Der må være andet i livet…
Der findes et særligt øjeblik i mange danskeres liv. Et øjeblik, hvor man sidder med en kop kaffe i hånden, kigger ud på regnen, der pisker mod ruden, og tænker:
Det må kunne gøres anderledes. Livet må kunne føles mere… rigtigt.
Vi taler om det som at træde ud af hamsterhjulets daglige rutiner – at lægge hverdagens konstante gøremål fra sig, trække vejret helt ned i maven og finde tilbage til den stille rytme, hvor livet igen føles som det liv, man skulle have levet.
Og når drømmene begynder at tage form, er Piemonte et af de steder, der dukker op.
Regionen har i de seneste to årtier sneget sig ind i danskernes bevidsthed – først gennem vinene, de kraftfulde Baroloer og elegante Barberaer, siden gennem gastronomien med trøfler fra Alba, slow food-bevægelsen og de små trattoriaer, hvor tiden synes at stå stille.
Piemonte er ikke bare vinmarker og tågedækkede bakker på Instagram. Det er en region med middelalderbyer på bjergtoppe, gamle familiedrevne vingårde og en kultur, hvor måltidet stadig er dagens højtid.
Danskere elsker Toscana, ja, men Piemonte er blevet det nye Toscana – mindre poleret, mindre turistet, mere råt og på sin egen måde mere ægte. Et vidunderland for dem, der søger både smag og sjæl.
Derfor er mange begyndt at købe huse dér. Nogle driver små B&B, andre importerer vin hjem til Danmark, og freelancere sidder med laptops på terrasser med udsigt over vinranker, der bølger som grønne hav.
Og så er der dem, der tager springet helt og aldeles – som Peter Thomsen.
Dette er hans historie.
En historie om at forlade en toppost, et liv med rejser, løn og prestige – for et liv med jord under neglene, bureaukratiske labyrinter, lange dage… og en udsigt, der kan få selv en CFO til at trække vejret helt ned i maven.
Hamsterhjulet
Før der var vinmarker og vinbar, var der Aarhus. Handelshøjskolen, Excel-ark, strategiplaner og et CV, der hurtigt blev eftertragtet.
Peter voksede op i Aarhus, studerede økonomi og strategi og tog derefter det klassiske spring til København. Først som controller i Metro Cash & Carry, siden videre til Lundbeck og senere Ascom.
Karrieren tog fart. Opgaverne blev større, mere strategiske. Han blev sendt til Italien for at være med til at opbygge et datterselskab, flyttede til Paris, endte i Schweiz – og til sidst stod han som CFO i en international koncern.
”Jeg havde et virkelig godt job – god løn, stor frihed og ansvar. Jeg lærte sindssygt meget og arbejdede med dygtige folk.”
Det var livet med finansposter, topmøder og forhandlinger. Rejser verden rundt, hoteller, business class og visitkort med tyngde. Set udefra var det klassisk succes.
Men bag facaden voksede en anden længsel – en trang til noget mere jordnært, mere ægte.
Forelsket i Italien
Italien blev ved med at trække. Ikke kun som et sted at rejse til, men som noget mere personligt.
I 90’erne arbejdede han i Milano, og Piemonte blev hans fristed. Her kørte han ud for at få en frokost, smage vin og finde ro. Det var her, han første gang mærkede regionens særlige karakter: beskeden, men stolt. Ikke prangende – bare levende.
Senere, når han rejste i Toscana, Umbrien eller Ligurien, endte han altid med at tage et smut forbi Piemonte på vej hjem. Et lille pitstop, der føltes som en hjemkomst.
Og langsomt voksede drømmen. Ikke om et projekt eller en investering, men om et sted at høre til. Et sted, der kunne blive hans.
Huset – og vinmarken, han ikke havde bedt om
I 2006 begyndte Peter for alvor at lede efter et sted i Piemonte. Det var ikke længere en løs idé, men en stille beslutning.
Han tog ned for at se på huse – 20 til 25 på én tur – små ruiner, store gårde, gamle stenhuse med vildtvoksende vinranker og huse, der havde set bedre dage.
Han kørte fra bakke til bakke, gennem små landsbyer, hvor tiden syntes at bevæge sig langsommere end i resten af verden, og hver gang han steg ud af bilen, overvejede han: Kunne jeg høre til her?
Så stod han dér en eftermiddag og kiggede på et hus, der var større end planlagt, dyrere end budgettet – og med en vinmark, han aldrig havde bedt om.
Men der var noget ved stedet. Måden lyset faldt på facaden. Udsigten over bakkerne. Stilheden omkring det. En følelse, der ikke lod sig forklare med tal eller logik.
”Det var huset,” siger han.
Han kendte det allerede fra nettet, da han trådte ind ad døren. Det var, som om huset valgte ham lige så meget, som han valgte det.
Han overtog huset i juni 2007. Uden tilstandsrapport – sådan fungerer Italien. Man køber et hus, som det står. Punktum. Når man skriver under, ved man ikke, om der gemmer sig overraskelser bag murene.
Det er en blanding af mod, kærlighed og en lille smule naivitet. Men måske er det også sådan, store livsændringer skal være.
Huset var heldigvis i god stand. Solidt, velholdt og beboeligt. Det føltes som et hjem, der bare ventede på at blive taget i brug. Vinmarken derimod…
”Mit kendskab til vin var at drikke den. Ikke at lave den.”
Han havde ikke drømt om at blive vinbonde. Det var ikke en del af planen. Men livet i Italien følger sjældent planer. Det følger relationer, muligheder, mavefornemmelser – og nogle gange druer.
Og vinmarken lå der, lige udenfor døren, som en invitation til et helt nyt kapitel, han endnu ikke anede, han var på vej ind i.
Når drømmen bliver til virkelighed
Kort efter han havde overtaget huset, blev han konfronteret med en af de sider af Italien, som ingen boligannonce viser.
Et tordenvejr trak ind over bakkerne en aften, først som fjerne rumlen, og siden som et massivt og voldsomt uvejr, der fik himlen til at splitte sig i lysglimt.
Da regnen endelig kom, var det ikke som en forfriskende sommerbyge. Det var som et pres fra oven, tungt og nederst i huset pressede vand og mudder sig ind gennem en mur – langs gulvet, langs dørtærsklen, som en brun strøm, der ikke lod sig standse.
Peter brugte resten af natten på at kæmpe imod. Han skovlede, tørrede, bar spande ud, mens regnen hamrede mod taget og vinden slog i skodderne.
Det blev en lang, mørk nat, hvor han ikke blot bekæmpede mudderet, men også den tvivl, der sneg sig ind: Hvad er det egentlig, jeg har kastet mig ud i?
For det var langt fra det billede af det italienske drømmeliv, danskerne ofte bærer rundt på. Der var ingen solmodne aftener på terrassen eller stille morgener med fuglesang.
Der var kun kaos, storm og ansvar. En brutal, men ærlig besked fra naturen:
”Du bor her nu. Det her er dit ansvar!”
Og alligevel – da morgenen kom, og lyset begyndte at trænge ind gennem skyerne, var det ikke drømmens endeligt.
Det var en påmindelse om, at dette liv ikke kun består af romantik, men også af virkelighed, arbejde og uventede udfordringer.
Det var den nat, han forstod, at drømmen om et liv i Italien ikke kun består af vinmarker og sol – men også af mudder, storme og ansvar. Og at man må elske det hele, hvis man vil blive.
Bureaukrati, håndværkere og kultur
Der er få fordomme, der lever så stædigt hos danskere, som dem om italienerne og deres bureaukrati. Og ja -noget af det er sandt. Italien fungerer på en helt anden måde end Danmark.
Man får ikke et digitalt signeret dokument på fem minutter, og man logger ikke bare ind med NemID, og klikker sig gennem en ansøgning.
Kommunekontorerne er ofte små, fysisk bemandede og langt fra digitaliserede. Mange steder er det få personer, der varetager flere funktioner, og det betyder tid, ventetid og en god portion tålmodighed.
Et godt billede på systemets tyngde oplevede Peter, da han skrev under på huset.
Til overdragelsen sad der 18 mennesker rundt om bordet – advokater, notar, mæglere, sælgerens familie, repræsentanter for banken, naboer.
Alle havde en funktion. Alle skulle nikke, stemple, bekræfte. For en dansker er det næsten komisk. For italienerne er det bare sådan, man gør ting ordentligt.
Peter siger det tørt, men præcist:
”Reglerne bliver fortolket forskelligt fra kommune til kommune. De små kommuner har måske 300 indbyggere – og de få medarbejdere på kommunekontoret kan umuligt have alle kompetencer, heller ikke når det gælder en byggesag.”
Men andre fordomme vil han gerne aflive. For eksempel den klassiske: ”Italienske håndværkere kommer aldrig.”
Ifølge Peter er virkeligheden en anden. Håndværkerne kommer og de gør deres arbejde ordentligt. De tager ansvar, men kun hvis man forstår den lokale logik.
I Italien gør man nemlig ikke forretning på laveste pris – Man gør forretning på relationer.
“Det er et tillidsbaseret økosystem, hvor du arbejder med dem, du kender, og hvor man hjælper hinanden, fordi man er en del af det samme lille samfund. Og når man først er inde i kredsløbet, fungerer tingene overraskende godt.”
For en dansker kræver det en mental omstilling. En accept af, at ting tager tid. At personlig kontakt er vigtigere end en hurtig mail. At kaffe og håndtryk kan betyde mere end kontrakter.
Men det er også dén del af kulturen, der langsomt gør, at man begynder at føle sig hjemme.
At man ikke længere blot bor i Italien, men man er en del af Italien på godt og ondt.
At høre til – sproget og naboskabet
Når danskere flytter til Sydeuropa, deler de sig groft set i to grupper:
Dem der lærer sproget – og dem der, bevidst eller ubevidst, ender med at leve som turister, selv efter mange år.
Peter hører klart til den første gruppe. Han lærte italiensk allerede i 90’erne, da han arbejdede i Milano, og det blev en afgørende brik i hans mulighed for at skabe sig et liv i Piemonte.
For i Italien er sproget ikke bare et praktisk værktøj. Det er det, der gør forskellen mellem at være gæst og at blive betragtet som en del af lokalsamfundet.
Som han selv siger:
”Hvis ikke man havde sproget, ville det være et sommerhus. Ikke et hjem.”
Og der er noget om snakken. Da han flyttede ind, kunne han mærke, at naboerne tog imod ham på en anden måde, fordi han gjorde sig umage med at forstå dem og være en del af deres verden.
Han lyttede, lærte og stillede spørgsmål. Ikke som en forretningsmand udefra, men som en, der faktisk ønskede at høre til.
Det var også sådan, han fandt frem til lokale vinproducenter, som hjalp ham i gang med marken og produktionen.
De delte generøst ud af deres erfaring, og han kunne til gengæld bidrage med noget af det, han selv var stærk i – det kommercielle, kommunikationen, forståelsen for markeder og kunder.
Det blev et naturligt samarbejde, hvor begge parter fik noget ud af det.
Sproget blev nøglen til relationerne. Med ordene kom forståelsen, og med forståelsen kom en naturlig nærhed. Sproget gjorde det lettere at skabe relationer – ikke kun professionelle, men menneskelige.
Relationerne voksede til et netværk, der langsomt flettede sig ind i hans hverdag. Et netværk af naboer, vinbønder, håndværkere og venner, som gjorde det muligt at finde vej i et nyt land.
I dag betyder det, at naboer kommer forbi med en flaske vin, et råd om høsten eller en opfordring til at kigge forbi til kaffe. At man hjælper hinanden, når der er brug for det.
At man ikke bare bor i et hus på en bakke, men faktisk er blevet en del af det fællesskab, der holder det hele sammen.
”Kort sagt” siger Peter ”Man går fra at være tilflytter til at være en del af stedet.”
Fra CFO til vinbonde – og ejer af en vinbar
I mange år pendlede Peter mellem Schweiz og Piemonte. Mandag til fredag var han CFO med jakkesæt, ansvar og internationale møder.
I weekenderne skiftede han til gummistøvler, hækklippere, vinranker og naboer, der kiggede forbi med gode råd. Men noget begyndte langsomt at ændre sig.
Huset i Piemonte føltes som hjem. Ikke lejligheden i Schweiz. Ikke Danmark. Men netop den bakke, den udsigt og den rytme, han havde fundet i Norditalien.
Efter flere års overvejelse – og efter at have mærket, at han trak mere mod vingården end mod bestyrelseslokalerne – sagde han jobbet op.
Han satsede på sin egen vinproduktion og på en vinbar/enoteca, som han åbnede i 2021. Peters italienske kæreste, Beenedetta, driver i samme bygning et lille, charmerende hotel – Al Palazzo Rosso – med fire værelser og en butik fyldt med italiensk interiør, mode og små skatte, som turisterne elsker.
Vinbaren i byen – et mødested for både turister og lokale
I Neive driver Peter hans vinbar/enoteca – La cantinetta di Barun – med 750 forskellige vine og tre medarbejdere. Den har udviklet sig til et populært sted – både blandt turister og lokale.
Vinbaren er kendt for at have næsten alt på glas – også vine til 200–300 euro flasken, som man normalt aldrig får mulighed for at smage uden at købe hele flasken.
Det gør stedet specielt. Det tiltrækker vinentusiaster, der gerne vil smage stort uden at købe stort.
Og selvom Piemonte er et område, der er stolte af deres egne vine, er mange lokale begyndt at kigge forbi uden for sæsonen for at drikke vine, de ikke finder andre steder.
Bourgogne, Champagne, tyske Riesling, internationale kulthuse – alt det, man normalt skal langt efter. Der bliver talt om vin, om sæsonen, om vejret og om alt det, der hører bylivet til.
Det lille hotel ovenpå skaber liv i gaden. Gæster kommer og går, hotellets gæster blander sig med vinbarens gæster, og Benedetta og Peter bliver et naturligt omdrejningspunkt for dem, der søger inspiration, anbefalinger – eller bare et godt glas vin.
Et andet liv – men stadig arbejde, bare på en anden måde
På Ca’Barun, som betyder Baronens hus, producerer Peter omkring 5.000 flasker vin fra egne druer og yderligere cirka 5.000 flasker fra samarbejder med lokale producenter.
Han kender hvert fad, hver tank og hver række i vinmarken, men han laver ikke det hele selv.
I marken har han folk, der hjælper med det daglige arbejde og høsten, og i kælderen samarbejder han med lokale vinfolk om selve vinifikationen.
Beslutningerne om stil, fadlagring, gær og de sidste justeringer er hans – men udførelsen er et fælles projekt.
Der er ikke noget glamourøst over dagligdagen, men den er hans. Han siger det bedst selv:
”Jeg skaber noget fysisk nu. Ikke planer og powerpoints – men vin. Oplevelser. Noget folk kan mærke.”
Hvor han før leverede resultater til en bestyrelse, leverer han nu oplevelser til mennesker, der sidder lige foran ham – ofte med udsigt til den mark, hvor druerne voksede.
Hverdagen i Piemonte – travl, jordnær og meningsfuld
Der findes en udbredt forestilling om, at livet i Sydeuropa er langsomt, solrigt og ubekymret. At man lever i et roligere tempo, omgivet af god mad, god vin og lange siestaer.
Og ja – rytmen er anderledes end i Danmark. Men det betyder ikke, at livet er lettere. Tværtimod.
Peter står tidligt op, ofte før solen rammer bakkerne, og han arbejder til langt ud på aftenen – især i højsæsonen.
Der er vinmarker, der skal passes, gæster, der skal tages imod, vin der skal smages og justeres, mails der skal besvares og praktiske ting, der hele tiden skal løses.
”Jeg synes, jeg har meget travlt nu. Jeg står også tidligt op, og det bliver nogle lange dage, men jeg vil ikke bytte,” pointerer Peter.
Gæsterne fylder også meget. Vinsmagninger på gården er ikke noget, man ”lige gør”.
Selve smagningen tager ofte to-tre timer, men når man lægger forberedelsen, maden, borddækningen, fortællingerne og oprydningen oveni, ender en enkelt smagning let med at tage fire-fem timer.
Og i højsæsonen kan der være flere grupper om dagen. Mange er danskere, andre kommer fra USA, Holland, Tyskland eller Norge – alle nysgerrige på stedet, historien og vinen.
Derudover er der alt det øvrige arbejde: administration, koordinering med personalet i vinbaren, indkøb, markedsføring, pakning og forsendelse af vin, opdatering af nyhedsbreve, planlægning af samarbejder og vedligeholdelse af både huset og jorden.
”Jeg har skiftet jakkesættet ud med gummistøvler. Slipset og skjorten bruger jeg næsten aldrig. Jakkesæt – det sker fandeme sjældent.”
Og så er der den usynlige dimension: I turist- og servicebranchen arbejder man, når andre holder fri. Lørdage og søndage er ofte de travleste dage.
Aftenerne ligeså. Til gengæld kan en tirsdag formiddag være stille – hvor han går en tur mellem vinstokkene, læser, planlægger eller fordyber sig i et projekt til vinbaren.
Alligevel føles det rigtigt. For selvom dagene er lange, er de hans egne. Han er ikke længere bundet til møder, budgetter og strategiplaner, men til noget fysisk og håndgribeligt: en gård, en mark, en kælder, mennesker der besøger ham og går derfra med en oplevelse.
Når porten en sjælden dag er lukket, går han en tur i haven med katten, kigger ud over markerne, måske med et glas Pinot Nero eller Nebbiolo i hånden.
Det er ikke et liv uden arbejde – men et liv, hvor han kan mærke, at arbejdet er hans eget.
Økonomien: Mindre sikkerhed, mere mening
Når danskere taler om at flytte til Sydeuropa, ender samtalen næsten altid med det samme spørgsmål: Kan man leve af det?
Hvad sker der med økonomien, når man går fra en stor virksomhed, en god løn og en solid pensionsordning til et liv med vinmarker, gæster og sæsoner?
Peter svarer ærligt – uden at forsøge at romantisere noget:
”Jeg kan ikke blive rig af det. Målsætningen er at tjene nok til at betale de daglige udgifter. Hvis jeg skal have en ny bil, må jeg tage fra opsparingen.”
Det er et helt andet økonomisk grundlag, end det liv han forlod. Der er ingen fast løn, ingen bonusser, ingen goder, ingen automatisk pensionsopsparing.
Til gengæld er der noget andet: En gård, en vinproduktion, en vinbar, et netværk, og et sted, der i sig selv fungerer som en slags opsparing.
Måske du også er interesseret i at læse om Jakob, der tog fra Californien til Røsnæs for at producere vin
Et hus, der kan sælges eller lejes ud. En værdi, der ligger i stenen, jorden og relationerne.
Men hverdagen kræver en mental justering. Man går fra økonomisk sikkerhed til økonomisk bevidsthed. Der er ikke længere luft til impulskøb eller store investeringer uden omtanke.
Til gengæld er hans udgifter lavere, og hans livsstil enklere. Han lever ikke fattigt – han lever anderledes.
Økonomisk tryghed er i hans tilfælde blevet skiftet ud med livskvalitet. – Og det valg er ikke for alle. Det kræver, at man kan leve med usikkerhed.
At man kan tåle sæsonernes skift, gode år og mindre gode år, og at man accepterer, at nogle måneder er bedre end andre. Det kræver også, at man tror på sig selv – og på det sted, man har valgt at bygge sit liv.
For Peter er værdien af frihed, af tid, af gæsterne, af marken og af udsigten vigtigere end den ekstra sikkerhed på bankkontoen.
Han har byttet økonomisk stabilitet ud med en hverdag, der giver mening. Og i hans øjne er det en god handel.
Hvad gør livet værd at leve i Piemonte?
Når han skal sætte ord på, hvorfor han bliver i Piemonte, handler det ikke kun om udsigten og vinen. Det handler om følelsen af at skabe noget konkret – fra drue til flaske, fra jord til gæsternes oplevelse.
”Når jeg kom hjem fra mit gamle job, så havde jeg siddet med planer, budgetter, bestyrelser… Men her arbejder jeg med et naturprodukt. Det skaber jo rent faktisk noget.”
Hver dag er forskellig. Vejret, druerne, gæsterne, de små justeringer i vinifikationen, de nye ideer til etiketter eller smagsrum.
Han har bygget et nyt smagsrum med danske møbler (fra et lille møbelfirma, han også er medejer af), hvor gæsterne sidder med udsigt og kunst på væggene.
Den største glæde er dog menneskerne, der kommer forbi.
”Langt de fleste er interessante mennesker. Og når vi får en dialog i gang… så har jeg det også sjovt. Jeg sælger ikke kun vin – jeg sælger en god oplevelse.”
Hvad savner han fra Danmark?
Når man spørger Peter, hvad han savner fra Danmark, kommer svaret hurtigt og uden tøven. Han savner ikke vejret — det punkt er hurtigt overstået.
Men han savner vennerne. Og så savner han noget så jordnært som rugbrød.
”Det er primært vennerne. Jeg har masser af venner i Danmark. Problemet er, at når jeg kommer op, kan jeg ikke nå at se alle dem, jeg gerne vil se.”
Det sociale savn handler ikke om overfladiske relationer, men om de helt gamle venskaber. Dem, hvor man taler om alt og ingenting, og hvor man ikke behøver at forklare sin baggrund eller sin humor.
De relationer tager tid at opbygge i et nyt land — og selvom han har et stærkt netværk i Piemonte, er det ikke det samme som vennerne hjemmefra.
Madmæssigt er savnet mere selektivt. I Italien mangler han intet i det daglige, men når han kommer til Danmark, er der én ting, han går efter som det første:
”Når vi kommer herop, så er det dansk smørrebrød jeg opsøger. Det er det bedste.”
I Italien er det kun omkring jul, at de danske kulinariske traditioner fylder rigtigt. Der går han all in: sild, and, risalamande og snaps. En hel dansk juleaften midt i Piemonte, som en rodfæstet tradition han ikke vil give slip på.
For at holde forbindelsen til Danmark ved lige rejser han hjem flere gange om året. Han ser venner, og han holder vinsmagninger rundt omkring i landet, hvor mange af hans danske kunder møder ham.
Samtidig får han jævnligt besøg af danskere på gården — nogle booker en smagning, andre kommer blot forbi, fordi de har hørt om ham gennem venner eller sociale medier.
Og så er der teknologien, som har ændret alt siden hans første italienske ophold i 1996:
”I dag er du meget tættere på. Du kan streame TV, læse aviser, ringe på mobilen. Dengang var en dansk avis 10 dage om at komme frem.”
Savnet til Danmark er der — naturligt og stille. Men det er ikke tungt, og det styrer ikke hans liv.
Det er ikke stort nok til at trække ham hjem permanent – I hvert fald ikke endnu.
Kommer Peter så nogensinde hjem til Danmark?
Fremtiden ligger åben for Peter – men ikke som noget akut spørgsmål. Han er netop fyldt 60, og der er stadig mange gode år i både ham og huset.
Alligevel ved han godt, at vingården på sigt er for stor til én mand at passe alene. Det er et livsprojekt, men også et projekt, der en dag bliver fysisk krævende.
”Det er et stort hus. Masser af trapper, masser af vedligehold… Huset er også en del af min pension.”
Derfor begynder tankerne om næste kapitel at melde sig. Ikke som en plan, men som en række muligheder. Han taler om at downscale på et tidspunkt. Måske et mindre hus i Piemonte.
Måske en kombination af en lejlighed i Danmark eller Torino – og et mindre sted på landet, hvor han stadig kan dyrke det italienske liv, men uden de store forpligtelser.
Han har ingen børn, så beslutningen handler ikke om familie, men om ham selv, om Benedetta og om nærheden til gode venner. Det sociale netværk bliver vigtigere med årene. Det er menneskerne, der skal forme den næste fase.
”Jeg ved, at når jeg engang bliver gammel, skal jeg være et eller andet sted, hvor jeg er tæt på nogle gode venner… Der skal jo ske noget.”
At ende sine dage i en lille landsby i Piemonte er derfor ikke urealistisk. Men samtidig er der noget tiltalende ved at kunne slå rødder to steder – både i Italien og i Danmark. Valget er endnu ikke truffet, og intet er hugget i sten.
For nu bor han dér, hvor livet føles rigtigt. Resten må tiden forme.
