Hvidvask tættere på, end vi tror

Når vi hører ordet hvidvask, tænker mange på serier, mafiafilm og skjulte konti i tropiske skattely. I virkeligheden sker hvidvask lige så ofte i vores egne byer, i små virksomheder eller bag tilsyneladende almindelige transaktioner. De sorte penge skal ind i systemet, sløres og derefter dukke op igen som legitime midler.

”Hvidvask er et økosystem — ikke en enkelt handling. Det handler om små sprækker i kontrol og rutiner, der kan udnyttes. Til sidst bliver det til en flod,” siger Søren Rahbek.

Hvidvask i praksis – de klassiske metoder

Små og mellemstore virksomheder er særligt udsatte. De har ofte kontanthåndtering eller komplekse leverandørkæder, som gør det lettere at skjule penge.

• Restauranter og kiosker: Kontanter fra kriminalitet blandes i dagens omsætning. Når beløbene sættes i banken, ligner de indtægter fra kunder.
• Byggebranchen: Sorte penge føres ind via fiktive underentrepriser og oppustede regninger.
• Luksusvarer: Dyre biler, ure eller tasker købes kontant og sælges hurtigt videre. På papiret ligner det legitime handler.
• Fakturafabrikker: Netværk af virksomheder udveksler falske fakturaer. Dermed får sorte penge et skær af legitimitet.

De typiske metoder — forklaret trin for trin

1) Omsætningspust i restauranter og detail

• Trin 1: En restauratør modtager sort kontant fra en tredjepart (bagmand).
• Trin 2: Beløbet lægges i kasseapparatet og registreres som almindeligt salg.
• Trin 3: Regnskabet viser større omsætning — restauratøren betaler noget skat, men beholdningen legitimeres.
• Hvorfor virker det? Restauranter har højt kontantflow, varierende omsætning og begrænset ekstern kontrol. Kassen er et naturligt sted at “gemme” kontanter.

2) Fiktive underentrepriser i byggebranchen

• Trin 1: Et hovedentreprenørfirma indgår aftale med et “underentreprenør”-firma.
• Trin 2: Underentreprenøren udsteder fakturaer for arbejde, der ikke udføres.
• Trin 3: Betaling foretages, og pengene returneres delvist kontant via netværk.
• Hvorfor virker det? Byggebranchen har mange underleverandører og komplekse betalingsstrømme, hvilket gør det svært at spore, hvem der faktisk har ydet arbejde.

3) Luksusvarer som værdi-transport

• Trin 1: En køber betaler kontant for et dyrt ur eller et maleri.
• Trin 2: Værdigenstanden sælges hurtigt videre, ofte til udlandet.
• Trin 3: Provenuet fra salget fremstår som legitime penge.
• Hvorfor virker det? Værdigenstande er let omsættelige og kan krydse grænser, ofte uden krav om dyb kundekendskab.

4) Fakturafabrikker (måske det mest industrielle)

• Trin 1: Flere selskaber oprettes i et netværk.
• Trin 2: Falske fakturaer sendes mellem selskaberne for “tjenester” eller “varer”.
• Trin 3: Betalinger går igennem, pengene cirkulerer og trækker spor af legitimitet.
• Hvorfor virker det? Bogholderi kan fint synkroniseres for at dække spor, og når aktørerne virker reelle, reagerer banker og myndigheder langsommere.

Disse metoder er ofte kombineret i store sager — f.eks. hvor fakturafabrikker understøtter omsætningspust i detailhandel, eller hvor kontante køb kombineres med digitale overførsler via wallets.

Kryptovaluta: teknologiens paradoks

Kryptovaluta er blevet en ny arena for hvidvask. På den ene side kan blockchain give en hidtil uset sporbarhed – hver transaktion efterlader et digitalt aftryk. På den anden side findes der lommer af anonymitet.

”Digitale punge kan oprettes uden navn og adresse. For en almindelig dansker ligner det en mobilapp, men for kriminelle er det en anonym bankboks,” siger Søren Rahbek. Når transaktionerne derefter blandes gennem såkaldte mixere eller føres gennem uregulerede børser, bliver pengestrømmene ekstremt svære at følge.

• Digitale wallets (punge): Kan oprettes uden id-verifikation på bestemte platforme. En wallet er i praksis en adresse — ikke altid knyttet til en person.
• Mixere / tumblere: Blandeservices, som tager input fra tusinder af wallets og sender “rensede” beløb tilbage, så direkte sporing bliver vanskelig.
• Uregulerede børser: Ikke alle børser kræver KYC/AML. Store beløb kan veksles til fiat i jurisdiktioner med svagt tilsyn.
• DeFi (decentraliseret finans): Smarte kontrakter kan flytte likviditet uden en central mellemmand, hvilket gør myndighedskontrol kompliceret.

”Blockchain er i sig selv gennemsigtig. Men kombineret med anonymitet bliver det et kraftfuldt værktøj for kriminelle. Vi ser både narkopenge, skatteunddragelse og cyberkriminalitet finde vej gennem kryptovaluta,” siger Rahbek.

Kryptovaluta kort fortalt

Kryptovaluta er en digital form for penge, der fungerer uafhængigt af banker og centralbanker. Alle handler registreres på en blockchain – en slags offentlig digital regnskabsbog – der sikrer, at transaktionerne ikke kan ændres eller forfalskes. Det gør det muligt at sende penge direkte fra person til person, hurtigt og uden mellemled.

Samtidig rummer teknologien en bagside. Fordi man kan oprette anonyme digitale punge og bruge uregulerede børser i udlandet, er kryptovaluta også blevet et redskab til kriminalitet og hvidvask. På den måde er kryptovaluta både en innovation, der kan forandre økonomien, og et nyt værktøj for dem, der ønsker at skjule pengenes oprindelse.

Derfor rammer hvidvask dig og mig

Hvidvask er ikke kun et problem for myndighederne. Det har helt konkrete konsekvenser for samfundet og den enkelte borger.

Når store beløb føres uden om systemet, mister staten skatteindtægter. Det betyder færre penge til velfærd. Samtidig skaber det unfair konkurrence: den lovlydige restaurantejer eller håndværker presses af konkurrenter, der kan dumpe priser ved at finansiere driften med sorte penge.

”Hvidvask er kriminalitetens finansmotor. Uden hvidvask ville det være meget sværere at få udbyttet til at glide ind i økonomien,” forklarer Søren Rahbek.

Hvordan rammer det almindelige danskere?

Selvom de færreste selv møder hvidvask, mærker vi konsekvenserne:

• Mindre skat: Tabte indtægter til velfærd, sundhed og skoler.
• Skæv konkurrence: Lovlydige virksomheder presses af konkurrenter med sorte penge.
• Øgede omkostninger: Bankerne betaler bøder og oprydning — regningen havner hos kunderne.
• Mindre tillid: Banker og virksomheder mister troværdighed.
• Øget kriminalitet: De hvide penge finansierer narkohandel, våben og menneskehandel.

”Det er en misforståelse at tro, at hvidvask kun er et problem for banker. Når pengene skifter farve, rammer det hele samfundet,” siger Søren Rahbek.

Operation Den Sorte Svane – når én sag åbner for mange andre

Et af de mest markante eksempler på hvidvask i Danmark de seneste år er Operation Svarte Svane, hvor politiet og SØIK rullede et omfattende netværk op. Sagen handlede især om restauranter og pizzeriaer, hvor store mængder sorte penge blev ført ind i regnskaber gennem oppustet omsætning og falske fakturaer. Ifølge myndighederne blev flere hundrede millioner kroner vasket hvide via netværket.

Efter offentliggørelsen oplevede SØIK en markant stigning i henvendelser. Borgere, branchefolk og ansatte i virksomheder ringede ind med tips om lignende mønstre i deres nærområder. En særlig væsentlig gruppe kom dog fra advokater. Mange advokatkontorer har pligt til at indberette mistænkelige transaktioner, og Sorte Svane-sagen afstedkom, at indberetninger ad denne vej steg med 150 procent.

”Det er kendetegnende, at når én sag kommer frem i medierne, følger mange flere tip. Folk får øjnene op for, at det, de selv har set, måske også kan være hvidvask. For advokaterne blev sagen en påmindelse om, at deres indberetninger faktisk er afgørende brikker i det store puslespil,” siger Søren Rahbek.

De mange nye henvendelser var et fremskridt, men også en udfordring. Når SØIK pludselig modtager et stort rykind af indberetninger, kræver det ressourcer og teknologi at sortere signal fra støj. Mange af sagerne kan være små, men i summen danner de et billede af mønstre og netværk, der ellers ville være skjult.

Myndighedernes rolle – og udfordringerne

Hos SØIK og Hvidvasksekretariatet vokser antallet af indberetninger år for år. I 2024 modtog sekretariatet over 81.000 indberetninger om mistænkelige transaktioner – et rekordhøjt niveau.

Men udfordringen er, at langt fra alle kan efterforskes. Ressourcerne rækker ikke til at følge hvert eneste spor, og myndighederne må prioritere de mest alvorlige sager. Regeringen og EU har gennemført stramninger, men stadig er der huller, som de kriminelle udnytter.

”Det er en kamp mod uret og mod stadig mere kreative metoder. For myndighederne handler det både om teknologi, samarbejde og om at have modet til at prioritere,” siger Søren Rahbek.

Men et stort antal indberetninger skaber et klassisk flaskehals-problem: hvor skal ressourcerne sættes ind? Hvilke sager er mest alvorlige? Hvordan sorterer man signal fra støj?

Søren peger på tre centrale udfordringer:

Grænseoverskridende kompleksitet: Mange hvidvasksager involverer flere lande, jurisdiktioner og aktører; efterforskning kræver internationalt samarbejde, som kan være langsomt.

Mængden af data: Bankerne leverer enorme mængder af indberetninger; mange er værdiløse, nogle er kritiske. Mange kræver manuelt arbejde at afdække.

Kvaliteten af rapportering: Ofte mangler de indberettede sager tilstrækkelig dokumentation. Hvis indberetninger er slørede eller mangelfulde, er det svært for myndigheder at handle.

Hvad kan politikere og samfund gøre

Søren anbefaler en flerstrenget politik, hvor både forebyggelse, kapacitetsopbygning og teknologisk investering er centrale:

1. Styrket tværsektorielt samarbejde: SØIK, SKAT, Arbejdstilsynet, Finansiel Tilsyn og regionale politienheder skal kunne dele relevante data hurtigere — under stramme kontroller, men uden unødig forsinkelse.
2. Bedre beskyttelse til whistleblowere: Lovgivning med anonyme kanaler, økonomisk kompensation og juridisk beskyttelse for medarbejdere, der står frem.
3. Krav om KYC for flere aktører: Udvid pligten til at kende sine kunder til flere brancher — fx luksusforhandlere, auktionshuse, visse detailhandlende og high-value-tjenester.
4. Invester i dataanalyse og AI: Offentlig-private partnerskaber for at udvikle værktøjer, der kan afdække mønstre i store datamængder.
5. Internationalt samarbejde: Hurtigere udveksling af oplysninger med jurisdiktioner og større muligheder for at få udleveret data fra børser, trustee-virksomheder og digitale platforme.
6. Stribedninger mod juridisk anonymitet: Strammere krav til transparens i ejerskabsstrukturer og trusts, så “blindspore” bliver vanskeligere.

Søren understreger, at politikerne skal balancere privacy (GDPR) og kriminalitetsbekæmpelse. Han peger på, at hvidvask-lovgivningen i sidste instans går forud for GDPR, men at implementeringen kræver omhyggelig juridisk finesse.

Konklusion – når penge skifter farve

Hvidvask er ikke et fjernt problem. Det sker i Danmark, i små virksomheder, i luksusforretninger og på digitale platforme. Det koster samfundet milliarder og underminerer tilliden til vores systemer.

”Vi kan ikke fjerne hvidvask helt. Men vi kan gøre det langt sværere, og vi kan sørge for, at risikoen for de kriminelle bliver så høj, at det ikke længere er besværet værd,” slutter Søren Rahbek.

Har du en interesse i at dykke mere ned i emnet, så kan du læse på Hvidvasksekretariatets hjemmeside – hvor du bl.a. kan finde tal for underretninger mv.: