form for selvudslettelse. En reaktion snarere end en forankret bevægelse. Det er ikke den tradition, Tomas står i.
Hans eget blik er rettet mod de langsomme, strukturelle forandringer, der over generationer har ændret vilkårene for at blive mand. Industrialiseringen trak fædre ud af hjemmet og ind på fabrikkerne.
Drengene mistede daglig adgang til mandlige rollemodeller. Senere fulgte skilsmisserne, hvor mange fædre helt eller delvist forsvandt ud af børns hverdag.
I dag vokser en stor del af drenge op med begrænset kontakt til voksne mænd i hverdagen – både i hjemmet og i institutionerne.
Samtidig overtog velfærdsstaten gradvist de klassiske maskuline kernefunktioner. Forsørgelse blev institutionaliseret. Beskyttelse blev professionaliseret.
Autoritet blev reguleret. Mandens rolle som nødvendighed blev udhulet – uden at blive erstattet af en ny, tydelig identitet.
“Det, der gjorde en mand til en god mand i gamle dage, er blevet mindre og mindre relevant.”
Parallelt med dette ændrede arbejdsmarkedet sig. Fysisk styrke og hierarki blev erstattet af samarbejde, relationer og emotionel intelligens.
Værdier, der traditionelt har været forbundet med det feminine, blev dominerende – ikke fordi de er “kvindelige”, men fordi de passer bedre til et komplekst, velstående samfund.
Problemet er ikke, at disse værdier er forkerte. Problemet er, at overleveringen af maskulinitet er brudt.
Der er ikke længere klare, levende svar på spørgsmål som: Hvad vil det sige at være mand? Hvad forventes der af mig? Hvordan ser ansvar ud? Hvordan håndterer jeg magt, vrede, begær, sårbarhed?
Når gamle idealer falder bort, og ingen nye gives videre, opstår der et tomrum. Ikke et tomrum fyldt med ond vilje, men med usikkerhed. Mænd står tilbage uden sprog for deres indre liv og uden fællesskaber, hvor det kan undersøges.
“Det er ikke onde mænd. Det er forvirrede mænd.”
Mandegrupper opstår netop i dette tomrum. Ikke som nostalgi og ikke som protest, men som et forsøg på at genskabe noget, der er gået tabt: et rum, hvor mænd kan spejle sig i andre mænd, få modstand, få anerkendelse – og langsomt finde et mere tidssvarende svar på, hvem de er, og hvem de gerne vil være.
Mr. Nice Guy-syndromet
Når Tomas Friis taler om mænd, skelner han groft mellem to problemer. Det ene er dem, han kalder “idioter”. Dem, der opfører sig grænseoverskridende, egoistisk eller ansvarsløst.
Om dem er han kort for hovedet: lad være. Det er en no-brainer. Men det er heller ikke dér, han mener, hovedproblemet ligger.
Det største problem, hvis man ser på flertallet af mænd, er ifølge Tomas det modsatte: mænd, der er blevet for lidt.
Han peger på et samfund, der på mange måder fungerer fremragende. Et samfund, der kan “sygt mange gode ting”. Vi er sikrere, rigere og mere komfortable end nogen generation før os.
Men netop den succes har en bivirkning, som sjældent bliver talt om: den gør det muligt systematisk at undgå smerte.
Og når smerte kan undgås, kan udfordring, modstand og kritik også undgås. De erfaringer, der historisk har været med til at forme den maskuline side i mennesker – uanset køn – bliver valgfrie. Noget, man kan tage eller lade være.
For Tomas er det maskuline ikke lig med dominans eller hårdhed. Det er en bevægelse. Noget, der vokser gennem pres, modstand og feedback, der ikke kun er blid.
Det feminine vokser gennem nærhed, omsorg og følelsesmæssig afstemning. Problemet opstår, når den ene side næsten udelukkende dyrkes, mens den anden langsomt forfalder.
I et samfund, hvor ubehag kan outsources, bliver det fristende at blive stående i det, Tomas kalder en passiv “hvad synes du, skat?”-tilstand.
Ikke fordi mænd mangler vilje eller moral, men fordi der ganske enkelt ikke er noget, der tvinger dem til at træde frem.
I stedet for at gå ud i verden og risikere noget – at blive afvist, kritiseret, misforstået – kan man bestille mad, glide ind i streaming, forsvinde i scrolling eller spille sig til belønning.
Ikke fordi disse ting er onde i sig selv, men fordi de tilbyder belønning uden den langsigtede investering, der opbygger karakter, selvrespekt og retning.
Tomas moraliserer ikke over det. Han konstaterer noget mere ubehageligt: at vi altid træner noget i os selv. Spørgsmålet er bare hvad.
Hvad bliver du dygtig til, når du igen og igen vælger den letteste belønning? Hvad opøver du i dig selv, når du undgår det, der er svært, upræcist eller smertefuldt?
“Du kan undgå smerte. Og så skal du selv motivere dig til at gå hen til noget, der er svært.”
Sætningen er brutal, netop fordi den ikke placerer skylden nogen steder udenfor. Den peger ikke på kvinder, systemet eller barndommen – men på det sted, hvor mange helst ville slippe: i den daglige disciplin.
I de små valg, hvor man enten bygger noget op i sig selv eller langsomt bedøver det.
Det er her, Tomas mener, at mange mænd går i stå. Ikke fordi de vil noget ondt, men fordi de aldrig rigtig bliver udfordret til at ville noget mere.
Maskulin kærlighed og opdragelse
Et af de centrale begreber i Tomas’ arbejde er “maskulin kærlighed”. Ikke som hårdhed, dominans eller macho – men som kærlighed med rygrad. Kærlighed, der tør være tydelig. Kærlighed, der tør stille krav, fordi den faktisk tager den anden alvorligt.
Tomas peger på, at mange relationer i dag – både venskaber og parforhold – er blevet stærkt omsorgsorienterede.
Det lyder umiddelbart som noget ubetinget godt: vi vil hinanden det godt, vi vil passe på hinanden, vi vil undgå at skade. Men netop derfor opstår der en blød fælde.
For når relationen primært er bygget på at beskytte hinanden mod ubehag, bliver det sværere at sige det, der faktisk er sandt.
“Jeg elsker dig, så jeg har ikke lyst til at påføre dig smerte eller uvenskab.”
Det er en sætning, der rummer hele paradokset: man holder igen af kærlighed, men det, man holder tilbage, er ofte det, der kunne hjælpe den anden.
Man ser, at ens ven bliver mindre og mindre sig selv. At han glider væk fra det, han egentlig vil. At han går i ring i de samme mønstre, bliver mere passiv, mere irritabel, mere lukket.
Man mærker det – men man siger det ikke. Fordi man ikke vil gøre ondt. Fordi man frygter konflikten. Eller fordi man også godt ved, at hvis man sætter fingeren på hans blå mærker, kan det være, at han sætter fingeren på ens egne.
Så man bliver ved med at lade hinanden glide.
Det er her, Tomas mener, at noget afgørende mangler i moderne mandlige relationer: den form for kærlighed, der ikke bare trøster, men også udfordrer. Ikke for at hæve sig selv – men for at trække den anden op.
“Jeg vil ikke finde mig i, at du er mindre, end du kan være.”
Det er i Tomas’ forstand opdragelse: at trække op. At insistere på potentiale. At nægte at gøre sig selv mindre – og nægte, at den anden gør det samme.
Den slags opdragelse er ubehagelig, fordi den kræver, at man risikerer noget i relationen. Den kræver, at man tør være den, der siger: det der – det er ikke godt nok. Ikke som dom, men som tro på, at der findes mere krudt i dig, end du viser.
Og netop derfor er det kærligt.
En dojo for integritet
Tomas insisterer på, at mandegrupper ikke er terapi i klassisk forstand. Han beskriver det som et spektrum: terapi som reparation i den ene ende og selvudvikling som stræk i den anden.
Mandegrupperne ligger et sted midt imellem – et rum, hvor man både får øje på det, der gør ondt, og samtidig bliver mødt af et enkelt, krævende spørgsmål: Hvad gør du ved det?
Men for at det kan fungere, skal formen bære det. Den skal være så tydelig, at den ikke inviterer til at glide udenom.
Derfor er rummet ikke hyggeligt. Der er en cirkel. Ingen borde. Ingen kaffe. Ingen telefoner, ingen småsnak, ingen “nå, hvordan går det ellers?” som en bagdør ud af alvoren.
Det er ikke et socialt arrangement forklædt som udvikling. Det er et træningsrum.
“Det er ikke fordi, vi ikke kan lide hygge. Det er fordi, det her er et træningsrum.”
Tomas kalder det et dojo – et sted, man møder op for at arbejde. Ikke for at blive “fikset”, men for at træne. Og træningen har et navn: integritet.
At det, der foregår indeni, også kan bæres udenpå. At man siger det, man mener. At man gør det, man siger. At man holder sig selv fast på en standard, man kan respektere.
Inde i cirklen arbejder man ikke primært med idéer om livet, men med livet, som det er lige nu. Det lyder simpelt, men det er præcis derfor, det virker: Når en mand taler, bliver han ikke bare mødt med “det lyder hårdt”.
Han bliver mødt med nysgerrighed, spejling og konkrete spørgsmål. Hvad er det, du undgår? Hvad er det, du ikke siger højt? Hvad er du bange for at miste, hvis du siger det? Og hvad koster det dig at lade være?
Det er her, forskellen på mandegruppen og den klassiske “snakke-om-det”-kultur bliver tydelig. Man må gerne fortælle historien – men man får ikke lov til at gemme sig i den.
Pointen er ikke at være dygtig til at forklare sig selv. Pointen er at blive bedre til at stå i sit liv.
En stor del af processen er derfor struktureret omkring forpligtelse. Ikke som moralsk pisk, men som praksis. Hver uge lover mænd noget. Det kan være en samtale, de har udskudt i årevis.
En grænse, de ikke tør sætte. En undskyldning, de skylder. Eller en handling, der bygger dem op: løb tre gange, mediter tre gange, skriv den besked, søg det job, stop med det, du godt ved er selvbedrag.
Ikke fordi alle skal gøre det samme, men fordi alle skal gøre noget. Og fordi løftet ikke bare er til en selv, men til de andre.
“Hvis du er en rigtig mand, så skal du holde det.”
Det er her, integritet bliver trænet som en muskel. Ikke som en idé, man kan være enig i, men som en vane, man kan leve. Når gruppen mødes igen, bliver der fulgt op.
Ikke med skældud, men med konsekvens. Gjorde du det? Hvis ikke – hvorfor ikke? Var det dovenskab, frygt, modstand, selvbedrag? Og hvad vil du gøre anderledes nu?
Det kan lyde hårdt, men det er netop her, Tomas’ pointe om “maskulin kærlighed” bliver praktisk: man bliver ikke presset ned – man bliver trukket op.
Gruppen er ikke interesseret i at udstille dig. Den er interesseret i, at du bliver større end dine egne undskyldninger.
Og over tid sker der noget, som mange mænd ikke er vant til at opleve: de begynder at stole på sig selv igen. Ikke fordi nogen har sagt, at de er gode nok, men fordi de kan se det i deres handlinger.
Selvrespekt, siger Tomas indirekte, kommer ikke af at få ret. Den kommer af at kunne se sig selv i spejlet og vide: Jeg gør det, jeg siger. Og den opstår kun gennem gentagelse – gennem praksis, igen og igen.
Hvem er det man møder i en mandegruppe
Den typiske deltager i Tomas Friis’ mandegrupper er ikke ekstrem. Han er ikke marginaliseret, ikke i frit fald og ikke en, man umiddelbart ville pege på som “i problemer”.
Han er gennemsnitlig. Tomas kalder ham “1,8-manden”: rækkehus, 1,8 fuldtidsjob, 1,8 børn og kørte i en Golf 1,8 fra de fossile brændstoffers storhedstid. Et liv, der på overfladen ligner det, mange forbinder med stabilitet og et godt voksenliv.
“Det er ham, du møder i Føtex.”
Manden, der står ved køledisken en tirsdag eftermiddag. Han har styr på tingene. Han arbejder. Han betaler sine regninger. Han henter og bringer.
Udefra er der intet i vejen. Og netop derfor er der heller ingen, der spørger ham, hvordan han egentlig har det.
Men for mange mænd begynder noget at skride indefra. Ofte uden drama. Uden en tydelig begivenhed. Bare som en langsom erkendelse af, at livet er blevet tungere at bære, end det burde være.
Arbejdslivet presser. Kravene stopper ikke. Stressen bliver en grundtone, man vænner sig til. Samtidig melder spørgsmålet sig, som mange mænd først tør formulere sent:
“Er det her virkelig resten af mit liv?”
Det er ikke nødvendigvis utilfredshed – mere en tomhed. Rollen er blevet snæver. Dagene gentager sig. Og der er ikke noget klart svar på, hvad næste skridt skulle være.
For nogle forstærkes det i parforholdet. Ikke fordi kærligheden er væk, men fordi relationen er blevet praktisk. Samtalerne handler om børn, logistik og hverdagsdrift.
Faktaboks: Sådan afvikles et forløb i en mandegruppe
Varighed: 3 måneder
Gruppestørrelse: Typisk 12–16 mænd
Opbygning:
- Opstartsweekend, hvor format, sprog og rammer bliver sat
- Ugentlige møder (aften) i tre måneder
- Afsluttende weekend med opsamling og markering
Indhold:
- Arbejde med autenticitet (hvem er jeg?)
- Træning af integritet (gør jeg det, jeg siger?)
- Personligt ansvar og praksis
Arbejdsform:
- Hver deltager forpligter sig på et konkret løfte hver uge
- Løftet er individuelt, men bæres af gruppen
- Fokus er ikke problemet i sig selv, men hvordan man står i det
Mange mænd oplever, at de ikke længere bliver set som mand – og samtidig ikke selv ved, hvordan de skal vise sig.
For andre – og det er vigtigt for Tomas at sige – er situationen mere barsk. Her handler det ikke om at føle sig alene midt i relationer, men om reel ensomhed.
Mænd uden partner. Uden børn. Uden nære venner. Mænd, der ikke har nogen at ringe til. Ingen, der forventer dem. Ingen, der ville opdage det med det samme, hvis de forsvandt.
“Der er mænd, som ikke bare føler sig alene – de er alene.”
Nogle har mistet relationer gennem skilsmisse, flytninger eller år med arbejde i højt tempo. Andre har aldrig rigtig fået dem etableret. Fælles for dem er, at ensomheden er blevet et vilkår, ikke en fase.
Og fordi ensomhed hos mænd er dybt skamfuldt, bliver den sjældent sagt højt. Man burde jo have nogen. Så man tier. Og jo længere tid man har været alene, jo sværere bliver det at række ud.
“De fleste er ikke ved at drukne. Men de har svømmet længe.”
Uanset om manden lever i et funktionelt familieliv eller står helt alene, er mønsteret ofte det samme: han bærer det selv. Han klarer det.
Han holder ud. Indtil noget i ham siger stop – ikke som et sammenbrud, men som en stille erkendelse af, at det ikke kan blive ved sådan.
Det er her, mandegruppen for mange bliver et brud. Ikke fordi de ikke har prøvet at tale før, men fordi der nu er et sted at møde op.
Et rum, hvor man ikke skal forklare, hvorfor man er der. Et fællesskab, der ikke forsvinder, når det bliver ubehageligt.
På introaftener fortæller mænd ting, de aldrig har sagt til et andet menneske før. Ikke nødvendigvis de mest dramatiske historier, men de mest sande: om træthed, om tvivl, om ensomhed – og om frygten for, at livet allerede er låst fast.
Og for mange begynder forandringen netop dér – i erkendelsen af, at manden i Føtex ikke kun er dem selv, men også står ved siden af dem i cirklen.
Ansvaret er dit
For Tomas handler intimitet ikke om romantik, men om muligheden for at vise sig, som man er, uden at blive straffet for det.
Det er netop det rum, mandegrupperne forsøger at skabe. Et sted, hvor man kan sige det svære uden at blive slagtet. Ikke fordi alt er i orden, men fordi intet bliver fejet væk.
Der bliver skelnet uden at dømt, og mændene holder hinanden fast på det, der faktisk betyder noget.
For Tomas er ansvar ikke et moralsk krav udefra, men et eksistentielt vilkår. Noget man enten tager på sig – eller langsomt betaler prisen for at undgå.
Mange mænd har fået kort på hånden, de aldrig selv har valgt: fraværende fædre, skilsmisser, manglende mandlige rollemodeller.
“Der er masser af ting, der ikke er din skyld. Men det er stadig dit ansvar.”
I mandegruppen betyder ansvar ikke, at man skal klare det alene. Tværtimod. Det betyder, at man træder frem i fællesskabet og siger: det her er mit. Det her bøvler jeg med. Og så bliver man ikke fikset – men spejlet, udfordret og holdt fast.
Ansvar bliver ofte misforstået som bebrejdelse. Tomas ser det som frihed. For der, hvor ansvaret ligger, ligger handlemuligheden også.
Og derfor arbejder man ikke med at forklare, hvorfor livet er svært, men med at undersøge, hvad man selv gør – og undlader at gøre – midt i det.
“Du bestemmer ikke nødvendigvis, hvilke kort du fik. Men du bestemmer, hvordan du spiller dem.”
Det er også derfor, mandegrupperne konsekvent trækker fokus væk fra abstrakte diskussioner og hen på det, der sker her og nu. Ikke politik. Ikke samfundsdebatter. Men det, der foregår i kroppen, i tankerne, i relationerne.
I fællesskabet med andre mænd bliver det tydeligt, hvor man undviger, hvor man holder sig tilbage, og hvor man ikke lever det liv, man gerne vil stå ved.
Og fordi arbejdet foregår sammen med andre, bliver det også sværere at løbe fra sig selv. De andre mænd ser det. De husker, hvad man har sagt. De følger op.
“Det eneste, du har indflydelse på, er det, du siger, og det, du gør – og det, du ikke siger, og det, du ikke gør.”
Det er her værdier tager form. Ikke som idealer, man kan være enig i, men som erfaring: hvem er du, når det er svært – og hvad gør du så?
Tomas tror ikke på én måde at være mand på. Men han tror på bevægelse. Og han tror på ansvar – båret individuelt, trænet kollektivt.
For det er dér, arbejdet begynder.
Når forløbet slutter
Når forløbet slutter, er mændene ikke færdige. Det er Tomas meget tydelig omkring. Der er ingen, der bliver “lavet om” på tre måneder, og der findes ingen endelig version af et menneske. Men de er et andet sted, end da de kom.
De har ikke fået en ny identitet. De har fået adgang til sig selv. Og de har erfaret noget afgørende: at forandring ikke sker af indsigt alene, men af handling – gentaget over tid og båret af andre.
Når Tomas ser tilbage på de mange forløb, er det ikke bestemte øvelser eller metoder, der står stærkest. Det er det, mændene selv siger bagefter – ofte uden at blive spurgt.
“Mere end halvdelen siger uopfordret: det her er det vigtigste, jeg har gjort for mig selv. Det er den største gave, jeg har givet mig selv.”
For de fleste handler det ikke om, at alle problemer er forsvundet. Det handler om, at de ikke længere står alene med dem. De har fået et sprog for det, der foregår indeni.
En erfaring med at tage ansvar uden at blive knust af skyld. Og relationer, hvor de både bliver mødt og holdt fast.
“Det er ikke et wellness-ophold. Det er arbejde. Men det er arbejde, der giver noget igen.”
Det, mændene tager med sig, er ofte tre ting: større selvrespekt, fordi de har gjort det, de sagde, de ville gøre. Et klarere indre kompas, fordi de har mærket, hvad der faktisk betyder noget for dem. Og et fællesskab, der ikke forsvinder, når det bliver svært.
Læs også artiklen om mænd og årsagerne til deres rejsningsproblemer
For mange bliver mandegruppen derfor ikke bare et forløb, men et vendepunkt. Et sted, hvor de for første gang tog sig selv alvorligt – ikke alene, men sammen med andre mænd.
Ikke for at blive fikset, men for at stå stærkere i det liv, de allerede lever.
For mange stopper det ikke dér. De sidste 15 år er alle mandegrupperne fortsat med at mødes, længe efter de tre måneder er afsluttet. Nogle i få år, andre i mere end 10 år efter de er startet.
Ikke fordi de “har brug for mere hjælp”, men fordi fællesskabet har vist sig at være bæredygtigt.
“Vi lærer dem håndværket, så de kan køre gruppen selv.”
Det betyder, at mandegruppen ikke bliver et afhængighedsforhold, men et fællesskab, mændene selv bærer videre. De har lært formatet, sproget og strukturen – og kan bruge det, når livet ændrer sig: nyt job, skilsmisse, sygdom, børn, tab.
På den måde bliver mandegruppen ikke et afsluttet kapitel, men en praksis. Noget, man kan vende tilbage til, når det er nødvendigt. Og noget, der for mange bliver et fast holdepunkt i et liv, hvor relationer ellers let glider væk.
Fremtiden for den danske mand
Tomas Friis tror ikke på én fortælling om den danske mands fremtid. Han tror heller ikke på én rigtig måde at være mand på. Tværtimod ser han en tid, hvor flere narrativer eksisterer side om side – nogle mere konstruktive end andre.
Han oplever tydeligt, at noget er i bevægelse. Flere mænd er begyndt at stille spørgsmål, de tidligere har undgået. Ikke nødvendigvis højt i offentligheden, men i deres egne liv: Er det her virkelig det liv, jeg vil leve? Er det sådan, jeg vil være far, partner, kollega? Og hvis ikke – hvad gør jeg ved det?
Samtidig ser han også en modbevægelse. Stemmer, der længes efter simple svar og gamle hierarkier. Løsninger, der lover styrke uden ansvar og retning uden refleksion.
Tomas afviser dem ikke med hån, men han ser dem som udtryk for den samme forvirring – blot i en mere larmende form.
“Der kommer flere og flere små slæbebåde rundt om supertankeren. Spørgsmålet er, hvornår den begynder at dreje.”
Forandringen sker ikke hurtigt. Og den sker ikke for alle. Men Tomas oplever, at der vokser et mindretal frem af mænd, som er villige til at tage sig selv alvorligt.
Som ikke vil tilbage til fortiden, men heller ikke vil forsvinde ind i passivitet. Mænd, der er parate til at arbejde med sig selv – ikke alene, men sammen med andre.
Han er realist. Det her bliver aldrig mainstream på den hurtige måde. Men han tror heller ikke, at det behøver at være det. Forandring begynder sjældent i midten.
Den begynder i små fællesskaber, hvor mennesker tager ansvar for deres eget liv og giver det videre.
“Det er ikke sikkert, det er din skyld. Men det er dit ansvar.”
For Tomas er fremtiden for den danske mand ikke et politisk projekt eller en kulturel kampplads. Det er et personligt arbejde, der gentager sig igen og igen: at tage ansvar for sig selv, sine relationer og det liv, man faktisk lever.
Og måske er det netop dér, håbet ligger. Ikke i store svar, men i mænd, der tør stille de rigtige spørgsmål – og blive stående længe nok til at handle på dem.
